Europa: Champions League
FT
4 - 1
(2 - 1)
Bayern München
Chelsea
R. Lewandowski (10), I. Perišić (24), C. Tolisso (76), R. Lewandowski (83)
T. Abraham (44)
Raymund Nelausen

Optakt: Bayern München - Chelsea

Champions League er endelig tilbage, og vi skal have fundet ud af, hvem af Bayern München og Chelsea, som går videre til kvartfinalen. Indkast.dk er nu klar med optakten til lørdagens kamp.
Kommentar:
Champions League er endelig tilbage, og især Bayern München glæder sig til lørdagens kamp. De har været i en klasse for sig selv i Bundesliga, hvor de vandt mesterskabet for ottende gang i træk. Også i Champions League har de vist klassen, og regnes af flere som storfavoritter til titlen.

I det første opgør mod Chelsea brugte de også Frank Lampards spillere som kegler. De var fuldstændig i kontrol og vandt kampen med hele 3-0. Serge Gnabry scorede to, men det var unge Alphonso Davies, der stjal overskrifterne med sin imponerende præstation.

Begge spillere er med i lørdagens kamp mod Chelsea, der dog møder op til kampen med problemer i bagagen. I deres seneste kamp tabte de FA Cup-finalen til Arsenal med 2-1, men kampen fik yderligere konsekvenser, da Chelsea blev ramt af en række skader til vigtige spillere.

Selvom Chelsea kan gå ind på Allianz Arena med alt at vinde, så får de det umådeligt svært. Bayern München er stærke på hjemmebane, og med profiler som Davies, Gnabry og især Robert Lewandowski, skal der ske et mindre mirakel, hvis ikke Bayern München avancerer til kvartfinalen.

Karantæner og skader:
Chelsea er hårdest ramt inden lørdagens kamp, hvor de mangler flere store profiler. Her mangler de blandt andet Christian Pulišić, César Azpilicueta og Ruben Loftus Cheek, der alle er ude med skader. Yderligere er de uden Alonso og Jorginho, som begge afsoner karantæne. For at gøre alt ondt værre, så går de sidste meldinger på, at Kanté og Willian også er tvivlsomme grundet skader. Det bliver derfor langt fra det stærkeste hold, som Chelsea stiller op med.

Hjemmeholdet fra München har bedre betingelser inden kampen, og Hansi Flick skal kun undvære franskmanden Benjamin Pavard, som sidder ude med en ankelskade.

Forventede startopstillinger:
Bayern München (4-2-3-1): Neuer - Kimmich, Boateng, Alaba, Davies - Thiago, Goretzka - Gnabry, Müller, Coman – Lewandowski.

Chelsea (3-4-3): Caballero - Rüdiger, Christensen, Zouma - James, Kovačić, Barkley, Emerson - Mount, Giroud, Hudson-Odoi

Bud på kampens profil:
Bayern Münchens farligste mand har været Robert Lewandowski, og det forventes også, at han gør livet surt for Chelseas forsvarsspillere. Polakken har været ustyrlig i denne sæson, hvor han scoret 51 i alle turneringer. Og i en kamp, hvor Chelsea kommer til at stå langt tilbage, vil Lewandowski helt sikkert komme i fokus.

Bud på kampens resultat:
Bayern München kommer til at vinde lørdagens kamp, og spørgsmålet er kun, hvor stort de vinder. Indkast.dk gætter på endnu en 3-0-sejr, og dermed avancerer ”Die Rekordmeister” videre til Champions League-kvartfinalen med sammenlagt 6-0.

Hvorvidt vi får ret, finder vi ud af lørdag aften, når kampen mellem Bayern München og Chelsea bliver fløjtet i gang klokken 21:00. Det bliver rumænske Ovidiu Hategan, der skal styre fløjen, og kampen kan ses på TV 3 Sport og Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER