Fodbold nyheder

Er Milan ved at få ny ejer?

Af Stefan Lindahl

Der er stor mystik om AC Milan og et muligt nyt ejerskab, som medie mener, kan finde sted.

Article image

Det italienske medie La Repubblica mener, at ejeren af LVMH, Bernard Arnault, overvejer at købe Serie A-klubben AC Milan. Angiveligt vil Arnault ved en overtagelse have nogle af de største stjerner både på bænken og banen, hvis han køber Milano-klubben.

70-årige Arnault er placeret på fjerdepladsen over de rigeste mænd i verden på en liste fra Forbes. Hvis han køber klubben, vil han have en af de følgende to duoer: Pep Guardiola og Lionel Messi eller Kylian Mbappe og Jürgen Klopp. Mediet skriver, at ejeren, af blandt andet Louis Vuitton og Christian Dior, har udtalt følgende:

- Hvis jeg nogensinde skal tage sådan et spring, så vil jeg have den bedste fodboldspiller i verden og den bedste træner.

Allerede i september spåede italienske medier i Arnaults interesse i Milan. Alle rygterne blev dog skudt ned af hans søn, Antoine Arnault, der i et Instagram-opslag i samme måned skrev:

- Kære AC Milan-fans. Jeg skriver dette opslag for at gøre en ende på alle rygter, der vedrører formodet interesse for min familie eller LVMH-gruppen i at købe AC Milan.

- Vi har stor respekt for jeres smukke klub, dens værdier, og dens fantastiske historie, men vi har aldrig været i kontakt med nogen fra klubben, og vi har aldrig været interesserede i at investere eller købe den. Vi ved ikke, hvor dette rygte kommer fra, men det har intet på sig. Vi ønsker AC Milan alt det bedste i denne sæson og de kommende. Tak.

I medio november, to måneder efter Antoine Arnaults offentlige udmelding, berettede Corriere dello Sport, Tuttosport, La Repubblica og Corriere della Sera alle, at Arnault var i forhandlinger med Elliot Management. Efter sigende forhandlede de to parter om en pris på mellem 7,2 og 7,5 mia. kroner for Milano-klubben.

AC Milan, der i øjeblikket er placeret i midten af Serie A, er ejet af den amerikanske investeringsfond Elliott Management, som overtog klubben fra kinesiske Yonghong Li i 2018, da Li ikke kunne betale sin gæld til Elliott. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at amerikanerne vil sælge Milan igen. Målet for ejerne er dog at få milaneserne tilbage til virkeligheden rent økonomisk, før man sælger igen.

Mere om Milan

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik