Fodbold nyheder

Thiago Alcântara - Guardiolas hjertebarn

Af Daniel Fisker

Thiago Alcântara fik sin opdragelse i FC Barcelona. Her spillede han rollen som et af de absolut mest lovende talenter i europæisk fodbold. Pep Guardiola var træner for Thiago, da han fik sit gennembrud i Barcelona. Den nuværende Manchester City-manager tog da også sit hjertebarn med til Bayern München, da han, efter et sabbatår, blev præsenteret i den sydtyske storklub.

Article image
Ritzau-Scanpix

Et langsomt gennembrud

Thiago Alcântara fik sin debut på FC Barcelonas første hold den 17. maj 2009, hvor han blev indskiftet på bekostning af Eidur Gudjohnson. Der var ikke tale om en lovende debut, fordi Barcelona tabte 1-2 til RCD Mallorca. Det catalanske storhold havde allerede vundet den spanske liga, så der blev taget let på tingene. Thiago blev indskiftet efter 74 minutters spil. Mallorca-kampen var til gengæld den eneste kamp, som Thiago kom til at spille på Barcelonas førstehold i 2008/09-sæsonen.


Thiago scorede sit debutmål for FC Barcelona den 20. februar 2010, hvor han også spillede rollen som indskifter. Han kom på banen i stedet for Yaya Touré efter 76 minutters spil. Den unge Thiago formåede dengang at forsegle Barcelonas hjemmebanesejr på 4-0 over Racing de Santander. 2009/10-sæsonen bød heller ikke på et gennembrud for Thiago.

Det begyndte så småt at lysne for Thiago i 2010/11-sæsonen, hvor han spillede 12 kampe i Barcelona-trøjen. Det blev ydermere til to mål og tre assists for Thiago, som tilmed også vandt sin første Champions League-medalje. Han sad således på bænken i løbet af hele kampen, da Barcelona besejrede Manchester United på Wembley Stadium.

Thiago startede 2011/12-sæsonen med at være indskifter i Supercopa-kampen mod ærkerivalerne fra Real Madrid. Han erstattede Xavi efter 58 minutters spil. Thiago sad ydermere på bænken, da Barcelona vandt UEFA Super Cuppen over FC Porto. Han kom tilmed på måltavlen i Barcelonas første ligakamp i sæsonen, hvor Villarreal CF blev besejret med hele 5-0. Thiago fik 20 kampe fra start i 2011/12-sæsonen. Det begyndte at se meget lovende ud for Thiago Alcântara.

Et kup for Bayern München?


Thiago skiftede til Bayern München i sommertransfervinduet 2013. Man kan argumentere for, at der var tale om et sandt røverkøb. Den sydtyske storklub fik et enormt afslag i prisen, hvis man tager Thiagos enorme frikøbsklausul i betragtning. Klausulen i Thiagos kontrakt med FC Barcelona betød, at en eventuel bejler skulle hoste op med omkring 675 millioner kroner for den talentfulde spaniol.

Barcelona skød dog sig selv i foden ved at begrænse Thiagos spilletid. En anden klausul i kontrakten mellem Thiago og FC Barcelona betød, at den unge spaniol skulle have haft 30 minutters spilletid i mindst 60 % af kampene, hvilket ikke var tilfældet. Han deltog ganske vist i 27 kampe i 2012/13-sæsonen, men han fik kun 52 minutter på banen i gennemsnit. Derfor skulle Bayern München ”kun” punge ud med lidt mindre end 200 millioner kroner, da de købte Thiago i Barcelona.

Bayern München blev dengang trænet af Pep Guardiola, som havde første parket, da Thiago fik sit gennembrud i Barcelona. Guardiola havde ganske vist et sabbatår, da Thiago spillede sin sidste sæson i FC Barcelona, men nu var de altså genforenet i München. Man kunne argumentere for, at Thiago gennemgik en langsom udvikling i FC Barcelona, men hans fremtid virkede ikke desto mindre meget lovende.

En tvivlsom begyndelse i Bayern München

Der blev langtfra tale om en drømmestart for Thiago, som nu var genforenet med Pep Guardiola, i Bayern München. Talrige skader betød, at det store midtbanetalent kom til at glide ind og ud af Bayern München-startopstilling i tre sæsoner. Der blev ikke tale om en ubetinget lykkelig og gunstig genforening mellem Thiago og Guardiola.

Thiagos første sæson i Bayern München tydede på, at Thiago var en god investering. Den nye mand i den sydtyske storklub kom til at spille 16 kampe i sin debutsæson, hvoraf 11 af disse kampe blev spillet fra start. Thiago fik sin debut for Bayern München, inden han havde spillet i klubben i to uger. Debutten endte med et 2-4-nederlag til Borussia Dortmund i den tyske Super Cup. Thiago fik sin Bundesliga-debut den 11. august 2013, hvor Bayern München mødte VfB Stuttgart.

Debutsæsonen endte brat, da Thiago blev ramt af en slem knæskade imod Hoffenheim den 29. marts 2014. Bayern München skulle ganske vist vise sig at vinde både Bundesligaen og den tyske pokalturnering, men debutsæsonen var altså endegyldigt slut for Thiago Alcântara. Knæskaden skulle vise sig at betyde et vendepunkt i Thiagos karriere.

Thiagos knæskade var så slem, at han ikke kunne spille i et års tid. Han gjorde comeback den 4. april 2015, men det var en forandret Thiago, som blev indskiftet i stedet for Philipp Lahm. Fire dage senere blev han endnu en gang indskiftet i stedet for Lahm. Thiago sluttede 2014/15-sæsonen med at vinde sin anden Bundesliga-titel. Thiago underskrev en fireårig kontraktforlængelse med Bayern München den 27. august 2015.

Thiagos genfødsel

Den hårdtprøvede Thiago var tilsyneladende fit for fight, da 2015/16-sæsonen blev sparket i gang. Han var dog stadig mærket af den slemme knæskade, som havde ødelagt den forgangne sæson. Han beviste dog sit værd og tog dog del i hele 27 kampe i 2015/16-sæsonen, hvilket er hans foreløbige rekord. Den 20. december 2015 afslørede Bayern München-direktøren Karl-Heinz Rummenigge, at Carlo Ancelotti ville erstatte Pep Guardiola, når den daværende sæson var slut.

Thiago har vist en ny side af sig selv under Carlo Ancelotti, selvom den nu 25-årige midtbanespiller fortsat kæmper med skadesproblemer. Han virker dog til at trives i denne sæson, hvor han har vist særdeles positive takter. Han ser ud til at slå sin tidligere rekord for spilletid i Bundesligaen, men han har især været fænomenal i Champions League. Thiago var blandt andet arkitekten, da Bayern München sendte Arsenal ud af turneringen på røv og albuer.

Han begynder efterhånden at leve op til det det potentiale, som han altid har været i besiddelse af. Der begynder også at tegne sig et billede af en sikker fremtid på det spanske landshold. Xavi er allerede fortid, Xabi Alonso lægger støvlerne på hylden til sommer og Andrés Iniesta er også ved at være oppe i årene. Den nye landstræner Julen Loptegui har givet Thiago masser af spilletid i VM-kvalifikaitonen. Thiago har allerede spillet 22 Bundesliga-kampe i denne sæson, hvoraf hele 21 af kampene har været fra start.

Thiago har vist så positive takter i denne sæson, at Barcelona-ledelsen kunne være interesseret i at købe ham tilbage. Der tales i hvert fald varmt om muligheden for et tilbagekøb på rygtebørsen. Bayern München forlanger efter sigende i nærheden af 700 millioner kroner for den snart 26-årige spaniol, som de ikke engang betalte 200 millioner kroner for i sin tid. Man kan dog ikke bebrejde sydtyskerne for den høje pris, hvis man tager Thiagos store udvikling og fremgang i betragtning.

Den igangværende sæson er uden tvivl den bedste sæson i Thiagos karriere. Sæsonen kan dog endnu nå at blive ødelagt af endnu en skade eller måske et tilbagefald. Han har dog indtil videre været stort set skadesfri, så det hele virker meget lovende. Thiago må bestemt siges at være i kridthuset hos både Carlo Ancelotti i Bayern München og hos Julen Loptegui på det spanske landshold. Thiago er ganske vist snart 26 år gammel, men nu er vejen banet for en rivende udvikling, som tydeligvis allerede er begyndt.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik