Real Madrid - fem årsager til LaLiga-succesen
Klubben er snublende nær på det første mesterskab siden 2017.
Real Madrid mangler kun to point i de sidste to kampe af LaLiga-sæsonen, før de kan krone sig som mestre for første gang siden 2017. Spanske AS har givet deres besyv på hvilke faktorer, der har været afgørende for klubbens succes.
Zidanes taktikker
Med den store mængde af kampe efter genoptagelsen har rotationen været en nødvendighed for Zidane. Træneren bruger normalt formationen 4-3-3, men det har ikke altid været udgangspunktet efter genoptagelsen, da franskmanden har tilpasset formationen til de udvalgte spillere i startopstillingen.
Mod Valencia brugte han 4-4-2 med Hazard og Benzema som angribere, og mod Mallorca stillede Madrid op i en 4-2-3-1, der skabte plads til både Bale, Hazard, Vinicius og Benzema. I Granada-kampen benyttede Zidane sig af de fem midtbanespillere Casemiro, Kroos, Modric, Isco og Valverde.
Zidane har brugt bredden i truppen på fornem vis, hvor indskiftningerne har været en afgørende faktor i at vedligeholde tempoet på holdet - Vinicius, Rodrygo, Asensio og Militao har alle bidraget som primære indskiftninger efter genoptagelsen.
Stor diversitet blandt målscorerne
Hele 21 forskellige spillere har scoret for Madrid i denne sæson. Mendy var den seneste tilføjelse til listen efter sit flotte solomål mod Granada. Militao, Brahim og Odriozola er de eneste uden mål på kontoen af spillere, som har fået minutter i denne sæson.
16 mål fra forsvaret, 19 mål fra midtbanespillerne og 30 mål fra angriberne, hvor den helt store målsluger er Benzema - franskmanden står for 19 mål.
Den hvide mur
Da Cristiano forlod klubben, tog han utroligt mange mål med sig. Klubben har ikke været dygtige nok til at score lige så mange mål efterfølgende, hvilket fik Zidane til at flytte fokusset over på forsvaret. Klubben lukkede hele seks mål ind i de første fire kampe, og Courtois havde store problemer.
Efterfølgende er defensiven og Courtois blevet markant bedre, og belgieren har kun hentet bolden ud fra eget net 19 gange i 33 LaLiga-kampe - han har yderligere flest clean sheets af alle målmænd i de fem største europæiske ligaer. 19 mål i 33 kampe giver et målsnit på 0,58 mål per kamp. Imponerende.
Sergio Ramos
Ramos er med sine vanvittige 10 mål den andenmest scorende spiller for Madrid i denne sæson - hele fem mål er faldet, i de otte kampe han har spillet efter genoptagelsen.
Derudover har han været bundsolid i forsvaret ved siden af Varane, vundet kampe med sine vitale scoringer og ageret den stærke leder på holdet, hvilket har hjulpet spillerne omkring ham i nervepirrende situationer.
Karim Benzema
Sammen med Ramos den vigtigste individualist på Madrid-holdet. Han har scoret hele 19 mål i sæsonen, hvor fem af dem er faldet i de 9 kampe efter genoptagelsen. Yderligere har han bidraget med otte assists, hvilket i alt er 27 målafgørende aktioner - det svarer til hele 40% af klubbens mål i denne sæson.
Hvis Ramos ikke stod for de fleste straffesparksscoringer, havde franskmanden formentlig været ligaens topscorer - mon ikke det går, hvis han kan løfte mesterskabstrofæet i stedet.