Raymund Nelausen

Officielt: Dortmund har hentet den nye "Jadon Sancho"

Dortmund har skrevet kontrakt med den blot 16-årige englænder Jamie Bynoe-Gittens fra Manchester City, som regnes for at være en af Englands største talenter.
Jadon Sancho gik imod strømmen, da han valgte at skifte fra Manchester City til Borussia Dortmund i en ung alder. Siden dengang har han taget fodbold Europa med storm, og dermed vist vejen for andre unge englændere. Nu har Dortmund den næste klar i rækken, da de har skrevet kontrakt med Jamie Bynoe-Gittens.

Bynoe-Gittens kommer fra Manchester Citys ungdomsakademi og skal til at træne med Dortmunds U19-mandskab. Han er kun 16 år, så Dortmund har ikke travlt med at få ham op i førsteholdstruppen. Ligesom Jadon Sancho skal Jamie Bynoe-Gittens have tid til at vænne sig til fodboldmiljøet i Dortmund, fortæller klubbens sportsdirektør, Michael Zorc.

- Jamie Bynoe-Gittens er nu med os, og vi er glade for, at han er en del af vores ungdomsafdeling. Han vil spille sammen med U19'erne. Vores spejderafdeling har lavet et fremragende stykke arbejde.

- Han er en meget talentfuld offensiv spiller, men han burde udvikle sig tålmodigt her hos os i juniordivisionen. Vi ønsker ikke, at forventningerne skal være for høje lige fra starten, udtaler Michael Zorc.

Jamie Bynoe-Gittens har mange ting til fælles med Jadon Sancho, da Bynoe-Gittens også kan spille alle de offensive pladser. Han foretrækker dog helst at spille på venstrekanten, så han kan trække ind i banen og blive farlig. Dortmunds nye englænder indrømmer da også, at Sancho har været en inspiration for ham.

- Jeg vil prøve at skabe et navn for mig selv. Da Sancho var i City, imponerede han for U18 og scorede i hver kamp, så på en måde vil jeg være som ham. Du bliver nødt til at tage ting fra andre mennesker for at få den bedste version af dig selv, udtaler Jamie Bynoe-Gittens.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER