Lampard om nyudlejet talent: Han bliver en spiller i topklasse
Chelseas manager Frank Lampard har stadig stor tiltro til Fikayo Tomori, selvom forsvarsspilleren er blevet udlejet til AC Milan grundet manglende spilletid.
Det er ikke gået Fikayo Tomoris vej i Chelsea, siden den unge englænder slog igennem i sidste sæson. Den talentfulde forsvarsspiller har haft svært ved at få spilletid i indeværende sæson, hvor Thiago Silva, Kurt Zouma, Antonio Rudiger og danske Andreas Christensen alle er blevet valgt over Tomori.
Som vi har skrevet her på Indkast.dk, så har den meget begrænsede spilletid under Frank Lampard i denne sæson betydet, at Tomori er blevet udlejet til AC Milan for resten af sæsonen. På trods af, at Lampard ikke har kunne finde plads til Tomori i startopstillingen i denne sæson, så er Chelsea-manageren sikker på, at den 23-årige forsvarsspiller har en fremtid i den kongeblå Chelsea-trøje.
- Jeg har fem centrale forsvarsspillere, og jeg kan ikke altid tilfredsstille alle, men sådan er fodbold. Fikayo (Tomori, red.) er en rigtig god spiller i udvikling, og han bliver en spiller i topklasse, siger Frank Lampard ifølge BT Sport.