PSG og Juve i back-bytte?
Medie beretter i dag, at Paris SG og Juventus kan bytte backs i det kommende transfervindue.
Det italienske medie Calciomercato skriver i dag, at franske Paris SG og italienske Juventus overvejer en byttehandel. Efter sigende er det pariserne, der har foreslået handlen, da de for andet transfervindue i træk er meget interesserede i italienske Mattia De Sciglio.
Mediet meddeler, at PSG-sportsdirektøren Leonardo i den kommende tid skal finde ud af, om pariserne helst vil inkludere Layvin Kurzawa eller Thomas Meunier i handlen. Uanset hvem PSG smider ind i handlen, vil italienerne, udover en spiller, have 75 mio. kroner for De Sciglio.
27-årige De Sciglio kom til Juve fra AC Milan i 2017. Da den italienske back forlod Milan, forlod han samtidig klubben, han har været i siden 2002. I 53 Juve-kampe har De Sciglio scoret en enkelt gang og assisteret til samme antal scoringer.