Kent Nielsen: Vi falder mentalt sammen
Kent Nielsen anerkender cyprioternes effektivitet, men han ærgrer sig over det mentale kollaps.
APOEL slukkede i går aftes AaBs håb om Champions League-deltagelse. Resultatet talte sit klare sprog – 4-0 til cyprioterne. Det klare nederlag irriterer Kent Nielsen, som dog erkender, at APOEL var bedre på dagen.
- Jeg erkender, at jeg ikke havde set dette komme. Men for det første var APOEL på dagen bedre end os, og for det andet har vi af forskellige årsager ikke nået niveauet fra foråret, udtalte Kent Nielsen til BT og forklarede yderligere:
- De var langt mere effektive end os, og hvad angår os selv, lavede vi alt for mange defensive fejl. Men det, der irriterer mig allermest, er nederlagets størrelse. Mentalt falder vi sammen anden halvleg. Det er pokkers ærgerligt, når nu vi i Europa Cup'en den seneste måned har spillet syv gode halvlege på stribe
Kent Nielsen påpegede også, at AaB-truppen har været hårdt ramt af skader, hvilket har besværliggjort arbejdet for cheftræneren. Samtidig slår han fast, at skaderne langt fra var den eneste årsag til det store nederlag.
Næste gang nordjyderne skal i aktion er på søndag, hvor de forsvarende mestre skal en tur til Silkeborg.