LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Casper Thestrup

Officielt: Emre Mor skifter til Dortmund

FC Nordsjælland bekræfter, at Emre Mor skifter til Bundesliga-klubben Dortmund.
Tidligere tirsdag kunne Indkast berette, at store europæiske klubber stod i kø for at sikre FC Nordsjællands teenage-komet Emre Mor's underskrift. Nu bekræfter FC Nordsjælland på sin hjemmeside, at tyrkeren med den danske fodboldopvækst skal tørne ud for Dortmund i næste sæson.

Ifølge det tyrkiske medie NTV Spor har Mor skrevet under på en 5-årig aftale med Dortmund. Ruhr-klubben betaler ca. 119 millioner kr. (inklusiv bonusser) for FC Nordsjællands 18-årige talent.

Emre Mor debuterede for FC Nordsjælland tilbage i November, og herefter er det gået stærkt for den offensive spiller, der også er blandt de udvalgte i Tyrkiets EM-trup. FC Nordsjælland sportschef Carsten V. Jensen er stolt over skiftet.

- Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til Emre med dette skifte, det er noget som alle, i og omkring FCN kan være stolte over. Der er blevet ydet en super indsats, hvor vores kultur har været rigtig stærk. Det er flot, at vi kan tiltrække talenter med Emre's kvaliteter til vores akademier, og bringe dem videre ud til de største klubber i Europa. Denne aftale vil stå som den bedste i klubbens historie, og er selvfølgelig ganske unik, for ellers havde vi ikke solgt før EM-slutrunden, udtaler Carsten V. Jensen på FC Nordsjællands hjemmeside.

– Ingen har været i tvivl om, at Emre besidder nogle kvaliteter, som vi meget sjældent ser i den danske liga og vi skal være glade for, at have haft muligheden for at se og opleve dem på tætteste hold. Vi tror på, at dette vil være det rigtige skifte for Emre, da Dortmund har fulgt ham gennem længere tid og har fremlagt en god plan for Emre, således at han kan fortsætte med, at udvikle sine færdigheder og blive en endnu mere komplet spiller. Vi vil med stolthed følge ham tæt i fremtiden, og ønsker ham al det bedste, slutter FC Nordsjællands sportschef.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder