Fodbold nyheder

Lucas Perez – den ukendte angriber

Af Torsten Brix

Arséne Wenger hev en overraskelse op af hatten, da han hentede 27-årige Lucas Perez til Arsenal, men selvom han ikke er et stort navn, blev han i sidste sæson topscorer i Deportivo La Coruña.

Article image
Ritzau-Scanpix

Onsdag aften blev den spanske angriber Lucas Perez indskiftet i Arsenals Champions League-kamp imod Ludogoret, og på trods af få minutter på banen nåede Perez at lave to fine assists. Dermed trådte Arsenals nye nr. 9 ind på den store europæiske fodboldscene, for det var vel de færreste, der havde måske hørt om Lucas Perez, da Arsenal skrev kontrakt med ham.

Perez var nemlig ikke den stjerneangriber Arsenal-fansene have håbet på, men han står alligevel noteret for 17 mål i 36 kampe for Deportivo La Coruña i La Liga i sidste sæson, og han lagde desuden også op til otte mål. Denne kombination er en af grundene til, at Arséne Wenger valgte Lucas, som han bare bliver kaldt:

- Han er ikke kun målscorer, men også en type der kombinerer godt med sine partnere, som kan give den sidste bold og lave gode løb. Han har hurtighed, højt teknisk niveau, er en god afslutter og har alle ingredienser til at blive en succes. Det har altid været lidt af et sats at skifte fra det ene land til det andet, men jeg tror på det, sagde Wenger i forbindelse med skiftet til Arsenal.com og tilføjede:

- Jeg tror, at folk var overrasket, fordi ingen rigtig kender ham. Han er sent udviklet på sin position, fordi han altid har spillet på kanten. Han har et godt øje for mål og havde en fantastisk sæson sidste år på et hold, der ikke skabte mange chancer.


Langt omkring inden Arsenal
Det var helt oppe i front som angriber, at Lucas i sidste sæson for alvor foldede sit talent ud. Men han har i store dele af sin karriere spillet på kanten, og det giver Wenger nogle muligheder for at ændre sit angrebsspil, hvis der kommer skader eller de øvrige angribere ikke slår til eller har brug for pause.

Det er dog relativt sent i karrieren, at 27-årige Lucas er slået igennem. Han var ellers en lovende ungdomsspiller, som blev spottet af Atlético Madrid som 17-årig. Han slog dog aldrig igennem og skiftede derfor til Rayo Vallecano, men det var heller ikke en succes. Derefter stod den på ukrainsk fodbold, hvor han i 2011 skiftede til Karpaty Lviv, hvorfra han blev lejet ud i fire måneder i 2013 til Dynamo Kyiv. En tid han har kaldt ”de værste fire måneder af mit liv”. Derfor skiftede han til græske PAOK i sommeren 2013. Sæsonen efter lejede Deportivo La Coruña ham for dernæst at hente ham på en permanent kontrakt, og nu kan han så kalde sig Arsenal-spiller:

- Jeg er meget glad. Det er stort skridt i min karriere at komme til en klub med den historie og kvalitet, som Arsenal har, og få lov til at spille i turneringer som Premier League og Champions League. Jeg er meget stolt og glad for at være her, sagde Lucas til Arsenal.com, da skiftet var offentliggjort.


Håbede på at skifte
Skiftet gik igennem tre dage før, at transfervinduet lukkede, og prisen ligger angiveligt på omkring 150 millioner kroner, men der var faktisk kontakt til Lucas tidligere, fortæller han:

- Der var kontakt, da transfervinduet åbnede. Men som altid i fodbold skal klubberne finde ud af, hvad de har brug for, men de viste interesse, da de var i kontakt. Tingene skete hurtigere mod slutningen af vinduet, så det kunne gøres officielt.

- Jeg hørte om interessen gennem min agent, og nogle af de andre spillere talte varmt om Arsenal. Jeg var rigtig glad og smigret, da jeg hørte om Arsenals interesse. Jeg håbede virkelig på at få chancen for at skifte, siger Lucas.

Det var især udsigten til at spille europæisk fodbold, der tiltrak, og som han siger:

- Det er bare en rigtig stor klub. De har nogle fantastiske spillere, og det vil tiltrække alle.

Han ville overfor Arsenal.com ikke sætte mange ord på sin spillestil, men vil hellere have, at fansene selv se, hvad han kan. Og han er klar over, at det bliver noget andet at spille i Premier League:

- Premier League er mere intens og meget fra den ene ende til den anden. Den spanske liga er mere taktisk og ikke så hurtig. Jeg glæder mig virkelig til at spille i Premier League og vise, hvad jeg kan, siger Lucas.



Fakta:
Lucas Perez
Født: 10. september 1988
Højde: 181
Nationalitet: Spanien
Position: Angriber
Tidligere klubber: Atlético Madrid, Rayo Vallecano, Karpaty Lviv, Dynamo Kyiv (lån), PAOK og Deportivo La Coruña.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik