Brøndby-spiller meldes færdig i klubben
Ifølge B.T. er den kroatiske angriber Ante Erceg på vej videre.
Først røg Dominik Kaiser, så var det Kamil Wilczeks tur, og nu kan den næste offensiv-spiller være på vej videre fra Brøndby. I dag melder B.T., at Ante Erceg er færdig i klubben, der dog ikke melder, hvor han er på vej hen.
Den kroatiske angriber har ikke været nogen succes på Vestegnen, og han er røget helt ud i kulden efter Niels Frederiksen tiltrådte som træner. Ante Erceg har blot været i truppen tre gange ud af de 20 kampe, som Brøndby har spillet i Superligaen i dette efterår.
Den 30-årige spydspids trak den gule trøje over hovedet i sommeren 2018. Siden da har han spillet 31 kampe for klubben og fået netmaskerne til at blafre fem gange.