Avis: Inter holder Real Madrid på pinebænken
Inter har ikke været i stand til at betale det sidste af transfersummen for Achraf Hakimi, hvorfor Real Madrid stadigvæk har penge til gode i Milano.
Inter har det ikke nemt i øjeblikket. Milano-klubben befinder sig i øjeblikket i en økonomisk krise, som tilmed startede, før coronapandemien gjorde det hele værre. Den økonomiske krise i Inter har også resulteret i, at personalet i Inter – herunder spillerne – må se langt efter deres løn.
Den økonomiske krise får nu også konsekvenser for Real Madrid, som i sommer solgte højrebacken Achraf Hakimi til Milano-klubben for 300 millioner kroner. Den sidste rate af transfersummen – 75 millioner kroner – skulle betales i december måned, men det var ikke muligt for Inter.
Fordi det ikke var muligt for Inter at betale 75 millioner kroner i december, er betalingen af den sidste del af Hakimis transfersum nu udsat til 30. marts. Selvom Inter endnu ikke har betalt hele transfersummen for Hakimi, har ”I Nerazzurri” allerede haft stor glæde af den 22-årige marokkaner.
Achraf Hakimi, som er rykket op på midtbanen i Antonio Contes 3-5-2-formation, har hidtil spillet 23 kampe for Inter, hvilket har resulteret i seks mål, fem assists og fem gule kort. Forinden var Hakimi udlejet til Borussia Dortmund i to sæsoner. Her nåede han at spille 73 kampe, score 12 mål og levere 17 assists.