Real Madrid klar på byttehandel og melder sig ind i kampen om angriber
Real Madrid vil have mere konkurrence i angrebet. Derfor har de rettet opmærksomheden mod tysk fodbold.
Real Madrid vil hente den portugisiske angriber Andre Silva til klubben. Den 25-årige angriber oplever i denne sæson succes hos Frankfurt, som i øjeblikket ligger på Bundesligaens fjerdeplads. Silva har været en stor del af succes-sæsonen, og han har scoret 25 gange i 29 ligaoptrædener denne sæson.
I 2019 hentede Real Madrid også en angriber i Frankfurt, men den historie er aldrig blevet en succes. Dengang var det Luka Jovic, som tog skiftet, men serberens karriere i det spanske har været al andet end god.
Den 23-årige angriber blev hentet for 450 millioner kroner, og han har blot nettet to gange i 32 Real Madrid-optrædener. Derfor blev han sendt tilbage på leje i Frankfurt i januar måned.
Og netop Jovic er en del af Real Madrids plan i forhold til at lokke Andre Silva til klubben. Ifølge Bild vil Real Madrid forsøge at købe Andre Silva for 300 millioner kroner, mens de håber på at kunne sælge Luka Jovic til Frankfurt for omkring 145 millioner kroner. Altså en byttehandel mellem de to klubber.
Tidligere har klubber som Manchester United og Atletico Madrid også været meldt interesseret i Andre Silva.