- En tikkende bombe
Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Joey Barton - No Nonsense".
Tommy-enarm havde åbenlyse psykiske problemer, men han virkede såmænd harmløs nok. Han boede i en lejlighed med udsigt over skolens område hvor vi spillede fodbold, og han jagtede tit de børn der kastede sten mod hans vinduer. Han arbejdede sig gerne op til et voldsomt raseri, men gav hurtigt op.
Hans rigtige navn var Leo Gavan. I roligere øjeblikke så vi ham hænge ud ved tømrerforretningen og vinbutikken nær boligkomplekset. Han hævdede at han spillede for Real Madrid, og at han var den bedste enarmede målmand i verden, men at han ikke kunne vende tilbage til Spanien fordi han var bange for at flyve.
Han var som en tidsindstillet bombe. På en kold søndag morgen i februar 1996 havde han ikke taget sin ordinerede medicin for skizofreni. En gruppe knægte knuste en af hans ruder og søgte ly på et nærliggende fladt tag da han gik bersærk. I ophidselse over at han var fysisk ude af stand til at nå dem, vendte han tilbage til sin lejlighed, slog sine møbler i stykker og kastede dem ned på gaden. Derefter lagde han sig på lur ved vinduet bagest i sin lejlighed. Da hans plageånder klatrede ned, greb han en udskæringskniv og optog forfølgelsen af dem.
Da de nåede den lokale blomsterpark hvor vi plejede at spille fodbold på græsplænen når de gamle ikke spillede bowling, spredtes de for alle vinde. Gavan trængte Lee Kinch – en knægt der ikke havde været involveret i balladen – op i en krog i en have og stak ham én gang, lige gennem hjertet. Han var 14 år gammel og døde øjeblikkelig. Jeg opholdt mig i fritidscenteret da en knægt kom hen og fortalte om hvad der var sket. Vi begav os naturligvis hen til gerningsstedet for at stå og måbe og indsamle sladder. Det virkede uvirkeligt. Lee var en populær dreng i skolen og boede tæt ved min ven Mash. Vi deltog alle i hans begravelse – som var helt forfærdelig.
Et politisk stormvejr brød løs over fejlene og manglerne i byrådets behandlingsprogram, og Gavan blev tvangsindlagt i henhold til Mental Health Act. To år senere blev han anset for egnet til at erklære sig skyldig i manddrab* på grund af mindsket ansvar og vendte tilbage til overvågning på fuld tid. Livet gik videre selv om det stadig vilkårligt blev revet bort fra tid til anden. En anden dreng, broderen til en pige der gik en klasse under mig i skolen, hængte sig selv i et træ. Der gik flere dage før nogen sørgede for at rebet blev fjernet, så det blev en makaber turistattraktion for teenagere der kedede sig.
Børn er perverse, ikke sandt? Noget tilsvarende skete da Sean Catlin, endnu en skolekammerat, blev mast til døde. Han havde en leg hvor han hoppede om bord på en bus der var i bevægelse, men en dag forregnede han sig, mistede grebet og faldt fremover, ned under baghjulene. Det varede flere uger før blodpletterne var forsvundet fra gaden.
Jeg kunne aldrig få øje på fordelene ved sådan en leg, men vi blev ved med at foretage os dumme ting, helt uvidende om farerne. Vi fortsatte som normalt med at dyste om ikke at være en kylling ved at løbe tværs over kørebanen på den nærliggende motorvej M62. Politiet fangede os og smed os i en celle for at afskrække os. De tvang os også til at gå hjem fra Huyton Village, men de kunne godt have sparet sig.
Selv hverdagsaktiviteter såsom et spil golf på en kommunal golfbane i Widnes med Frankie Lacken og John Neil, en anden ven, kunne potentielt udvikle sig til det rene kaos. En lokal bande forlangte at få udleveret vores køller og gik til angreb på os. De fik dog mere end de havde regnet med under det efterfølgende slagsmål, da Frankie slog deres leder, en ældre mand på omkring de 30 ved navn Colin, i hovedet med et 7-jern.
De flygtede, rædselsslagne over den øjeblikkelige og intensive vold. Vi opførte os som undvegne fanger og undlod at tage med offentlige transportmidler eller en taxa eftersom vi var smurt ind i blod. Vi tog hen på en lokal skadestue hvor vi så Colin blive behandlet på en lille enestue. Han opdagede ikke vores tilstedeværelse, og han virkede ikke som typen der kunne finde på at alarmere strisserne, men vi besluttede os alligevel for ikke at blive for at få vores hænder og ansigter syet. Frankie var mere bekymret over de uoprettelige skader på hans 7-jern, hans favoritkølle. Han gav ofte tabet af denne kølle skylden når jeg senere vandt over ham i golf.
Der var en underlig normalitet over vores vanvittige opførsel. Vi plejede at pisse de lokale heroinmisbrugere af ved at foretage raids mod deres narkobuler i de blændede lejligheder oven over butikkerne. De forsøgte at jagte os gennem tagskægget og hullerne i husmurene, så vi klatrede ganske enkelt op på taget og ventede til de gav op. Vi hviskede så de ikke fandt ud af at vi var i nærheden, men det begyndte hurtigt at kede os. Vi bankede huller i lofterne og smed mur- sten efter dem for at hidse dem op. Vores flugtruter, rottegange gennem gamle lofter, var bælgmørke, men vi fandt vej igennem dem ved hjælp af teenage-telepati.
Hver efterladt bygning var et eventyr, fuld af overraskelser. En gammel seng eller et farvet sæt gardiner som vi kunne bruge til at indhegne vores lejr med, var én ting. Topmoderne overvågningsudstyr – opdaget ved et tilfælde på et tilstødende loft, var en helt anden sag. Vi tog ét kig på kameraerne og optageudstyret og besluttede at de større drenges omtanke var påkrævet.
De undersøgte byttet og fandt hurtigt ud af at vi var faldet over en hemmelig politiovervågning af en velkendt narkohandler der drev sit forretningsimperium fra et lidet indtagende endehus over for den forladte bygning.
Der blev ikke sagt noget, men et par dage senere huggede vi nogle skejser fra en mellemmand. De større drenge fik flere penge end os, men vores andel rakte til nyt fodboldudstyr, et hemmeligt lager af samlemærker med fodboldspillere og en ekstra billet til en Everton-kamp. Som vi så det, var der tale om en forbrydelse uden offer. Politiet kunne rende og skide.
Det var en foruroligende tid. Jeg led slemt af akne da jeg kom i puberteten. Jeg var ekstremt følsom over for krænkelser og paranoid over at vise antydningen af frygt. Den del af min hjerne der automatisk ansporede mig til anarkistisk, ulogisk og selvdestruktiv adfærd, var stadig aktiv. Folk undgik mig fordi jeg simpelthen ikke var risikoen værd.
Strukturen i mit liv var i fare for at blive revet i stykker. På den ene side tog vi regelmæssigt på ferie i Portugal, mor og far skændtes sjældent når vi var inden for hørevidde, og det var tydeligt at de elskede os. På den anden side blev belastningen mere og mere tydelig. Far var meget yngre end mor. Han havde lyst til at gå i byen med drengene og tog tit på drukture i weekenden.
Mor tilkaldte en babysitter til at tage sig af os fordi vores halvsøstre var flyttet hjemmefra, og sluttede sig til ham på pubben hvad enten han brød sig om det eller ej. Som voksen kan jeg godt rationalisere mig frem til hvorfor hun handlede sådan. Hun var bange for at miste ham og var vred over sin manglende frihed. Dette var virkeligheden, ikke en eller anden du-kan-få-det-hele-fantasi fra Daily Mail. Men da jeg var barn, forstærkede det min fornemmelse af tomhed.
Jeg havde brug for en moderlig indflydelse og fandt den hos min farmor. Det var hende der lavede søndagsstegen, vaskede vores tøj og sørgede for at vi kom i bad og passede vores sengetider. Det generede hende ikke at indføre udgangsforbud efter klokken 19 eller at gøre mig forlegen ved at hive mig hjem når der var optræk til ballade. Hun lod vores onklers alt for store T-shirts gå i arv fordi hun ikke havde råd til pyjamas. Hun var en klippe.
Jeg hadede søndag morgen når mine forældre forsøgte at sove rusen ud. Jeg hadede de drukkammerater der lå henslængt på sofaen hvor de var dejset omkuld. Jeg blev træt af at rode rundt i fars bukser efter småmønter så jeg kunne betale min billet og købe slik og en sodavand efter søndagskampen. Jeg havde ikke noget imod at løbe hen til kampen, for udholdenhed var mit hemmelige våben, men jeg ville gerne være blevet kørt hjem efter kampen, noget som de andre drenge tog for givet.
Jeg følte at jeg var i vejen. Da far en dag kom hjem fra endnu en druktur og opdagede at hans tøj var klippet i strimler og nogle få af hans ejendele var proppet i tre sorte affaldssække og smidt ud i forhaven, var der kun én ting at gøre. Der havde tidligere været skænderier, som når mor nægtede at lukke ham ind over dørtærsklen, men denne gang var det slut. Jeg lukkede ham i stilhed ind gennem glasskydedørene ud til baghaven så han kunne hente hvad han kunne bære, og kort efter sluttede jeg mig til ham hos farmor.
Der er ikke rigtig nogen vinder i sådan en situation. Andrew var virkelig nært knyttet til mor, så far blev med det samme gjort til den store antikrist. Mors mistanke blev bekræftet da en ny kvinde kort efter trådte ind på scenen. Det bebrejdede jeg far i nogen tid, men jeg besluttede hurtigt at livet var for kort til den slags. Som kvinde forstod farmor omfanget af svig, men som mor var hendes kærlighed ubrydelig.
Mor var temmelig ilter, men hun forstod farmors spilleregler. Aldrig – ALDRIG – blive uvenner med dit eget kød og blod. Farmor var villig til at hjælpe med børnepasning, men hun forventede også at der blev trukket en grænse under de hidtil uset anspændte forhold. Hendes opgave var at skabe stabile rammer, og hun forstod hvor fun- damental fodbold var for min fremtid.
Jeg stod ved en korsvej. Narkoen flød overalt i boligkomplekset, og jeg var ikke dum. Fars generation var på skræmmende billig kokain. Der gik historier om baner der blev linet op på pubberne og sniffet til private fester. På en fredag aften kunne jeg enten gå ned i parken for at blive høj sammen med skolekammerater der i al hast var ved at gå fra hash til syretabletter, eller jeg kunne nøjes med det adrenalinkick der fulgte med konkurrencesport.
Jeg var så heldig at jeg ikke kunne lide smagen af hård spiritus. Far tilbød mig min første pint da jeg var 15 år gammel, men jeg rørte ikke alkohol før min 17-års fødselsdag da min onkel Tom tog mig med til diskoteket Natterjacks på Roby Road i Huyton. At tylle varm og sød cider fra plastikflasker på et vindblæst busstoppested var ikke det jeg opfattede som at have det sjovt.
I en periode var jeg fanget i krydsilden mellem ønsket om at være en del af den gamle bande, lave ballade, have det sjovt og få nye ven- ner og ønsket om at skabe mig en karriere inden for fodbold. Fjernsynet ved siden af den buldrende kaminild i farmors stue blev min vejleder og bodyguard.
Jeg var et barn af VM-slutrunden i Italien i 1990, af Roger Millas elegante lambadadans og af Gazzas fortvivlede tårer. Uskarpe billeder fra den walisisk-sprogede tv-station S4C gav mig mulighed for at studere de italienske konger – Ancelotti, Baggio, Baresi og Maldini. Derefter skiftede Gazza til Lazio, og Channel 4 begyndte at sende ugentlige opvisninger med Batistuta, Donadoni osv.
Jeg blev forelsket under VM i USA i 1994. Gheorghe Hagi blev kaldt ”Karpaternes Maradona”, men han var i en helt anden klasse end det dopede geni med de vilde øjne der blev sendt hjem i vanære*. Rumæneren var lille, men han var fantastisk til at dække sin bold, og han behandlede den med stil. Et af målene fra den rumænske 3-2- sejr over Argentina i ottendedelsfinalen har lige siden været ætset ind i min hukommelse. Hagi modtager bolden tæt på midterlinjen ude i højre side på sin egen banehalvdel. Han udspiller fire modstandere med en enkelt aflevering og spurter straks i position for at modtage returafleveringen. Der er varmt, indelukket og hektisk inde i Rose Bowl i Pasadena, men alligevel fryser Hagi tiden fast. Han ryk- ker ind i banen og spiller Ilie Dumitrescu fri til en let scoring med en aflevering der snyder tre forsvarsspillere. Wow. Senere scorer Hagi selv et mål, med sin ”forkerte” fod, men intet slår denne aktion.
Jeg ville bare være ham. Jeg elskede hans arrogance og den måde hvorpå han organiserede muren for sin målmand når modstanderne fik frispark, eller ignorerede holdkammeraterne når de ville tage et indkast i stedet for ham. Jeg rullede mine fodboldstrømper ned og bandt hvid tape omkring toppen af dem for at ære ham, og i seks måneder tiggede jeg om at få et par Lotto Stadio-fodboldstøvler magen til hans. Jeg havde lyst til at græde da jeg pludselig voksede ud af dem.
Gazza fascinerede mig fordi jeg sympatiserede med hans rastløshed og hans slet skjulte ulykkelighed. Min horisont blev udvidet på grund af spillet og dets iboende disciplin, men jeg var splittet mellem flid og ubesindighed. Den mørke side af min personlighed lå stort set i dvale, men den var aldrig langt fra overfladen. Den truede indimellem alt hvad jeg havde kært.
Jeg var som en tikkende bombe.
Jeg rodede mig ud i unødvendige slagsmål til træningen i Everton, som et barn der tester grænserne for sine forældres kærlighed. Dystre humørsvingninger kom over mig uden grund og uden varsel. Jeg spillede godt i Milk Cup for ungdomshold i Nordirland, men skaffede mig alverdens problemer på halsen da jeg kylede et sæt lånte golf-køller ud over en klippeskrænt og ud i havet.

Jeg kunne ærlig talt ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg var det lille barn der stak sine fingre ind i stikkontakten for at se panikken og bekymringen i de voksnes ansigter, men alligevel bar man over med mig. Fodboldklubber har deres egen moralkodeks, der formes af formålstjenlighed snarere end etiske standarder, og mit talent blev anset for vigtigere end min umodenhed. Jeg ville vokse fra det.
Trænerne opfordrede mig til at tage den mere med ro og sagde at det nogle gange var bedre at vende den anden kind til i stedet for at kæmpe mod hele verden. De vidste sandsynligvis at de talte for døve øren, men på denne måde havde vi alle æren i behold.
Der blev lagt mærke til mig. Efter en kamp en søndag morgen introducerede en velkendt skikkelse sig. Han spurgte hvordan det gik hos Everton, og antydede at han kunne skaffe mig en plads hos Liverpools akademi. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ved at blive shanghajet af Steve Heighway, den tidligere Liverpool-wing, der var ved at opbygge et ry som en af fodboldens dygtigste talentspejdere.
Det var et smukt scenarie, af den gamle skole. Steves kone arbejdede på Seel Road Comprehensive School og fik nogle af mine venner der til at lægge et godt ord ind. Jeg vidste at jeg kunne lære meget af Steve, men jeg vidste også at det ultimative forræderi aldrig ville blive tilladt. Om ikke andet var Steve ihærdig, og han ringede hjem til os flere gange, lige indtil far tog telefonen. Steve nåede dårlig nok at forklare hvor imponeret han var over mig, før han blev afbrudt. ”Nej, nej, nej og atter nej,” udbrød far. ”Vi holder med Everton, kammerat.”
Derpå lagde far røret på. Færdigt arbejde. Familiens ære var blevet beskyttet. På overfladen gik tingene glat. Selv om udviklingscoaches fordømmer en resultatorienteret tilgang, havde mit hold fra Bellefield* været ubesejret i to sæsoner. Jeg burde have været smart nok til at se advarselsskiltene da Neil Dewsnip blev hyret til at lede akademiet, eftersom han stod for alt hvad jeg afskyede.
Han havde en begrænset erfaring som træner og var en glat politisk operatør. Men det der virkelig irriterede mig, var hans fundamentalistiske tilgang til spillet. Han var kraftens, fysikkens, størrelsens og styrkens discipel. Han var besat af tanken om små spillere der blev fravristet bolden, og koncentrerede sig om at udvikle store, velbalancerede spillere der kunne holde på bolden.
Det stod hurtigt klart at han mente at jeg var for lille – ironisk nok den samme skavank som engang truede med at bremse karrieren for Steven Gerrard, hans stjerneelev da han var idrætslærer på Cardinal Heenan Catholic High School i West Derby. Det eneste jeg kunne gøre, var at vise at jeg havde nosser, arbejde hårdt og afsløre hvor åndssvag hans fordom var.
Beslutninger blev truffet helt vilkårligt. Leighton Baines dumpede for eksempel til to prøvetræninger hos os – en dyr fejl – han blev senere købt i Wigan for 60 millioner kroner. Men der spredte sig et rygte om at jeg var én blandt ni Everton-spillere der var i betragtning til FA's National School of Excellence på Lilleshall. Det her var stort.
Lilleshall, et tidligere herresæde der lå på en 12.000 ha stor grund i Shropshire, var fodboldens svar på Hogwarts. I to år var det hjem for landets 16 bedste fodboldspillere i alderen 14 til 16. Idéen var enkel, for enkel skulle det vise sig. Lad de bedste træne med de bedste. Overvæld dem med fodbold. Uddan dem til at blive landsholds-spillere. Men træningens niveau levede ikke op til ambitionerne – den viste sig at være overstyret og middelmådig.
Det vidste vi ikke da udvælgelsesprocessen startede i Stockport County. Alle topklubberne i det nordvestlige England var repræsenteret: Evertons udvalgte, der talte Phil Jagielka og Bradley Orr, skulle prøve kræfter med de mest lovende drenge fra Manchester United, Liverpool, Blackburn og Manchester City. Det her var lige min form for udfordring – enhver var sig selv nærmest.
Bedømmerne inddelte os i to grupper, og jeg fik flygtigt at vide at jeg skulle spille højre back. Hvis det var et trick for at se om jeg ville begynde at surmule, virkede det ikke. I spillertunnellen før kampen kiggede jeg rundt på de andre og så de afslørende tegn på indre uro – hurtig vejrtrækning og flaksende øjne. Jeg havde dem lige hvor jeg ville have dem.
Jeg har altid haft en sjette sans der fortæller mig hvornår jeg kommer til at spille godt. Den giver mig selvtillid og får mig til at slappe af. Jo vigtigere begivenheden er, og jo mere der står på spil, des bedre spiller jeg. Efter første halvleg havde jeg gjort det så godt at jeg blev rykket frem til min foretrukne plads på den centrale midtbane. Jeg var en af de tre drenge fra Everton der gik videre til næste fase.
I min anden testkamp spillede jeg på en helt tredje position. De satte mig til at spille i angrebet selv om jeg var den klart mindste af alle drengene. De to centerhalfbacks der skulle spille over for mig, to store, sløve padder fra Midlands, kunne ikke lade være med at grine smørret, men deres smil forsvandt da jeg lavede hattrick. Så var spillet i gang. Jeg var Evertons repræsentant i finalen.
Endnu en gang lærte jeg at livet er uretfærdigt. Min alsidighed var et handikap, for nu konkurrerede jeg om en plads på holdet mod specialister der spillede på de positioner de havde spillet på hele deres liv. Jeg blev bedt om at spille på endnu en ny position, som venstre midtbane, og selv om jeg følte at jeg klarede mig udmærket, vidste jeg at jeg ikke ville overleve udvælgelsesprocessen.
Ikke færre end 234 drenge slap igennem nåleøjet på Lilleshall i de 15 år hvor stedet fungerede, lige indtil Howard Wilson åbnede Pandoras æske ved at annoncere etableringen af et klubbaseret akademi-system. Nogle nåede hele vejen til tops, heriblandt Michael Owen, Sol Campbell, Nick Barmby og Jermain Defoe, men de fleste blev hurtigt tabt for spillet.
En dreng der var lidt tættere på mig familiemæssigt, brugte det som en dannende oplevelse. Tom Culshaw, min halvfætter, spillede for det engelske U16-hold og nåede så langt som at blive anfører for Liverpools reservehold før han valgte at forfølge en karriere inden for træning og coaching. Han er nær ven med Steven Gerrard og er i dag leder af Liverpools U13-akademi.
På trods af hvad mænd som Dewsnip, der arbejdede i 17 år hos Everton før han blev træner for det engelske fodboldforbunds forskellige ungdomshold, påstår, er ungdomsarbejde ikke en eksakt videnskab. Bob Paisley sagde at de første to meter bliver overvundet inde i hovedet på en topspiller. På samme måde overvindes de vigtigste få centimeter mellem ørerne på en ungdomsspiller.
Derfor skammede jeg mig ikke over at vende tilbage til Bellefield som en spiller der lige netop ikke var blevet udtaget. Jeg blev optaget i systemet som en almindelig skoledreng, selv om rektor nær havde nægtet at give sin velsignelse da jeg havde kaldt en lærer for en gammel heks. Mine holdkammerater respekterede mig, og jeg var villig til at gøre hvad der var nødvendigt for at blive en bedre fodbold-spiller.
Jeg hadede at tabe, selv i terrænløb i skolen hvor jeg udmattede den bedste løber, en høj, udholdende fyr ved navn Neil Kearns, ved simpelthen at nægte at give op. Jeg løb lige i røven af ham mens jeg talte til ham: ”Ligegyldigt hvad der sker, så venter jeg bare, kammerat.” Det fik ham til at flippe så meget ud at han forsøgte sig med et desperat sprint, før han brændte ud og gav op.
Jeg så mig omkring i Everton og vidste at der var alt for mange Neil Kearns. De var større naturtalenter end mig. Deres kroppe var mere modne og veludviklede. Men de kunne ikke lide når det gjorde ondt. De havde ikke min kærlighed til lidet lovende odds. Jeg kunne lide en tackling hvor mine odds var 30 mod 70. De veg tilbage fra en sådan tackling for at skåne sig selv til en senere lejlighed.
Det fik jeg nu ikke meget ud af. Et par måneder senere blev far og farmor indkaldt til det sædvanlige evalueringsmøde ved sæsonens afslutning i en skurvogn på træningsanlægget. Dewsnip havde tidligere givet Phil Jagielka løbepas og var i gang med systematisk at meje sig igennem hele truppen, og han holdt ikke på formerne. ”Han er færdig i Everton,” sagde han. ”Jeg beklager, men sådan er det.”
Jeg var i gang med at spille Championship Manager i mit soveværelse da farfar tog telefonen i køkkenet. ”Joe, din farmor vil tale med dig,” råbte han. Jeg gik ind i hendes soveværelse på den anden side af trappeafsatsen, lagde mig på gulvet og tog telefonen. ”Hør her, min dreng,” sagde hun, ”de siger at de vil droppe dig.”
”Hold hovedet højt, for jeg er den slags kvinde du kan slå ned én gang, men ikke to. Hvis folk vil ignorere mig eller skændes med mig, giver jeg dem ikke muligheden for at gøre det to gange. Der er ingen der er bedre end dig. Det kan godt være at de bor i et større hus og har flere penge, men ingen er bedre end dig.”
Der gik nogen tid før hendes ord sank ind, for jeg følte det som om al luften var blevet trampet ud af mig. Jeg hulkede da jeg lagde røret på, fordi jeg forsøgte at få mit liv til at give mening. Jeg var magtesløs over for at mor og far var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne intet stille op over for puberteten eller mit forsøg på at tilpasse mig i skolen. Men hvis jeg blev afvist af en fodboldklub, kunne jeg da for helvede kontrollere det ...
Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og fighteren i mig lod også høre fra sig. Ved du hvad, de tager fejl. Alle de studievejledere der smilede overbærende da du sagde at du ville være fodboldspiller, og bad dig om at være realistisk. Træneren der vragede dig fordi du ikke er bygget som et stort skideskur af mursten. Han tager også fejl.
Fuck dem.
Du er ikke et offer. De kan ikke knække dig. De får dig ikke til at tigge. Det kan godt være at din baggrund kommer til at koste dig dyrt engang i fremtiden, for grænsen mellem aggression og selvhævdelse er udflydende, men lige nu er ejendomskomplekset dit fristed. Hvilken ret har de til at dræbe din drøm?
Deres system stinker. Alt for mange akademier er fyldt med bitre og vrede trænere der mener at det er under deres værdighed at beskæftige sig med U12-spillere. De vil have de biler, de penge og den anerkendelse der følger med når man har med førsteholdet at gøre. De kan ikke komme sig over at de aldrig klarede den.
Du kan give op ligesom så mange gør, eller du kan råbe og skrige og slås. Du er sent udviklet. Du bliver bedre hver dag. Ingen, overhovedet ingen, vil det her lige så meget som dig. Du kommer til at presse det her ned over hovederne på dem. Hold op med at have ondt af dig selv. Tør øjnene, mand dig for helvede op og kom videre.
Farfars koldblodige reaktion da jeg kom ned i køkkenet – ”Du må bare til at arbejde hårdt, hvad?” – var lige hvad jeg trængte til. Det var bare endnu en forhindring der skulle overvindes, endnu et tilbageslag der skulle tages hånd om. Nogen kommer snart til fornuft, gør de ikke?
Der går en time. Telefonen ringer igen. Det er Barry Poynton, træneren der forlod Everton lige før Dewsnip ankom. Han er leder af rekrutteringsafdelingen hos Manchester Citys akademi. Han vil have mig til at komme til en prøvetræning. Han siger alle de rigtige ting, finder den rette balance mellem mild overraskelse over at jeg er blevet vraget, og en udfordring af min konkurrencementalitet.
Far og jeg modtager flere af den slags opringninger i løbet af det næste døgns tid. Preston North End kan lide hvad de har set. Det samme kan Leeds United. På daværende tidspunkt spillede City i The Championship, men det føltes rigtigt at skifte til Barry. Han var den første der reagerede og så en mulighed i min dårlige nyhed. Lad os se det i øjnene: Han havde også en stærk interesse i at bevise at Everton havde taget fejl.
Det var ikke noget eventyr. Det er det aldrig med mig, vel? Jeg sloges virkelig for det i mine første to et halvt år hos City. Jeg hadede at pendle, afhængigt af trafikken tog det en time hver vej. Frankie Bunn, en af trænerne, var særlig god mod mig, men jeg mindede om hovedpersonen i filmen En ny dag truer. De andre trænere brød sig ikke om mig. For lille, sagde de. For lille ...
Hvis du har en fysisk ulempe i en sport hvor man skal være stærk og hurtig, er du nødt til at udvikle alternative muligheder. Jeg duer ikke til akademiernes tiki-taka-fodbold. Mit blod skal koge, og mine sanser skal være skarpe. Jeg er en spiller med flossede kanter. Ingen vil nogensinde beskrive mig som ren og pæn, nyvasket og strøget. Jeg er nødt til at svine mig til.
Jim Cassell var den eneste der så noget i mig. Da hans spillerkarriere i Bury blev standset af en knæskade, blev han scout, og senere udviklede han en træners øje og så ud over det indlysende. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fingre i, men han fornemmede at jeg hellere ville spille gratis end give op. Noget uhåndgribeligt, noget uforklarligt for dem der ikke forstår at fodbold handler om mennesker, sagde ham at han skulle give mig en sidste chance.
”Alt i mig siger at vi er nødt til at skille os af med dig, Joe,” sagde han til mig. ”Det ser ikke ud til at du bliver stor nok. Du kommer aldrig til at have den speed der vil være nødvendig på det øverste niveau. Men du har noget i dine øjne. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det kan jeg godt lide. Du har seks måneder til at vise mig noget, ellers er du ude.”
I det mindste var Cass åben og oprigtig. Jeg var stadig overbevist om at jeg ville klare det, men jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg respekterede ham på grund af hans retskafne karakter og hans erfaring som fodboldspiller. I fodbold er der mange falske og dobbeltmoralske karriereryttere der er fulde af lort. Han fortalte mig hvordan det forholdt sig – og stadig forholder sig. Stram dig an, ellers er det ud af klappen.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke tænkte på at vælge sidstnævnte løsning. Min første indskydelse var at skifte til et godt, halvprofessionelt hold som Marine, Bootle eller Southport for at genopbygge mit renommé. Jeg tilbragte en uge som tagdækker i sommerferien og flåede mine hænder til blods ved at slæbe teglsten op ad stigerne før jeg flygtede ind i varevognen og svor at jeg aldrig ville vende tilbage. Jeg havde 10 GCSE-point*, men de var ikke mere værd end et spejdermærke.
Far stod stejlt på at jeg skulle udnytte min resterende tid hos City. Han var ikke til faderlige floskler, men han var god til at sætte tingene i det rette perspektiv. ”Du må lære at håndtere skuffelser, for dem får du mange af i livet,” sagde han. ”Bliv der. Brug deres fitnessrum. Brug det til din fordel. Til sidst går det op for dem hvad du er i stand til. I det mindste får du løn. Du får penge for at holde dig i form.”
Jeg fik den fyrstelige sum af 72 £ om ugen, og jeg forstod hvor meget fodbold betød for min far. Han kunne helt klart være blevet professionel, men han manglede den der fuck dig-mentalitet som man skal have. Jeg har set ham være ekstremt konkurrenceminded og gå langt over stregen, men han ville sikkert have haft lyst til at dele en øl med den modstander som han under kampen truede med at slå ihjel.
Han frygtede at et urgammelt arbejderklassedrama var ved at udfolde sig. Boligkomplekser som St John er i al væsentlighed som ulåste celler. Den lange vej til friheden er farlig og fuld af faldgruber. Det er fristende at acceptere sin skæbne som værende forudbestemt og bukke under for vreden, frustrationen og samfundets forventninger.

General Certificate of Secondary Education: et anerkendt pointsystem der angiver en elevs uddannelsesmæssige kvalifikation. Alle mine kammerater var på druk, jagtede piger eller tog stoffer. Mange var ved at afslutte deres læretid som kriminelle. Hvis jeg havde været svagere rent mentalt, havde jeg været fortabt. I det miljø har man ikke brug for at indsende et cv, men det blev gjort meget klart for mig at jeg hurtigt ville stige i graderne i det lokale narkokartel. Den gældende sats for en succesfuld dealer på daværende tidspunkt var flere tusind pund om ugen – i rede kontanter, forstås.
Far kendte alternativet lige så godt som jeg gjorde. Han arbejdede på skiftehold i Irland seks uger ad gangen, og når han havde fri i to uger, ledsagede han mig på sin cykel når jeg løb mine 12 kilometer lange træningsture. Han satte mig til at lave ti shuttle run-tests på volden ved siden af M62. Høje knæløftninger, armbøjninger, brændende lunger. No pain, no gain.
Det var en Liverpool-udgave af Rocky hvor min spurt gennem St Johns barrikaderede slumkvarter svarede til Rockys triumferende løb op ad de 72 trin til Museum of Art i Philadelphia.
Nu begynder jeg at flyve ...