Biraghi forlænger med “Viola”
Cristiano Biraghi forlænger sin aftale med Fiorentina frem til sommeren 2024.
I dag har Fiorentina og Cristiano Biraghi meldt ud, at man forlænger samarbejdet. Det betyder, at venstrebacken, der i sidste sæson var udlånt til Inter, er Fiorentina-spiller frem til sommeren 2024.
På en virtuel pressekonference efter forlængelsen fortalte Biraghi:
- Klubben kontaktede mig allerede i slutningen af sidste sæson. Jeg følte deres tillid og tiltro, og lysten til at vende tilbage til Firenze. Det var vigtigt for mig, og jeg havde også lyst til at komme tilbage.
28-årige Biraghi har spillet 80 kampe for Fiorentina og bidraget med 13 assist og tre scoringer. Italieneren skiftede permanent til Firenze-klubben fra Pescara i sommeren 2018 for 15 mio. kroner. I indeværende sæson har Biraghi spillet samtlige minutter for Fiorentina, som pt. er nummer 10 i Serie A.