Haaland bragede Dortmund til sejr
Erling Håland fortsættter sit måleventyr.
Dortmund mødte her til aften den franske storklub PSG på hjemmebane i den første CL-knockoutkamp. Der var lagt op til en interessant kamp, i det hjemmeholdet fra Ruhr-distriktet nærmest var nødsaget til at skabe et fornuftigt resultat, hvis muligheden for videre avancement i returkampen stadig skulle være intakt. Gæsterne fra PSG har de sidste mange år satset stærkt på Champions League, og netop denne turnering danner rammen om hele klubbens selvforståelse, da det efterhånden er blevet en selvfølge, at hovedstadsklubben vinder den franske liga år efter år.
Aftenens kamp mellem de to europæiske topklubber startede en smule rodet, men gæsterne fra PSG satte sig hurtigt på spillet. Hjemmeholdet havde i starten problemer med for alvor at finde fodfæste i kampen, og smed for mange bolde væk. Kampens første større mulighed tilfaldt gæsterne fra Paris, da Neymar efter ti minutter var tæt på at dirigere et frispark ind ved den nærmeste stolpe, men bolden sneg sig lige uden om målet, og hjemmeholdets publikum kunne dermed ånde lettet op.
Efter et kvarters tid kom Dortmund bedre ind i kampen, og kom frem til flere gode muligheder. Hjemmeholdet begyndte at holde i bolden i længere tid, men havde dog generelt en meget direkte tilgang til boldbesiddelsen, hvor man hurtigst muligt forsøgte at skabe en farlig mulighed.
Det norske vidunder af en angriber Erling Håland kom efter 34 minutter frem til sin første mulighed i kampen, da efter en aflevering fra Jadon Sancho drev bolden frem i banen og afsluttede fra en lettere udfordret vinkel. Afslutningen endte dog i sidenettet ved den nærmeste stolpe. Nordmanden skulle dog senere hen vise sig at finde vej til netmaskerne. Blot minuttet efter fik den norske angriber en stor hovedstødsmulighed, da han modtog et velplaceret hovedstød lige i hovedet. Håland manglede dog skarphed, og bolden hoppede stille og roligt ud over baglinjen.
Dortmund var overordnet set det klart farligste mandskab i første halvleg, og PSG spillede sig aldrig for alvor frem til de større muligheder i kampens første 45 minutter, men hjemmeholdet formøblede ikke de store muligheder, og holdene kunne dermed gå til pause med stillingen 0-0.
Dortmund kom ud med masser af energi til anden halvleg, og allerede efter tre minutters spil var det lige ved og næsten for vesttyskerne, da Hakimi blev sendt afsted på højrekanten. Marokkaneren var lige ved at kunne få prikket bolden ind i feltet, men den lynhurtige Dortmund-kant blev blokeret af PSG-forsvaret.
Efter anden halvlegs første ti minutter begyndte tempoet at dale en smule, og der begyndte at indfinde sig en mindre stillingskrig mellem de to klubber. Dortmund skulle finde balancen mellem at gå efter sejren, og samtidig lukke fuldkomment af i defensiven, da bare et enkelt mål imod vil kunne gøre returopgøret til et vanskeligt et af slagsen. Omvendt var det tydeligt at se, at gæsterne fra PSG ønskede at skabe et godt resultat.
Efter 68 minutter skete det som hjemmepublikummet kun kunne drømme om. Erling Håland kom på tavlen efter, at midtbanespilleren Raphael Guerriero havde sendt en afslutning afsted tæt på mål. Afslutningen blev rettet af, og klar var Håland til at opsnappe bolden. Nordmanden kom først på bolden, og skovlede bolden i kassen. 1-0 til Dortmund.
Efter hjemmeholdets føringsmål steg tempoet en smule i kampen, og PSG skulle nu op og jagte det udlignende mål. Der skulle ikke gå mere end syv minutter før, at den franske hovedstadsklub skulle bringe balance i opgøret. Den franske verdensstjerne Kylian Mbappé strøg igennem Dortmund-defensiven, og kunne nemt spille Neymar fri inde foran mål. 1-1.
Meeen, ikke mere end to minutter efter bragede Håland bolden i kassen, da han fra kanten af feltet sparkede hjemmeholdet på vinderkurs igen, og Signal Iduna Park brød ud i fuldkommen ekstase over nordmandens fuldstændige utrolige præstation. 2-1 til Dortmund.
PSG pressede i kampens slutfase på for at komme med det udlignende mål nummer to, men gæsterne kunne ikke få sparket bolden ind bag Dortmund-keeperen Roman Bürki, og kampen endte derfor med 2-1 til hjemmeholdet.
Alt er derfor åbent forud for returopgøret om tre uger på Parc des Princes, og på trods af Dortmund´s flotte sejr her til aften, skal der stadig en stor præstation til, hvis tyskerne skal avancere videre i verdens bedste klubturnering.