Fire spillere kan forlade Burnley 30. juni
Aaron Lennon har meddelt, at han ikke længere er Burnley-spiller efter 30. juni. Udover Lennon kan Burnley risikere at miste yderligere tre spillere ved udgangen af måneden.
Premier League-sæsonen er startet igen og klubberne skal forsøge at hente så mange point som overhovedet muligt i den afsluttende del af sæsonen. Det er dog ikke alle spillere, der kan fuldføre sæsonen for deres nuværende klub. En af de klubber, der kan miste spillere, er Premier League-holdet Burnley. De står nemlig til at miste en lille håndfuld spillere i slutningen af juni.
En af de spillere er den 33-årige englænder Aaron Lennon, der ikke kommer til at være til rådighed for Burnley, når hans kontrakt udløber 30. juni. Den lynhurtige kantspiller skiftede til klubben tilbage i januar 2018 efter tre år i Everton. Nu skal den tidligere engelske landsholdsspiller så ud og finde en ny klub, som han kan tørne ud for, når den nye sæson starter.
Ifølge det engelske medie Sky Sports, så er Aaron Lennon ikke den eneste, som Burnley risikerer at miste, før indeværende sæson er spillet færdig. Jeff Hendrick, Phil Bardsley og Joe Hart har alle kontraktudløb den 30. juni, og det er endnu uvist, om de fortsætter i klubben til sæsonen er færdigspillet.
Burnley er lige nu placeret på tiendepladsen i Premier League. De har hentet 39 point i 29 kampe og er 12 point over nedrykningspladserne. Burnley's første kamp efter genstarten bliver mod Manchester City.