Ankersen om Esbjerg-retur: EfB er min klub
Jakob Ankersen er netop vendt hjem til ungdomsklubben EFB, og han er glad for at kunne komme tilbage til klubben der skabte fundamentet for hans karriere.
Tidligere i dag præsenterede Esbjerg deres gamle kantspiller-profil Jakob Ankersen, og med udgangspunkt i Ankersens tidligere betydningsfulde rolle på topholdet AGF i Superligaen, kan det synes en smule overraskende, at den i dag 29-årige kantspiller vender hjem til klubben, hvor vestjydens karriere for alvor blev kickstartet.
Selv udtaler Jakob Ankersen følgende om hans tilbagevenden til Vestjylland til Esbjergs officielle hjemmeside.
- EfB er min klub, og jeg har altid ønsket at komme tilbage og spille, hvor det hele startede, så jeg er selvsagt glad for, at det er lykkes. Når det så er sagt, stiller jeg mig ikke tilfreds med blot at være hjemme igen, og sammen skal vi være ambitiøse omkring den kommende sæson.
- Jeg er igennem mine samtaler med Jimmi blevet forelagt et godt projekt, som jeg kan se mig selv i, og jeg tror fuldt og fast på, at vi kan få EfB tilbage i Superligaen, hvis vi arbejder koncenteret som en enhed. For mit vedkommende vil jeg gøre alt for at bidrage med mål og assists.
Sportschefen Jimmy Nagel Jacobsen er begejstret for erhvervelsen af den gamle kending, og han mener, at Ankersen passer godt ind i det Esbjerg vil. Nedenstående ytringer er også udtrykt til Esbjergs officielle hjemmeside.
- Først og fremmest er vi glade for, at Jakob Ankersen igen bliver en del af EFB. Det er en spiller fra øverste hylde, og han passer perfekt ind i den måde, vi spiller fodbold på. Det handler om power og hårdt arbejde, og Ankersen matcher godt ind i de rammer, så jeg er ikke i tvivl om, at han bliver et vigtigt offensivt våben for os i de kommende sæsoner.
Jimmy Nagel Jacobsen er bekendt med, at Ankersen havde andre bedre muligheder, men udtaler blandt andet, at Ankersen er meget motiveret for at vende tilbage til Esbjerg.
- Jakob har netop leveret en rigtig flot sæson, og har utvivlsomt haft muligheder på et højere niveau, men han er motiveret for projektet i EFB om at vende tilbage til Superligaen næste sommer, og nu glæder vi os til i fælleskab med ydmyghed og hårdt arbejde at forsøge at indfri ambitionerne.
Jakob Ankersen har allerede opnået hele 148 kampe for Esbjerg, og vestjyden er noteret for 29 scoringer og 20 assists i de mere end hundrede kampe for ungdomsklubben.