LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Christian Bang Jensen

Fransk back nærmer sig Arsenal

Paris Saint-Germains franske back Layvin Kurzawa er ifølge den spanske sportsavis ”Sport” tæt på et skifte til Arsenal på en fri transfer
Layvin Kurzawa var et stort back-talent, da han i 2015 blev solgt fra Monaco til storebroderen i fransk fodbold Paris Saint-Germains. Fem år senere er den offensive venstre back gået i stå i sin udvikling og har i denne sæson kun fået halvdelen af kampene for den franske hovedstadsklub, og kontrakten, der udløber til sommer, bliver formentlig ikke forlænget.

Derfor kigger den franske spiller med 13 landskampe på CV’et efter et nyt job, og ifølge den spanske sportsavis ”Sport” er han tæt på et skifte fra den franske hovedstad til den engelske, hvor Arsenal skulle være en bejler til venstrebacken.

Arsenals mål for det kommende transfervindue er ifølge avisen at bruge så få transfermidler som muligt og i stedet finde billige løsninger i form af kontraktløse spillere. En af disse er Layvin Kurzawa.

I øjeblikket har det engelske hold tre venstrebacks: Skotske Kieran Tierney, bosniske Sead Kolasinac, og den helt unge Bukayo Saka, der har fået et lille gennembrud i denne sæson. Dermed ser det ikke ud til, at franske Layvin Kurzawa er garanteret en startplads hos ”The Gunners,” såfremt han vælger at tage til London-klubben.

Ifølge ”Sport” er Arsenal ikke den eneste klub, der har talt med Layvin Kurzawa. De italienske Serie A-klubber Napoli, Inter og AC Milan er angiveligt også interesseret i at hente den tidligere Monaco-spiller.

Paris Saint-Germain blev for uger tilbage kåret som franske mestre i 2019-20-sæsonen, da Ligue 1 ikke vil blive genoptaget på grund af coronakrisen. Klubben er dog ikke færdig med sæsonen endnu, da man stadig er at finde i Champions League-turneringen.

Indkast.dk har her lavet en liste over de bedste transferfrie spillere denne sommer.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder