Getafe gjorde det onde ved Barca
Ronald Koeman havde sit første nederlag til gode som Barca-træner inden dagens opgør imod Getafe, men det har han ikke mere. Aftenens opgør mellem Getafe og Barcelona endte nemlig med en smal 1-0-sejr til Getafe.
Aftenens sene kamp i den spanske La Liga stod imellem Getafe og Barcelona, og to vidt forskellige stilarter. Jose Bordalas og Getafe med en hård beton-defensiv og stor fokus på dødbolde, og så Ronald Koeman og Barcelona med en masse boldbesiddelse og fokus på bevægelse.
Getafe var startet sæsonen ud med to sejre, en uafgjort og et nederlag, og på den anden side Barcelona, der var startet sæsonen med to sejre og en uafgjort.
Getafe startede med mange af de normale startere, hvorimod Koeman til dagens kamp gav spilletid til ny-indløbet Sergino Dest, franske Ousmane Dembele og kun 17-årige Pedri.
Første halvleg forløb som Getafe havde håbet på med en masse dueller, og spilstop, der gjorde det svært for Barca-mandskabet at få skabt rytme i kampen. Dog stadig med Barca klart mest på bolden, som vi kender dem. Det tætteste nogle af holdene var på mål i de første 45 min., var da Lionel Messi efter en 20 minutters tid, sendte et farligt forsøg afsted, som ramte ydersiden af stolpen.
Til anden halvleg var begge mandskaber uændrede, hvilket betød, at danske Martin Braithwaite fra anden halvlegs start stadig var at finde på Barcelona-bænken.
Efter 56 minutter kom kampens åbningsmål så, og det faldt til hjemmeholdet på et straffespark. Frenkie De Jong kom klodset ind i en duel med Getafes anfører Djene, og fældede Getafe-spilleren. Det efterfølgende straffe sparkede hjemmeholdets Jaime Mata sikkert i kassen ind bagved Neto.
Det fik Koeman til at reagere, og derfor sendte han cirka fem minutter efter Phillipe Coutinho og Ansu Fati på banen. To spillere, der har været to af Barcas mest toneangivende spillere i starten af denne sæson. Danske Martin Braithwaite blev dertil også smidt på banen til de sidste 10 min., i håbet om en sen udligning, men ingen af dem lykkedes med at blive farlige for Barca. Sæsonens første nederlag blev derfor en realitet for Ronald Koeman og Barcelona.
Det efterlader nu Atletico Madrid som det eneste ubesejrede mandskab i ligaen, efter at Real Madrid tidligere i dag tabte til oprykkerne fra Cadiz.