LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Bænket dansk keeper skal ingen steder

Chelsea har ingen planer om at sende Filip Jørgensen afsted i januar, medmindre der kommer et markant bud på bordet. Det skriver journalisten Ben Jacobs, som vurderer, at London-klubben arbejder ud fra en tydelig plan for både Jørgensen og den udlejede keeper Mike Penders.

Der har de seneste uger været spekulationer om, at Jørgensen kunne søge væk for at spille fast og derved styrke sin position i kampen om målmandsposten på det danske landshold frem mod VM-kvalifikationen. Enzo Maresca afviste på et pressemøde, at der har været samtaler om et skifte, og Jacobs bakker den udmelding op.

“Chelsea planlægger ikke at leje Jørgensen ud,” siger han til The Football Terrace. “De er tilfredse med den målmandsdækning, de har. Hvis han skulle afsted, skulle en klub langt overstige de 21 millioner pund, som Chelsea betalte, og klubben skulle finde en erstatning eller hente Mike Penders hjem.”

Netop Penders er en central brik i Chelseas planlægning. Den 20-årige keeper spiller fast i Strasbourg, hvor han har fået en stærk start på sæsonen i Ligue 1 og Europa. Han har stået 12 ligakampe og holdt buret rent fem gange – næstflest i den franske liga.

Jacobs påpeger, at Chelsea vurderer Penders som tæt på at være klar til Premier League, men at klubben helst vil lade ham udvikle sig færdig i Frankrig, før han vender tilbage.

“Chelsea mener, at Penders er tæt på at være klar til Premier League-fodbold,” siger Jacobs. “Når han kommer tilbage næste sommer, forventes han at udfordre Robert Sánchez om førstekeeper-pladsen.”

Det betyder samtidig, at en hjemkaldelse i januar ikke anses som en ideel løsning – både fordi Sánchez fortsat vil være klar favorit, og fordi Penders’ udvikling vurderes bedst tjent med fast spilletid i Strasbourg.

Dermed tyder alt på, at Chelsea vil afvise enhver henvendelse om Filip Jørgensen i januar, medmindre et ekstraordinært bud ændrer billedet. Penders fortsætter sit lejeophold som planlagt, og først til sommer ventes den unge keeper at blive en del af Chelseas Premier League-projekt.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder