Inter-spiller nedsabler sin arbejdsgiver
På trods af stadig at være ejet af Milano-klubben, har portugiseren ikke meget tilovers for klubben.
Portugisiske João Mário var en af de mest indflydelsesrige spillere, da Portugal til stor forundring vandt EM i 2016. Senere den sommer blev han af Inter hentet for knap 300 millioner kroner i Sporting Lissabon, men her slog den offensive midtbanespiller aldrig for alvor igennem.
Det resulterede først i et lejeophold i West Ham og Premier League, mens han fra starten af denne sæson har været udlejet til russiske Lokomotiv Moskva. På trods af, at den portugisiske kreatør stadig er ejet af Inter, har det ikke forhindret ham i at udtale sig kritisk om den vanskelige tid i Milano.
- Jeg havde en fremragende kontrakt, men jeg var i en utrolig dårlig situation i Italien. Jeg trænede alene sammen med Icardi (Mauro, red.), og forlod klubben uden at være forberedt på det, udtalte Mário til A Bola TV søndag.
- Jeg forstår ikke, at Inter ikke ville lade mig træne med holdet og deltage i pre-season-kampene. Det forvirrede mig, for når en klub betaler 298 millioner kroner for en spiller og behandler ham som et barn fra b-holdet eller ungdomsholdet, er det foragteligt.
Efterfølgende i samtalen kom Mário ind på, hvor forskellig Inter havde føltes i forhold til hans tidligere klub Sporting:
- Jeg fandt en klub, der var mindre stabil i forhold til Sporting. Der var en masse forvirring, trænerskift og en utrolig dårlig forberedelse af sæsonen – en blanding af en masse forskellige ting. Jeg er ked af, at der skete mere uden for banen end på den, afslutter han.
João Mário er som nævnt stadig ejet af Inter. Han står til at vende tilbage til klubben efter denne sæson, men ovenstående udtalelser sår tvivl om, hvorvidt hans fremtid ligger på San Siro.