Daniel Fisker

Ligue 1-spiller igen anholdt for offentlig onani

Angers-højrekanten Farid El Melali er – for anden gang i år – blevet anholdt for at onanere offentligt.
Ouest-France rapporterer – via Daily Mail – at Farid El Melali ikke deltog i Ligue 1-klubbens træningspas onsdag morgen. Den 22-årige højrekant tilbragte derimod morgenen og formiddagen på den lokale politistation, fordi han var blevet anholdt for at onanere offentligt.

Det er anden gang i år, at El Melali er blevet anholdt for denne forseelse. I begyndelsen af maj blev han således også anholdt for blufærdighedskrænkelse. Dengang bundede anklagen ifølge ESPN i, at El Melali havde stået og onaneret, mens han lurede ind i en nabos lejlighed. Ouest-France rapporterer ikke, hvad den seneste anklage mod El Melali konkret går ud på, men anklagen kommer ikke fra samme kvinde, som i maj anklagede den 22-årige algerier. Han blev løsladt, så han kunne deltage i Angers’ andet træningspas onsdag eftermiddag.

- Farid El Melali blev afhørt af politiet i Angers denne onsdag morgen om handlinger, han har begået i løbet af den seneste tids periode med selvisolering. Han indrømmede de forhold, han allerede var blevet afhørt om, før han blev indkaldt til retten, udtaler Farid El Melalis advokat Sandra Chirac Kollarik ifølge Ouest France.

- Endnu en gang besvarede Farid El Melali de spørgsmål, han blev stillet, hvorfor politiet kunne foretage de nødvendige undersøgelser. Afhøringen blev hurtigt afsluttet. Han fornyer sin oprigtige undskyldning overfor de kvinder, han måtte have rystet med sin upassende opførsel.

Ouest-France melder ikke noget om, hvorvidt den nuværende sag udspillede sig før eller efter sagen fra begyndelsen af maj. El Melali risikerer dog ifølge det franske medie et års fængsel og en bøde på 111.000 kroner, når han skal i retten senere på sommeren.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER