Klar melding fra Real Madrid: Fuld opbakning til træneren
Der er stadig fuld opbakning fra Real Madrid til deres træner Xabi Alonso.
Real Madrid skuffede i weekenden, hvor de måtte nøjes med et enkelt point efter 2-2 på udebane mod Elche i La Liga, hvor de dog stadig er nummer et i tabellen.
På det seneste har der også været nogle historier med klubbens træner Xabi Alonso i fokus, da klubbens store stjerne Vinicius Junior angiveligt skulle afvise at forlænge sin kontrakt pga. træneren, og flere spillere skulle være utilfredse med hans beslutninger.
Det spanske medie Marca skyder dog alle historier til jorden, og beretter om, at Real Madrids holdning er helt klar. Alonso er lederen af det projekt, der er sat i gang, og han er hævet over spillerne.
Klubbens ledelse støtter alle de beslutninger, der bliver taget af den spanske træner, og der er fuld tillid til ham.