Fodbold nyheder

Bent Løfqvist - DKs Europa Cup-topscorer

Af Jonas Knudsen

Søren Lerby var topscorer i 1980, men han er ikke den eneste dansker, der har været på toppen af Champions Leagues topscorerliste.

Article image
Ritzau-Scanpix

I gårsdagens julelåge åbnede vi op for en fortælling om den ungarske fodboldlegende Ferenc Puskas, der i 50'erne og 60'erne var én af verdens allerbedste fodboldspillere, hvilket blandt andet manifesterede sig i Real Madrids dominans i Europa Cuppen for mesterhold i slutningen af 50'erne. I dag forbliver vi i den samme historiske periode. I et af årene umidelbart efter den massive dominans mødte den ungarske verdensstjerne nemlig sin ligemand i form af B1913's Bent Løfqvist.

Bent Løfqvist var med sine præstationer for Odense-klubben blevet berømmet som en af de farligste målscorere i 1. Division - dengang den bedste række i dansk fodbold. På landsholdsplan blev det dog ikke til andet end en enkelt optræden, da DBU's udtagelseskomité vurderede, at han ikke kunne gå i spænd med datidens allerstørste danske profil Harald Nielsen. Måske netop derfor er Løfqvists fodboldmæssige svendestykke fra sæsonen 1961-62 på det nærmeste gået i glemmebogen i den danske fodboldhistorie.

Et svendestykke var det dog. Her var B1913 nemlig at finde i Europa Cuppen for mesterhold - forgængeren til Champions League. I den indledende runde trak man upåagtede Spora Luxembourg, og det var lige hvad der skulle til for at skrive Løfqvist ind i historiebøgerne. I hjemmekampen sejrede “13” nemlig med hele 9-2, og på måltavlen måtte Bent Løfqvists navn gentages hele fem gange. Det har kun 12 spillere præsteret i historien. I æraen inden indførelsen af Champions League var Søren Lerby og Gerd Müller blandt femmålsskytterne, mens kun to har præsteret det under Champions League-formatet. Luiz Adriano for Shakhtar mod Bate Borisov og selveste Lionel Messi mod Bayer Leverkusen.

Dermed skriver han sig ind i en sjælden klub af danskere, der har markeret sig helt fremme på den europæiske scene. Og det ikke kun på grund af den ene kamp. I det første opgør i Luxembourg havde Løfqvist nemlig nettet to gange, og med de syv scoringer endte han såmænd på toppen af topscorerlisten. Den position delte han med fem andre - heriblandt netop Ferenc Puskas samt ungarerens holdkammerat Alfredo Di Stéfano.

Netop de to sørgede dog også eftertrykkeligt for, at danskeren ikke nåede flere. Efter succesen mod Spora Luxembourg trak B1913 nemlig selveste Real Madrid - verdens ubestridt bedste fodboldhold på daværende tidspunkt - op af bowlen. Verdens bedste fodboldhold kom til Odense, og den dag i dag glemmes denne enorme begivenhed ikke i klubben. Bevæger man sig fra omklædningsrummene op til cafeteriet i hvad der i dag er en Fynsserie-klub, er væggene nemlig klistret til med billeder fra blandt andet denne storslåede eftermiddag, hvor spanierne var på besøg i Odense.

I første halvleg holdt de danske værter sågar stillingen på 0-0 foran 30.000 tilskuere, og det var blandt andet takket være Løfqvist. Udover at være en farlig målscorer, var han nemlig også en nådesløs fighter. Det blev således hans opgave at vise de store stjerner, at det ikke blot skulle være et høflighedsvisit i det fynske.

- Jeg ville vise de professionelle, at vi amatører også kunne være med. Så jeg gik fra start hårdt til de to megastjerner Puskas og Alfredo di Stefano, berettede Løfqvist til Fyens Stiftstidende tilbage i år 2000.

Det endte dog med en ventet 3-0-sejr til Real Madrid, og derfor var det en tung opgave at rejse til Madrid for at vende situationen til noget positivt. Og særligt for Løfqvist blev det en rædsom oplevelse. Den uruguayansk-spanske Real Madrid-forsvarsspiller José Santamaria havde nemlig ikke ladet det gå sin næse forbi, at danskeren havde været ude efter megastjernerne i det omvendte opgør.

- Det skulle jeg nok aldrig have gjort. For i returkampen i Madrid tog den jernhårde centerhalf Santamaria en frygtelig hævn. Han sparkede mig direkte i skridtet bagfra, mens bolden var i den anden ende af banen. Jeg fik ødelagt en testikel og kom straks på hospitalet, men nåede alligevel at flyve hjem sammen med holdet. Vi havde vores egen læge, dr. Enig med, og han sørgede for en indsprøjtning, så jeg kunne sidde i flyet, fortalte Løfqvist til Fyens Stiftstidende.

Under den danske tv-transmission lovede den legendariske Gunnar Nu Hansen at rapportere løbende hjem til Løfqvists familie omkring hans tilstand. Selvom han kom hjem en funktionel testikel fattigere og med et stort nederlag i bagagen, fik han dog lidt medvind fra de spanske fans.

- Vi tabte i øvrigt 0-9, og Santamaria blev pebet ud af de spanske tilskuere. De fandt simpelthen, at overfaldet var for groft.

Real Madrid gik i øvrigt videre til finalen i turneringen. Her markerede Puskas sig med et hattrick, men det var ikke nok. Eusebios Benfica scorede nemlig fem mål, og dermed tog portugiserne sin anden sejr på stribe i turneringen og brød dermed endegyldigt med Real Madrids dominans.

Bent Løfqvist selv kom aldrig på samme måde tilbage i rampelyset. Han skabte sig dog en fornem karriere i fransk fodbold som udlandsprofessionel i FC Metz, hvor det blev til 67 kampe og 26 mål fra 1962 til 1966. Deriblandt var en europæisk kamp mod skotske Morton med en ung Alex Ferguson på holdet. Her scorede Løfqcist et hattrick, men Metz tabte 4-3. I 1968 afsluttede Løfqvist så karrieren efter to sæsoner i B1913's lokalrivaler OB.

Siden gjorde han sig i en periode for Assens FC's masterhold. Det gjorde han samtidig med, at undertegnede figurerede på et af klubbens ungdomshold. Af og til hørte man folk tale om, at der vist nok spillede en eller anden, der vist engang havde spillet i Frankrig på et af “de gamle hold”. Mere vidste man dog ikke, og det lader til at ramme fortællingen om Bent Løfqvist meget godt. Manden der blev topscorer i Champions League, skød sig ind i rekordbøgerne sammen med Müller, Lerby og Messi, men hvis historie sjældent fortælles i den danske fodboldverden.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik