Uskarpe italienere led pointtab i Ukraine
På trods af flere store chancer lykkedes det ikke Inter at passere den unge ukrainske målmand Anatolii Trubin, som var med til at sikre Shaktar Donetsk flere overraskende point i Champions Leagues gruppe B.
Italienske Inter led her til aften et skuffende pointtab mod Shaktar Donetsk på udebane i Ukraine. På trods af flere store chancer måtte Romelu Lukaku, Lautaro Martinez og en indskiftet Christian Eriksen gå målløse fra den iskolde arena i Ukraine efter et opgør, der endte 0-0.
I første runde hentede Shaktar Donetsk en overraskende 3-2-sejr på udebane mod Real Madrid, og de overraskende point fortsatte ind på ukrainernes konto i den tidlige Champions League kamp. På hjemmebanen i Donetsk strålede især den 19-årige målmand Anatolii Trubin, der gang på gang pillede pynten af især den stærkt Romelu Lukaku, der var en enmandshær i en ellers sløj Inter-offensiv.
Det tættest som belgieren kom på en scoring var i det 42. minutter, hvor overliggeren var i vejen for den 27-årige angriber. Kort efter pausen var det Lautaro Martinez, der kom til en gigant chance, hvor en repost dumpede ned for fødderne af argentineren, men en forkølet afslutning betød, at Anatolii Trubin holdt buret rent.
Med 10 minutter igen kom Christian Eriksen på banen, men heller ikke han kunne tø måltavlen op, og derfor sluttede kampen 0-0.
Shaktar Donetsk fører efter to runder Gruppe B med fire point.
Omvendt er resultatet en mindre katastrofe for Inter. Efter to kampe har italienerne kun to point og med to opgør mod Real Madrid i de kommende runder, kan Antonio Contes tropper være voldsomt distanceret i kampen om pladser videre i Champions League.