LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Simon Henneberg

VFF vinder topopgør mod Vendsyssel FF

Viborg FF tog et vigtigt skridt i kampen om oprykning til Superligaen, da de i dag vandt ude mod Vendsyssel FF efter en målrig anden halvleg.
Inden dagens vigtige topopgør i 1. division mellem Vendsyssel FF og Viborg FF lå førstnævnte på tredjepladsen, mens sidstnævnte indtog fjerdepladsen. Det blev der imidlertid lavet om på, da de grønblusede kunne tage hjem til domkirkebyen med en til tider hårdt tilkæmpet 3-1-sejr.

De tre point til Steffen Højers drenge var fortjent nok, da de var bedst i to tredjedele af kampen. Allerede efter 11 minutter var de tæt på at åbne scoringen, da Christian Sivebæk i en af mange farlige Viborg-kontraer i første halvleg ramte den ene opstander.

Hjemmeholdets bedste chance inden pausen opstod, da Emmanuel Ogude efter lidt over en halv time tog en solotur og fik afsluttet. Desværre for nigerianeren og Vendsyssel sad afslutningen lige på Viborg-keeper Sebastian John.

Efter pausen skulle Viborg ikke bruge ret lang tid, før de bragte sig på vinderkurs. Da der var spillet 49 minutter, blev et indkast svinget ind i Vendsyssel-feltet, og efter lidt tilfældigheder kunne Christian Sivebæk lægge bolden til rette for Andreas Albers, som med en indersideafslutning bragte gæsterne foran.

Viborg fik i minutterne efter scoringen et par gode tilbud, men skarpheden udeblev. I stedet begyndte hjemmeholdet at sætte sig på kampen og chancerne, og især den indskiftede FC Midtjylland-lejesvend Mikael Anderson voldte Viborg-forsvaret problemer.

Det var dog i stedet en anden indskifter, som skulle stjæle rampelyset for en stund. 35-årige Jonas Kamper var kommet ind for udeholdet, og han kunne efter 84 minutter gøre det til 2-0 for sit hold, hvorfor kampen syntes afgjort.

Vendsyssels forsvarsspiller Kristian Riis skabte imidlertid lidt spænding, da han i overtiden fik reduceret på et hovedstødsmål efter et hjørnespark. Nu skulle der satses i jagten på en udligning, og det kom til at koste. I stedet for et 2-2-mål kunne Andreas Albers med sit andet mål i kampen gøre det til slutresultatet 3-1 til grønne.

Vendsyssel FF – Viborg FF 1-3 (0-0)
0-1: Andreas Albers (50')
0-2: Jonas Kamper (85')
1-2: Kristian Riis (92')
1-3: Andreas Albers (94')

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder