LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niels Nedergaard

Christian Gytkjær træder ind i landsholdstruppen

Den 30-årige danske angriber Christian Gytkjær er torsdag blevet efterudtaget til landsholdet.
I første omgang udtog den danske landstræner, Kasper Hjulmand, i tirsdags 23 mand, der skal møde Færøerne i en testkamp og derefter Island og England i Nations League i oktober.

Men nu er der tilføjet en ekstra mand til truppen. Det bekræfter DBU på deres sociale medier, hvor de torsdag har meddelt, at Christian Gytkjær indtræder i truppen til de kommende tre landskampe.

- Vi tager Gytkjær med for at have lidt ekstra muligheder oppe foran, og specielt set i lyset af at vi spiller tre kampe på syv dage kan vi fordele minutterne på lidt flere spillere. Gytkjær har tidligere vist sig flot frem på landsholdet, så vi er glade for at have ham med, siger Hjulmand til landsholdets Facebook-side.

Det vil dog ikke være første gang i karrieren, at Christian Gytkjær kommer på banen i den rød-hvide trøje. Han har nemlig allerede ni landskampe for det danske landshold på sit CV, og han har sågar fundet vej til netmaskerne hele fem gange.

Til gengæld er der andre mulige debutanter i landsholdstruppen. Andreas Skov Olsen og Jonas Wind er nemlig begge udtaget til A-landsholdet for første gang nogensinde, mens Pione Sisto ligesom Christian Gytkjær kan gøre comeback på landsholdet.

Danmark møder Fæøerne i på MCH Arena i Herning 7. oktober, inden Island venter 11. oktober på udebane og sidst men ikke mindst mægtige England på Wembley 14. oktober.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder