Stadionet i det vestlige London kan være et intimiderende sted, men for Barcelona rummer det både smerte og varme. Blandt de lyse minder er netop det øjeblik, hvor Ronaldinho lod et strejf af futsal logik og brasiliansk fantasi forandre alt for en stund.

Opvisningen udspillede sig den 8. marts 2005 i et opgør, der allerede forud var ladet med forventninger. José Mourinho stod i spidsen for et stærkt og fysisk Chelsea-hold, nyskabt og sultent. Frank Rijkaard bar ansvaret for et Barcelona, der var ved at genfinde sit udtryk og sin rytme, ikke mindst takket være en Ronaldinho, der var på vej mod sit absolutte zenit.

Kampen begyndte vildt. Chelsea stormede frem og scorede tre gange på tyve minutter. Barcelona stod rystet, men ikke knækket. De fandt langsomt fodfæste igen, og så trådte Ronaldinho frem. Først fra straffesparkspletten, siden med det, der skulle blive et af Champions Leagues mest genkendelige mål.

Målet faldt i det 38. minut. Ronaldinho modtog bolden på kanten af feltet, fanget mellem blå trøjer og uden plads til de sædvanlige udfald. Ingen fart, intet rum, ingen oplagt løsning. Alligevel fandt han én. Med et lille vip i hofterne og en kort drejning i overkroppen satte han tåen til bolden. En kontant, præcis berøring, der sendte kuglen afsted som et projektil forbi Petr Čech og ind ved stolpen. Stamford Bridge frøs et øjeblik. Et mål så mærkeligt, så hurtigt og så elegant, at det tog pusten fra kampen.

Barcelona tabte den aften 4-2 og røg ud samlet 5-4, men det øjeblik har levet videre. Ikke som et minde om en bitter exit, men som en påmindelse om, hvad Ronaldinho var i stand til: at finde løsninger, ingen andre så, og gøre det til noget, der stadig får fodboldfans til at smile.