Bayern-præsident: Vi henter ikke dyre indkøb ind i denne omgang
Efter købet af Dayot Upamecano vil Bayern München ikke investere i flere dyre tilgange forud for den kommende sæson. Det slår klubbens præsident Herbert Hainer fast overfor podcasten Bayern Insider og Goal.com
Da det stod klart, at David Alaba ikke ville forlænge sin kontrakt med Bayern München, handlede de kommende tyske mestre hurtigt og købte franske Dayot Upamecano hos ligarivalerne RB Leipzig.
Og ifølge sydtyskernes præsident bliver det den eneste store handel, som vi kommer til at se hos Bayern München i dette transfervindue.
- Vi kommer til at investere, men det bliver ikke de helt dyre handler. Vi har et ungt, stærkt hold med enormt potentiale, så der er ikke behov for at købe dyrt ind, udtalte Herbert Hainer ifølge Goal.com til podcasten Bayern Insider.
- [Vi vil] have det bedste hold. Virkeligheden er bare, at du også skal kunne finansiere det, og det er ingen hemmelighed, at Covid-19 har ramt hårdt. Det påvirker vores budget, hvorfor transfermarkedet ikke bliver en let opgave, fortsatte den 66-årige præsident, der i samme ombæring skyder rygterne om den marokkanske back Archaf Hakimi, der netop er blevet italiensk mester med Inter, ned.
Foruden David Alaba siger Bayern München formentlig farvel til både Jerome Boateng og Javi Martinez, der begge har kontraktudløb efter denne sæson samt Douglas Costa, der skal tilbage til Juventus efter endt lejeophold.