Mesterens mørke side
Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".
Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.
Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.
Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.
Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.
Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.
Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.
Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.
Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.
Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!
Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.
Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.
Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.
Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.
Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.
Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.
I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.
I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.
Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.
I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.
I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.
Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.
Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.
Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.
Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.
Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.
Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.
Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.
Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.
Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.
Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.
Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.
Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.
Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.
Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.