LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Klopp sender transfer-stikpille til Chelsea

En eftertænksom Jürgen Klopp har bidt mærke i Chelseas forbrug denne sommer.
Hårdnakkede transferrygter sender i øjeblikket Thiago Alcantara til Liverpool. Bayern München kræver efter sigende i omegnen af 225 millioner kroner for den 29-årige spanier, som har et år tilbage af sin kontrakt med den sydtyske storklub.

Liverpool-manageren Jürgen Klopp har endnu ikke kommenteret rygterne om Thiago, men han har nu slået fast, at man i disse tider skal være eftertænksomme med, hvor mange penge man bruger. I den forbindelse mener Klopp, at Chelsea har handlet meget optimistisk.

”The Blues” købte i februar Ajax-kreatøren Hakim Ziyech for 298 millioner kroner, inden RB Leipzig-angriberen Timo Werner i juni blev købt for 395 millioner kroner. Meget kunne tyde på, at Chelsea er godt på vej til at købe Ben Chilwell og Kai Havertz for henholdsvis 415 og 740 millioner kroner.

Klopp affejede spørgsmålet om Thiago ved at sige, at der er mange interessante spillere derude. Den tyske manager mener dog ikke nødvendigvis, at tiden med coronakrisen in mente er inde til at bruge massevis af penge på nye spillere – som Chelsea har gjort og tilsyneladende fortsætter med at gøre.

- Der er mange interessante spillere derude, men om der er spillere, der er interessante for os, kan jeg ikke sige noget om lige nu, udtaler Jürgen Klopp ifølge Metro.

- COVID-19 har medført, at man er nødt til at tænke fem gange over, hvad man kan og ikke kan.

- Vi er nødt til konstant at være opmærksomme på det finansielle aspekt. Vi ved ikke, hvor mange penge, der kommer ind.

- Ingen ved det, men der er tilsyneladende andre hold, som ser mere positivt på fremtiden… Hvis man eksempelvis ser på Chelsea.

- Men jeg er rigtig glad for mit hold lige nu. Om der sker noget transfer-relateret, må vi vente at se.

Thiago Alcantara, som netop har vundet Champions League med Bayern München, sluttede sig til den sydtyske storklub i 2013, hvor han blev købt i Barcelona for 186 millioner kroner. Thiago har siden spillet 235 kampe for ”Die Roten”, hvilket blandt andet har resulteret i syv Bundesliga-mesterskaber i træk.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder