Barca-boss lover træneren stort ønske
Barcelona er tilbage på Camp Nou, om end kun delvist. Stadionet er genåbnet efter længere tids ombygning, men når først projektet er helt færdigt i 2027, forventes kapaciteten igen at nærme sig 105.000. Og netop den fremtid fylder allerede for Hansi Flick, fortæller Joan Laporta.
"Jeg vil have, at Camp Nou bliver et helligt sted, hvor vi kan dele mange minder med 105.000 fans, når det står færdigt," siger Laporta. "Flick har sagt til mig, at han vil opleve det, og jeg har sagt til ham, at det kommer han til, fordi han står virkelig stærkt her."
Præsidenten lægger ikke skjul på sin tilfredshed med den tyske træner, der siden sin ansættelse har fået sat retning og ro på truppen.
"Vi er meget glade for Flick," siger han. "Han har et fantastisk forhold til spillerne. Han er en ægte professionel, han har en rigtig dygtig stab. Han giver os en stor tryghed i, at tingene bliver gjort ordentligt."
Flicks kontrakt løber til juni 2027, og selv om han flere gange har fortalt, at han føler sig hjemme i Barcelona, er der endnu ingen meldinger om, hvad der sker derefter. På nuværende tidspunkt er der dog ingen tegn på tvivl fra klubbens side – og heller ikke fra Laporta.
For præsidenten handler det om kontinuitet. Og på en aften, hvor Camp Nou igen åbnede sine porte, sendte han et klart signal: Hansi Flick er en central del af det Barcelona, der skal bygges op på ny.