Fodbold nyheder

Dejan Lovren – Krigsflygtning

Af Kasper Clausen

Den kroatiske midtstoppers liv har ikke altid været nemt – han og hans familie måtte i 90'erne flygte for deres liv.

Article image
Ritzau-Scanpix

Liverpools kroatiske forsvarsspiller Dejan Lovren har ofte været udskældt i hans tid i Beatles-byen, hvor resultaterne ikke har været der i kroatens tid. Den store sum der sikrede ham skiftet til Liverpool, har bestemt ikke hjulpet manden, der har en meget specielt fortid, når man sammenligner ham med andre fodboldstjerner.


Kroaten, som startede sin karriere i kroatiske Dinamo Zagreb, er nemlig født i byen Zenica i det tidligere Jugoslavien. Byen som i dag ligger i Bosnien, var i 90'erne hjemsted for den blodige jugoslaviske borgerkrig, som fortsat i dag påvirker området.

Konflikten i Zenica og omegn blev så slem, at Lovren i en alder af tre måtte flygte for sit liv sammen med sin familie. Da flygtninge- og migrantkrisen i 2014 ramte Europa med billeder af mænd, kvinder og børn, der gik op langs kontinentets motorveje, valgte kroaten at åbne op for hans fortid som krigsflygtning.

- Når jeg ser, hvad der sker i dag, så husker jeg min oplevelse, min familie, og hvordan folk ikke ville have os i deres land. Jeg forstår, hvorfor folk ønsker at beskytte sig selv, men nogle mennesker har ikke et hjem. Det er ikke deres skyld. De kæmper for deres liv og for at redde deres børn. De ønsker at finde et sted, hvor de og deres børn kan få et fredeligt og sikkert liv.

- Jeg husker, hvordan det var, når alarmen gik. Jeg var så bange, da jeg tænkte, at nu kommer bomberne. Jeg husker, at min mor tog mig, og vi gik ned i kælderen. Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der. Jeg tror, at det var til, alarmen ikke længere var der. Efterfølgende husker jeg, at min mor, min onkel og min onkels kone tog bilen, og kørte til Tyskland.

Livet som flygtning


Lovren fortæller, at hans familie faktisk havde overvejet længe, om de ikke skulle flygte til Tyskland, men den bombning, der fandt sted på dagen, var for meget for familien, der valgte at tage til et helt nyt og fremmed land. Starten i Tyskland beskriver Dejan Lovren som 'at være blind'.

- Min mor græd altid – jeg forstod det aldrig, og nogle gange blev jeg vred. Hvorfor græder du mor, spurgte jeg hende, det er overstået nu, vi er i sikkerhed, men jeg forstod det aldrig. Jeg mener, at vi var heldige. Vi havde vores bedstefar, som arbejdede i Tyskland forud for krigen, og han havde de nødvendige papir, der gjorde det muligt for os at komme.

- Jeg husker, at da vi ankom til min bedstefars hus – det var et lille træhus – det var lille, men det var fyldt med kærlighed. Vi boede elleve mennesker der i tre år. Hver dag klokken 10 ville min mor tænde for radioen og høre nyhederne. Her hørte vi, at min onkels bror var blevet dræbt af knivstik. Jeg snakker aldrig om min onkel, da det er en svær ting at tale om.

Efter en årrække i Tyskland blev de sendt tilbage til Jugoslavien, eller rettere resterne af det. Der var ikke længere plads i det fredelige Tyskland til dem, da de ikke havde en opholdstilladelse. De blev sendt tilbage til Karlovac i Kroatien, men heller ikke her var der for alvor plads til dem i starten.

Snakkede kroatisk, men ikke det korrekte kroatisk

I Tyskland havde Dejan og familien fået fodfæste i landet. Han snakkede sproget, han tog ind til Bayern Münchens træningsanlæg, hvor han fik taget billeder sammen med stjerner som Giovane Elber, Mario Basler og Bixente Lizarazu, mens han drømte ungdommens søde drømme om en dag at være spiller for den sydtyske gigant.

Den mulighed forsvandt dog, da de blev sendt tilbage til Kroatien. Her ventede endnu en ny start for Lovren-familien. Efter de mange år i Tyskland og i det tyske skolesystem havde Dejan fået en tysk accent, hvilket blev bemærket.

- Jeg snakkede kroatisk, men ikke det korrekte kroatisk – altså med de rette ord og den slags. Så da jeg kom til Kroatien som 10-årig, var det svært. Jeg forstod ikke noget, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skrive, og alle spurgte mig, hvorfor min accent var anderledes end deres. Selv i dag er der en smule tysk accent, når jeg snakker kroatisk.

- I en alder af 10 forstår man ingenting. Man ser, hvad der sker omkring sig. Børnene havde det bare sjovt, de forsøgte jo ikke at være onde, men i sidste ende viste oplevelserne at være et problem for mig, og jeg havde selvfølgelig mine problemer i skolen på grund af det.

- Noget i mig tillod ikke, at de grinede af mig, og så havde jeg mine slåskampe i skolen – jeg kæmpede, og jeg kæmpede helt til slut, og det vil jeg fortsætte med, for sådan er jeg. Læreren forklarede det sådan: 'Han kommer fra et andet land, og du er nødt til at have mere forståelse.

Fodbolden som udvej

Selv vurderer Lovren, at det tog ham godt to år at lære sit modersmål, og en af måderne at det skete på, var gennem fodbold. I den lokale klub NK Karlovac imponerede han stort, og snart var Kroatiens helt store klub Dinamo Zagreb ude efter ham.

Her begyndte han faktisk i rollen som angriber, og det var først i en alder af 16, at han fik den rolle, som vi alle kender i dag. I 2010 skulle spillet så igen sende ham på tværs af Europa, da han valgte franske Lyon på trods af interesse fra Chelsea. Han blev i Frankrig i tre år, inden han i 2013 skiftede til Southampton, hvor han imponerede så stort, at Liverpool blot et år senere købte ham fri. Men oplevelserne fra hans barndom sidder stadig i ham på trods af det lukrative liv som fodboldspiller.

- Jeg gik gennem alt dette, og jeg ved, hvordan disse mennesker har det. Giv dem en chance. Giv dem en chance, så kan man se, hvem der er de gode, og hvem der ikke er de gode…

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik