Tottenham forbereder bud på Frankfurt-angriber
Frankfurt-angriberen Bas Dost har igen tiltrukket Tottenhams opmærksomhed og klubben kan meget vel byde på den rutinerede hollænder.
Tottenham har gennem flere sæsoner forsøgt at finde en backup til de forreste spillere, såsom Harry Kane og Son Heung-Min. Nu ligner det, at de har fundet en spiller, der kan være med til at aflaste offensiven i London-klubben. Ifølge Daily Mail er Tottenham nemlig i gang med at forberede et bud på Frankfurt-angriber Bas Dost.
Daily Mail skriver, at Frankfurt angiveligt vil have cirka 45 millioner kroner for Bas Dost. Det er ikke første gang, at Tottenham er ude efter den 31-årige hollænder. Klubben forsøgte også at hente Dost for to år siden, men handlen mislykkedes desværre. Bas Dost kom til Frankfurt sidste sommer efter et meget succesfuldt ophold i portugisiske Sporting Lissabon, hvor han lavede hele 81 mål i 103 kampe.
Dost er ikke den eneste angriber, som Tottenham bliver sat i forbindelse med i dette transfervindue. Polakken Arkadiusz Milik er også blevet rygtet til London, men her får Tottenham blandt andet konkurrence fra AS Roma.