Bayern-præsident: Spillere ville af med Kovac
Flere spillere ønskede Niko Kovac fyret, siger Bayern Munchens præsident, Uli Hoeness.
Bayern Munchen fyrede i sidste uge Niko Kovac efter det ydmygende nederlag på 5-1 mod Frankfurt. De tyske mestre har ikke haft den bedste start på sæsonen i Bundesligaen, og det store nederlag i sidste weekend fik bægret til at flyde over for Bayern-ledelsen.
Nu afslører Bayern-præsidenten Uli Hoeness, at en del spillere ikke bakkede deres træner op og ønskede ham væk.
- Der var helt bestemt en gruppe spillere, som ville have Kovac væk. Derfor reagerede ledelsen så konsekvent, siger præsidenten til ZDF.
Hansi Flick, som var assistenttræner for holdet, har sat sig på cheftrænersædet, og det er gået udmærket indtil videre. Bayern vandt 4-0 mod Dortmund i går og har sikret sig videre avancement fra Champions League-gruppespillet.