LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Italien: Serie A
FT
1 - 1
(1 - 1)
Benevento
Lazio
P. Schiattarella (45), P. Schiattarella (90)
C. Immobile (25)
Christian Bang Jensen

Nyt pointtab for Lazio

Lazio skuffede nok engang i denne sæson, da det tirsdag aften kun blev til 1-1 på udebane mod oprykkerne Benevento i derbyet mellem de to Inzaghi-brødre.
De lyseblå spillere fra Lazio har været en skuffende oplevelse i denne sæson, og tirsdag aften skulle ”Le Aquile” forsøge at rejse sig efter nederlaget til Verona i weekenden. Men nok engang måtte Ciro Immobile, Sergej Milinkovic-Savic og resten af Lazio-holdet forlade grønsværen med et dårligt resultat. På udebane mod oprykkerne Benevento blev det ”kun” til uafgjort 1-1.

Lazio kom ellers planmæssigt foran efter 25. minutter ved den evigt farlige angriber Ciro Immobile. Den serbiske midtbanespiller Sergej Milinkovic-Savic sendte et indlæg ind mod den 30-årige skarpskytte, der med et fantastisk drøn sendte bolden i netmaskerne. Forud for weekenden havde Ciro Immobile scoret i seks kampe i streg og mod Benevento blev det til sæsonens 11 scoring i 13 kampe.

Men føringen holdt kun til slutningen af første halvleg, da Benevento-anføren Pasquale Schiattarella bragte balance i regnskabet med endnu en flot scoring.

I anden halvleg forsøgte Lazio flere gange at komme tilbage på sejrskurs, men uden at det blev til reelle trusler mod 24-årige Lorenzo Montipo i Benevento-målet. Derimod var det hjemmeholdet som havde de to største chancer i anden halvleg, hvor Pepe Reine ved begge lejligheder så en smule usikker ud.

Mod slutningen kom de italienske temperamenter i kog, hvor Pasquale Schiattarella igen kom i fokus, da han med en voldsom tackling trak et direkte rødt kort op af dommer Luca Pairettos baglomme. Fire minutter inde i tillægstiden fik Lazio-forsvaren Patric også en gult kort for voldsomme protester mod dommeren, da han valgte at tildele Lorenzo Montipo et frispark, som ingen andre på Stadio Ciro Vigorito kunne se.

Dermed endte opgøret mellem Filippo Inzaghi og Simone Inzaghi med en pointdeling.


Lazio ligger fortsat uden for det fine selskab i Serie A, hvor den seneste dårlige form har medført en foreløbig 8. plads. Benevento hægter sig med aftenens resultat på bagenden af midterfeltet, men må stadig forvente, at skulle kæmpe for overlevelse i den bedste italienske række.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder