Medie: Så tæt var Eriksen på Tottenham-skifte
Én lille detalje afgjorde, at Eriksen ikke kunne kalde sig Tottenham-spiller i januar.
Christian Eriksens første år i Inter var præget af svingende præstationer og få spilleminutter, og det fik både den 29-årige dansker og hans italienske klub til at kigge på muligheden for en udlejning i det netop overståede januar-transfervindue. Der var kraftige rygter om, at den danske stjernespiller skulle genforenes med sin tidligere klub Tottenham, og nu fortæller det italienske medie, Gazzetta Dello Sport, at det var små detaljer, der afgjorde, at Eriksen måtte blive i Milano-klubben.
Mediet fortæller, at klubben fra Nordlondon nægtede at betale et kompensationsbeløb, som Inter forlangte, hvis de skulle leje Christian Eriksen. Gazzetta Dello Sport nævner ikke, hvor stort beløbet skulle have været, men det var angiveligt det eneste, der stod i vejen for, at danskeren kunne rykke tilbage til sin tidligere klub.
Siden da har Eriksen fået vendt skuden med nogle overbevisende præstationer i februar, og roserne er strømmet mod ham. Indtil videre er det blevet til 1836 minutter fordelt på 45 kampe i Inter, hvor der har været fem mål og tre assists til følge.