Corona fortsætter sin hærgen: Spansk pokalfinale udsat
Finalen i Copa Del Rey mellem Athletic Bilbao og Real Sociedad bliver flyttet, melder det spanske fodboldforbund.
D. 18. april skulle Athletic Bilbao og Real Sociedad møde hinanden på grønsværen og dyste om Copa Del Rey-trofæet, men sådan bliver det ikke. Det skriver det spanske fodboldforbund efter et møde med de to klubber på sin hjemmeside, og de vil sikre sig at finalen kan spilles på et fyldt stadion.
- Den første foranstaltning har været at udelukke at spille den 18. april, men i næste uge vil vi aftale en dato, så de to hold kan arrangere en fantastisk finale, fortæller forbundets præsident.
En mulighed er at spille kampen i slutningen af maj, skriver det spanske medie Marca, men det afhænger af, hvordan coronavirussen udfolder sig.