Europa: Champions League
FT
3 - 0
(2 - 0)
Dortmund
Club Brugge
E. Haaland (18), J. Sancho (45), E. Haaland (60)
StillingOptakt
Raymund Nelausen

Optakt: Dortmund – Club Brügge

Club Brügge har brug for point, når de møder Dortmund i tirsdagens Champions League-runde, men desværre for belgierne står de overfor Erling Håland, der nærmest har været ustyrlig for Dortmund.
Kommentar:
Der er vigtige point på spil, når Borussia Dortmund tager imod Club Brügge på Signal Iduna Park. Blot to point skiller de to hold, og med en sejr vil det respektive mandskab være tæt på videre avancement i Champions League.

Sidst de to hold mødtes blev det til en fortjent 3-0-sejr til Dortmund, hvor Erling Håland endnu en gang fik nettet til at blafre med to scoringer. Nordmanden har siden den kamp vundet prisen som ”Golden Boy”, og i weekenden scorede han imponerende fire mål i Dortmunds 5-2-sejr over Hertha BSC.

Dortmund var ganske enkelt flere klasser bedre end Hertha BSC, og hvis de fortsætter de takter imod Club Brügge, får gæsterne det meget svært på græstæppet i Dortmund. Hjemmeholdet står stærkt i alle kæder, hvor de blandt andet har en af Europas bedste defensive, som har holdt clean sneet fem gange i denne Bundesliga-sæson.

Club Brügges angribere får det svært mod Mats Hummels og resten af tyskernes forsvar, men de møder op til kampen med to sejre i den belgiske liga. Det var dog ikke overbevisende spil i deres seneste kamp, da de kun vandt 1-0 over upåagtede KV Kortrijk, der ligger på en 11. plads i Jupiler Pro League.

Belgierne skal have point, hvis de vil bevare håbet om at gå videre i turneringen i en gruppe, der er meget tæt. Inden aftenens kamp har Club Brügge fire point efter tre kampe, som er et mindre end Lazio på andenpladsen, der møder Zenit Skt. Petersborg hjemme i Rom.

Karantæner og skader:
Hjemmeholdet fra Dortmund mangler to spillere til kampen mod Club Brügge. Her må de undvære de to forsvarsspillere Marcel Schmelzer og Dan-Axel Zagadou, der begge sidder ude med skader.

Club Brügge har også skadesproblemer i bagkæden, hvor de mangler Matej Mitrovic, Eduard Sobol og Federico Ricca. De to sidstnævnte er klubbens foretrukne venstrebacks, og derfor bliver Philippe Clement nødsaget til at bruge 19-årige Maxim De Cuyper, der kun har spillet på reserveholdet i denne sæson.

Forventede startopstillinger:
Borussia Dortmund (4-2-3-1):
Bürki - Meunier, Akanji, Hummels, Guerreiro - Bellingham, Witsel - Sancho, Reus, Reyna – Håland.

Club Brügge (4-3-3):
Mignolet - Mata, Kossounou, Deli, De Cuyper - Vormer, Rits, Vanaken - Diatta, Dennis, De Ketelaere.

Bud på kampens profil:
Grundet sin pragtpræstation i weekenden mod Hertha BSC må Erling Håland være buddet på denne kamps profil. Nordmanden virker ustyrlig i øjeblikket, og han skal ikke have mange chancer, før han har skudt hul i nettet. I en kamp, hvor belgierne har en uprøvet venstreback i form af Maxim De Cuyper på banen, kan det blive en lang aften for Club Brügges bagkæde.

Håland har indtil videre i denne sæson allerede scoret 10 mål i Bundesliga og fire mål i Champions League, og den måltotal skal nok vokse i tirsdagens opgør på Signal Iduna Park.

Bud på kampens resultat:
Club Brügge får en svær kamp, hvor især deres bagkæde kommer til at blive presset i bund. Dortmund har så mange offensive kvaliteter i form af Håland, Jadon Sancho, Julian Brandt og Gio Reyna, og derfor kommer Dortmund til at score flere mål på tirsdag.

Det forventes heller ikke, at belgierne kan trænge igennem hjemmeholdets forsvar, som i denne sæson har stået godt og ikke givet mange chancer væk. Resultatet af kampen kan meget vel blive en gentagelse af deres seneste møde, og derfor vurderer Indkast.dk en 3-0-sejr til Borussia Dortmund.

Kampen bliver fløjtet i gang af Ivan Kruzliak fra Slovakiet tirsdag aften kl. 21, og den kan streames på Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER