Fodbold nyheder

Europas bedste - Spanien 2008

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer et kapitel fra "Europas Bedste". Det handler om slutrunden i 2008, hvor Spanien blev mestre.

Op til EM-slutrunden i 2008 tillod UEFA's cypriotiske kasserer, Marios F. Lefkaritis, sig den luksus at give Henri Delaunay-trofæet, der havde været med siden den spæde start i 1960, en ansigtsløftning. Opgaven blev overdraget til det britiske livsstils- og designfirma, Asprey, som efterfølgende præsenterede en mere trimmet pokal, der var 18 centimeter højere og 400 gram lettere end forgængeren.

Episoden var enkeltstående, for det havde aldrig været comme il faut at føre sig frem med ekstravagante manerer i UEFA, der tilbage i 1954 etablerede sig i lejede lokaler i Paris med mindre end en halv million kroner i startkapital. Hvis den praksis blev ændret oven på EM-slutrunden i Schweiz og Østrig, ville der ikke være noget at sige til det. Her sprængte omsætningen nemlig alle rekorder, og efterfølgende rullede der hele 9,7 milliarder kroner ind på UEFA's konto.

Dermed var EM globalt set blevet den tredjestørste sportsbegivenhed efter OL og VM i fodbold, og for at sætte i relief, hvor mange penge der var tale om, kunne man for slutrundens omsætning betale sæsonens lønudgifter i både Serie A og Bundesligaen.

At europamesterskaberne i fodbold udviklede sig til en veritabel guldkalv, var langt fra nogen selvfølge 50 år forinden, da de første kvalifikationskampe fandt sted til Nations' Cup. Slutrunden i 1960 blev afviklet i Frankrig som et anliggende mellem fire mandskaber, og eftersom der på det tidspunkt blot fandtes 21 millioner sort-hvide tv-apparater i Europa, var der formentlig ikke mange, som noterede sig den sovjetrussiske finalesejr over Jugoslavien. I takt med massemediernes udbredelse skabtes en større interesse i de europæiske befolkninger, hvilket dog ikke blev afspejlet i erhvervskredse.

I 1992 måtte UEFA's topledelse – præsident Lennart Johansson og generalsekretær Gerhard Aigner – ligefrem gå tiggergang for at komme af med alle sponsoraterne til EM-slutrunden i Sverige. Dengang var turneringens samlede omsætning 305 millioner kroner – et beløb der 16 år senere havde vokset sig 30 gange større.

Op til EM-slutrunden i 2008 var sponsorerne næsten klar til at begå frispark for at komme med i det gode selskab, og tilsammen lagde UEFA's 18 officielle partnere godt to milliarder kroner i kassen. Dette var for intet at regne i forhold til de penge, som tv-selskaberne bød ind med. Ved EM var indtægterne fra salget af medierettigheder næsten seks milliarder kroner, og af den grund betød det mindre, at seks af de otte stadioner under EM kun lige opfyldte minimumskapaciteten på 30.000 tilskuere.

Det gjorde det selvsagt meget besværligt for fansene at få fat i det ønskede antal billetter, som tilmed fik trykket prisen opad. Ikke alene var der færre billetter i omløb. De særlige VIP-arrangementer krævede også deres andel. Fænomenet havde længe været udbredt i især engelsk fodbold og Champions League, og fidusen bag disse arrangementer var, at firmaer kunne give ansatte og forretningsforbindelser en helt unik oplevelse omkring store fodboldkampe. I Schweiz og Østrig inkluderede minimumsprisen på 7.000 kroner per deltager ud over en billet på første parket også en gourmetmiddag og underholdning før og efter kampen
i tilstødende kongressale.

VIP-delen, der blev håndteret af sportsmarketingsgiganten IMG, lagde beslag på næsten hvert tredje sæde under slutrunden, og det symboliserede nådesløst, at fansene ikke længere havde den samme betydning som tidligere. Groft sagt gjorde de nu mest gavn som stemningssættere i de direkte tv-transmissioner, for det var først og fremmest her, UEFA gearede omsætningen.

Mens de økonomiske forudsætninger omkring EM blev revolutioneret inden for ganske få år, var alt ved det gamle på banen. Eller i det mindste næsten. For bortset fra at England bommede kvalifikationen til slutrunden i 2008, var feltet af forhåndsfavoritter gamle kendinge som Tyskland, Holland, Frankrig og verdensmestrene fra Italien.

Spanien var der selvfølgelig også, men dem var der ikke mange, som seriøst turde kaste spareskillingerne efter. At det forholdt sig sådan, var overordentlig fornuftstridigt, for ikke mange nationer havde gennem årene fremavlet tilsvarende fine spillere, hvilket allerede blev anerkendt af den legendariske italienske landsholdstræner Vittorio Pozzo inden VM i England i 1966:

»De største talenter findes hverken i Italien eller England, men i Spanien. Der skyder de næsten op som svampe fra jorden!«

Nok havde Spanien masser af talento, men til gengæld kneb det mere med talante – et begreb, der betyder noget i retning af karakter. Det fik man syn for på grønsværen, når tingene ikke lige kørte spaniernes vej, og det fremgik desuden med sørgelig tydelighed af pokalsamlingen, der kun rummede en kopi af det Nations' Cup-trofæ, som spanierne vandt på hjemmebane i 1964. Den bedrift blev aldrig fulgt op, og efterhånden fik Spanien et kedeligt prædikat som et hold, der altid kiksede i de store turneringers kvartfinaler, hvilket var tilfældet ved fire EM- og tre VM-slutrunder.

Forklaringer som dommerskandaler, uheld og skader lå lige for, og noget var der oplagt om snakken. Ved VM i 2002 blev Spanien eksempelvis udelukkende elimineret af værtsnationen Sydkorea med dommerens hjælp, og 18 år forinden skyldtes nederlaget i EM-finalen mod Frankrig, at målmandsmonumentet Luís Arconada for en sjælden gangs skyld glemte at tage med hænder. Når det kom til stykket var den mest nærliggende årsag til Den Spanske Syge dog, at nationalmandskabet i modsætning til i lande som Tyskland, Italien og Brasilien aldrig opnåede samme status i befolkningen som klubholdene.

Det var der én bestemt grund til, nemlig at Spanien trods den benhårde ensretning under diktatorerne Miguel Primo de Rivera og Francisco Franco op gennem det 20. århundrede var en mosaik af regioner med egne sprog og kulturelle vaner. Det indebar, at baskerne opfattede Athletic Bilbao som deres landshold, og catalonierne foretrak FC Barcelona, mens castilianerne måske nok bakkede op om Spanien, men i hvert fald ikke på Real Madrids bekostning.

Noget andet var, at stilarterne i de forskellige regioner ikke fremmede udviklingen af et slagkraftigt landshold, hvad Real Madrids tidligere sportsdirektør – argentineren Jorge Valdano – påpegede:

»Hvis vi tager den baskiske og den andalusiske skole, så er de lige så forskellige, som tilfældet er det med sydamerikansk og europæisk fodbold. Andalusierne står for den tekniske og boldbesiddende stil, mens baskerne satser mere på fysik. Alsidighed er godt, hvis man vil have en attraktiv liga. Men hvis man ønsker at skabe et stærkt landshold, er det
en kæmpe udfordring.«

På samme frekvens sendte Valdanos landsmand César Luís Menotti, der i 1980'erne var træner i FC Barcelona og Atlético Madrid. Han advarede om, at spanierne med deres evindelige husspektakler gjorde livet mere besværligt for dem selv, end nødvendigt var:

»Det er på tide, at de finder ud af, om de vil være tyren eller tyrefægteren,« sagde Menotti med slet skjult hentydning til, hvor kaotisk og umetodisk det spanske fodboldforbund arbejdede.

Med valget af Ángel Villar som præsident i 1988 fik forbundet omsider en mand, der målrettet gik efter at støbe et stærkt fundament under nationalmandskabet. Som aktiv repræsenterede Villar Athletic Bilbao og det spanske landshold, og på den baggrund kendte han alt til, hvor skeptisk regionerne forholdt sig til centralmagten i Madrid. Hans planer gik ikke ud på at ændre talentudviklingen i provinserne, for den var den bedste i Europa, hvad akademierne La Masia og Lezama i henholdsvis Barcelona og Bilbao var de mest indlysende eksempler på. Ej heller ønskede Ángel Villar at forbyde de autonome regioners uofficielle landskampe ved juletid, for disse dyster var populære, og de var værdifulde for unge spillere i periferien af det rigtige landshold.

I stedet ønskede Ángel Villar at samle erfaringerne fra de forskellige akademier i fodboldforbundets regi for derigennem at finde fodslag for principperne for landsholdets drift, spillestil og målsætning. Som tovholder for projektet hyrede han i 1996 sin baskiske landsmand, Iñaki Sáez, der var bredt anerkendt som en skikkelig talentudvikler. Samtidig blev sportsdirektørerne fra samtlige 1. divisionsklubber inviteret til møde, ligesom det første spadestik blev taget til opførelsen af fodbold- forbundets helt eget træningscenter i Las Rozas 25 kilometer nord for Madrid.

Med Iñaki Sáez for bordenden detailplanlagde de høje herrer fremtiden for samtlige spanske landshold, herunder at spillestilen skulle være boldbesiddende ud fra grundkonceptet 4-2-3-1, og det var noget, der hurtigt kastede resultater af sig.

Iñaki Sáez førte således Spanien til guld ved U/20-VM i 1999 med navne som Íker Casillas, Carlos Marchena og Xavi i truppen, og i de følgende år lagde spanierne beslag på ikke færre end otte EM-titler med ungdomslandsholdene. Det markerede, at der var skabt en rød tråd ned gennem systemet, og dermed lå A-landsholdets længe ventede gennembrud og lurede lige om hjørnet.

Gennembruddet kom ikke ved EM i 2004 i Portugal, hvor Spanien meget overraskende blev slået ud efter det indledende gruppespil. Den fiasko krævede et passende offer, og det blev naturligt nok Iñaki Sáez, der to år forinden overtog cheftrænerposten efter José Antonio Camacho.

Heldigvis for Sáez havde han optjent så megen goodwill i fodboldforbundet, at han kunne genindtræde i sit gamle job som træner i ungdomssektoren, mens Luís Aragonés blev tilbudt tjansen som ansvarlig for nationalmandskabet. Den efterhånden 66-årige Aragonés var bredt respekteret for sin faglighed, men han var også en mand, der omtrent havde sort bælte i at dele vandene. I sin aktive karriere vandt han tre mesterskaber med Atlético Madrid, som han også førte til ligatitlen i sit første trænerjob.

Siden gik turen videre til ikke færre end syv andre hold i Primera División. Her satte Luís Aragnonés gennem 25 sæsoner en svimlende rekord med 757 kampe som cheftræner, hvad der både understregede hans format og kærlighed til spillet. Da han spekulerede på fodbold i alle døgnets vågne timer, gav det sig selv, at kæderygeren Aragonés besad taktisk indsigt til overflod, hvorfor han hurtigt fik kælenavnet, El Sabio de Hortaleza – Den Kloge Mand fra Hortaleza.

»Der findes ingen træner i hele verden, der ved så meget om fodbold, som Luís Aragonés,« sagde midtbanegeneralen Xavi begejstret om landsholdschefen, der nu alligevel var mest kendt for sit infernalske temperament.

Det kom der i tidens løb mange særprægede optrin ud af. Blandt meget andet kan nævnes, at Luís Aragonés i en kamp i spidsen for Mallorca blev så rasende over en fejl af skarnsknægten Samuel Eto'o, at han tabte sit gebis i befippelse, ligesom han ved en anden lejlighed klippede et tv-kabel over med en boltsaks, fordi det efter hans opfattelse lå for tæt på udskiftningsbænken.

Selv om det umiddelbart kunne være svært at begribe for de uindviede, var Luís Aragonés uagtet sit stridbare gemyt et menneske med både humor og forstand på mandskabsbehandling. Det betød, at han var afholdt af størstedelen af de hundredvis af spillere, som han havde arbejdet sammen med, hvilket blev understreget af, at Samuel Eto'o hjerteligt og konsekvent kaldte ham Abuelo – Bedstefar.

At Luís Aragonés' disciple om nødvendigt var villige til at slås for hans sag, blev der ført bevis for i forbindelse med en landskampsamling i efteråret 2004. Her kvajede Aragonés sig, da han ville rådgive Arsenals José Antonio Reyes om, hvordan han skulle forholde sig over for klubbens store stjerne, franskmanden Thierry Henry.

»Du er meget bedre end den sorte lort!« sagde landsholdstræneren for rullende kameraer, hvad der var lige så uklogt, som det var usmageligt. Udbruddet trak ikke overraskende store overskrifter i England, hvor både Thierry Henry og Arsenals manager, Arsène Wenger, forlangte en hård sanktion fra det spanske fodboldforbunds side.

Da straffen faldt, lød den på en bøde på sølle 25.000 kroner, hvad der utvivlsomt hang sammen med, at mørke spillere som Marcos Senna, Donato og Samuel Eto'o alle udtalte sig til fordel for træneren.

Mens Thierry Henry ikke fik skovlen under Luís Aragonés i første forsøg, så lykkede det i anden omgang ved VM i 2006. Her mødtes Spanien og Frankrig i ottendedelsfinalen med førstnævnte som favorit på grund af et excellent gruppespil, hvor Ukraine, Tunesien og Saudi-Arabien alle fik klø efter tur. Så flot spillede spanierne, at LaSextas kommentator, Andrés Montes, ikke kunne holde sin begejstring tilbage, da Tunesien blev rullet af brættet:

»Vi spiller tiqui-taca, tiqui-taca!«

Bemærkningen var ment som en kompliment og dækkede over, at bolden gled henover græsset i elegante kombinationer mellem kvikke fødder. Den slags tangerede kunst, og det var noget, både menigmand og den kræsne connaisseur satte pris på. Tiqui-taca og alle dens velsignelser til trods var det ikke muligt at bringe de fysisk stærke franskmænd ud af fatning i ottendedelsfinalen, og efter spaniernes 1-3-nederlag kunne Thierry Henry demonstrativt ryste med sin knyttede næve foran næsen på den ulykkelige Luís Aragonés.

Hverken landsholdstræneren eller hans stab havde tid til at gruble ret længe over oplevelsen, for allerede i efteråret indledtes kvalifikationskampene til EM-slutrunden i 2008, som UEFA havde henlagt til alpelandene Schweiz og Østrig.

Spanien blev placeret i gruppe med Sverige, Danmark, Nordirland, Island, Letland og Liechtenstein, men selv om det ikke lignede modstandere, som burde kunne opbyde den store modstand, var virkeligheden en anden, og spanierne lagde ud med at tabe to ud af de tre indledende kampe. Det skabte masser af spektakel, og efter 0-2-nederlaget til Sverige i Stockholm den 7. oktober 2006 forlangte de medrejsende fans trænerens hoved på et fad. Den samme melding lød i sportsbladet El Mundo Deportivo, som på sin forside trykte et billede af Luís Aragonés med den medfølgende tekst:

»Fyr ham!«

Den idé var Ángel Villar ikke med på, og det var klogt, for spanierne fandt snart takterne igen, og de afsluttende ni dyster bød på otte sejre og én uafgjort. Specielt i udekampen mod Danmark den 13. oktober 2007 viste Spanien skræmmende styrke. Opgøret var henlagt til Aarhus på grund af en dansk tilskuers amokløb mod den tyske dommer Herbert Fandel i sommermødet med Sverige, hvorfor Danmark blev dømt som taber og til at spille de efterfølgende fire hjemmekampe mindst 250 kilometer fra København.

Det i forvejen modløse hjemmehold, som oplevede den værste kampagne i landstræner Morten Olsens embedstid, blev spillet sidelæns ud af Århus Idrætsparks fedtede græstæppe, og at gæsterne nøjedes med at vinde 3-1 skyldtes udelukkende skødesløs distræthed. Anført af den catalanske trio – Xavi, Iniesta og Cesc Fàbregas – flød kombinationerne, så ikke et øje var tørt, og dermed ramte spanierne for alvor den tiqui-taca-stil, som kom til at kendetegne holdet i EM-slutrunden i Schweiz og Østrig.

I Luís Aragonés' fire år som landsholdschef blev der roteret flittigt på pladserne, men op til EM virkede det, som om at det rigtige miks var på plads. Inden afrejsen havde Spanien ikke tabt i de foregående 16 kampe, og da disse indbefattede møder med giganter som Frankrig og Italien, var selvtilliden i top.

En af dem, som ikke var i godt lune, da Luís Aragonés udtog sin 23 mands-trup, var Real Madrids legendariske anfører, Raúl, der med 44 fuldtræffere var den mest scorende spanske landsholdsspiller gennem tiden. Han havde ikke fået spilletid siden 2-3-nederlaget til Nordirland i september 2006, og derfor var det ikke helt uventet, at han stod tilbage uden en billet til alpe-ekspressen.

Afløserne var der nu heller ikke noget i vejen med, for det var tre skarpe herrer: David Villa og Fernando Torres fra Valencia og Liverpool samt Mallorcas Dani Güiza, der blev sæsonens topscorer i La Liga med 27 fuldtræffere.

På mange af de øvrige positioner blev den røde tråd sikret tilbage til Iñaki Sáez i talentsektoren, for i truppen var der 11 spillere, som alle havde vundet titler med ungdomslandsholdene. Kun tre mand i den formodede startopstilling var fyldt 30 år, nemlig forsvarerne Carles Puyol og Joan Capdevila samt midtbaneliberoen Marcos Senna. Med en gennemsnitshøjde på under 1.80 meter stillede spanierne kuriøst nok med det laveste mandskab ved EM, men to af de mindste, Barcelona-duoen Xavi og Andrés Iniesta, var til gengæld ensemblets ubetingede dirigenter.

Det fik Rusland at føle i åbningskampen i EM's Gruppe D, der desuden talte Sverige og de forsvarende europamestre fra Grækenland. Russerne knockoutede i kvalifikationen selveste England, og i foråret vandt FC Zenit St Petersburg UEFA Cuppen, hvilket tydeliggjorde, at der var masser af grøde i russisk fodbold.

At der desuden var rigelig med penge, kunne udledes af, at den rutinerede hollænder Guus Hiddink blev udnævnt til landsholdstræner efter VM i Tyskland. Med ham i spidsen var der garanti for både gode resultater og udviklingen af spændende spillere, hvad navne som Andrei Arshavin, Roman Pavlyuchenko og Igor Akinfeev var lysende eksempler på.

Selv om Rusland havde meget at byde ind med, fik holdet tirsdag den 10. juni 2008 en ublid behandling på Tivoli Neu i Innsbruck af et spansk hold i overdådigt spillehumør. Med Xavi og Iniesta som fodermestre stortrivedes David Villa, og med tre pletskud var han den største oplevelse i spaniernes 4-1-sejr.

Fire dage senere blev angriberen på ny helt, da han i det sidste minut af opgøret mod et godt kæmpende svensk landshold sørgede for sejrsmålet til 2-1, hvad der betød, at Luís Aragonés' udvalgte allerede var sikre på en plads i kvartfinalen inden den afsluttende dyst mod Grækenland.

Den vandt Spanien smertefrit med 2-1, selv om der blev ændret på ti pladser i forhold til kampen mod svenskerne. Det betød, at Otto Rehhagel og hans alderstegne europamestre var stødt fra tronen. Ikke alene måtte de rejse hjem uden pokal: Point fik de heller ingen af, hvilket demonstrerede, at græsk fodbolds korte storhedstid var endegyldigt forbi.

Det var spaniernes ikke, for de sprintede i kvartfinalen med maksimumpoint og overdådig appetit på mere, og så betød det i første omgang ikke noget, at modstanderne blev Italien, som havde brugt mange kræfter på at slide sig videre fra en dynamitgruppe, hvor de øvrige mandskaber var Holland, Frankrig og Rumænien. Italienerne var ellers historisk set det værste hold, som Spanien kunne møde, hvad statistikkerne så rigeligt beviste. I de foregående ni betydningsfulde opgør havde spanierne ikke vundet, og den seneste sejr daterede sig helt tilbage til OL
i 1920.

Belært af erfaringerne fra VM, da Spanien angreb sig til døde i ottendedelsfinalen mod Frankrig, valgte Luís Aragonés at indstille sig mere på modpartens forcer end normalt, da Herbert Fandel søndag den 22. juni 2008 klokken 20.45 satte gang i EM's fjerde og sidste kvartfinale. Det indebar en kolossal opmærksomhed på ikke at tabe bolden, når holdet var i fremdrift, og derved mistede spanierne fart i opspillet.

Resultatet blev, at de pibende defensive italienere aldrig for alvor kom i knibe, men omvendt lykkedes det heller ikke for deres fine spilfordeler, Andrea Pirlo, at sætte nogle kontraangreb i scene, og så sluttede den meget taktiske affære 0-0. Den halve times forlængede spilletid skaffede ingen løsning på konflikten, og derfor var der dømt straffesparkskonkurrence. For de spanske tilhængere på Ernst-Happel-Stadion i Wien gjaldt det om ikke at skele alt for meget til datoen, for siden 1986 havde nationalmandskabet tabt tre af den slags konkurrencer på datoen den 22. juni. Sådan gik det ikke denne gang, for i Íker Casillas rådede spanierne over verdens bedste målmand. Undervejs reddede anføreren forsøgene fra Daniele De Rossi og Antonio Di Natale, mens hans næsten lige så dygtige kollega, Gianluigi Buffon, tog sig af skuddet fra Dani Güiza. Dermed var det op til den 21-årige Cesc Fàbregas at lukke ballet på sit holds femte spark, og det gjorde han køligt, så Spanien vandt med 4-2.

Mens den italienske landsholdstræner, Roberto Donadoni, luskede ud med visheden om, at han inden længe ville blive præsenteret for en fyreseddel, festede hele Spanien over, at deres helte nu kun var ét skridt fra den store finale.

At landsholdet for alvor var blevet populært i brede kredse, kunne aflæses sort på hvidt, idet den direkte transmission i TVE satte rekord med næsten 16 millioner seere. Også i aviserne glædede man sig over den første sejr over Italien i en vigtig kamp i 88 år, og i AS gik lederskribenten Alfredo Relaño planken ud:

»Spanien har brudt den onde forbandelse. Denne aften har ændret historiens gang!«

I semifinalen fik Spanien fordel af at skulle blive i de vante omgivelser i Wien, mens Rusland måtte rejse fra Basel, hvor holdet med overlegen kløgt slog turneringens næstbedst spillende mandskab – Holland – med 3-1 efter forlænget spilletid. Den bedrift illustrerede til fulde, at Guus Hiddinks mandskab havde spillet sig i form efter den kolde dukkert i premieren mod Spanien. Vist var spanierne også denne gang favoritter, men ingen skulle tage fejl af de tempostærke russeres formåen, hvad de 51.000 fremmødte på Ernst-Happel-Stadion fik syn for i første halvleg.

Her døjede spanierne med at få spillet til at flyde mellem modstandernes kæder, hvorfor de ikke producerede så mange chancer som vanligt. Ydermere måtte Spanien lide det chok at se topscoreren David Villa humpe fra banen med en ankelskade, så Luís Aragonés var tvunget til at ændre formationen fra 4-1-3-2 til 4-1-4-1 med Fernando Torres som enlig frontløber og den indskiftede Cesc Fàbregas hængende bagved.

Talent er imidlertid vanskeligt at holde nede, og fem minutter efter pausen kom der gang i scoringen, da Xavi stødte en tværpasning fra sin siamesiske tvilling, Iniesta, forbi Igor Akinfeev til 1-0. Det punkterede de russiske forhåbninger. Siden øgede Dani Güiza og David Silva til 3-0, og dermed var Spanien for første gang i 24 år i en EM-finale, og så måtte AS nok engang tage de mest prangende adjektiver i anvendelse:

»Det var den perfekte kamp. Spanien gjorde fodbold til kunst.«

Tyskland havde siden EM-triumfen i 1996 befundet sig i en permanent tilstand af recession, og selv om Die Nationalmannschaft formåede at vinde sølv seks år senere ved VM i Japan og Sydkorea, var det en kendsgerning, at andre nationer var længere fremme teknisk og taktisk.

Kulminationen på flere sæsoners mistrivsel kom ved EM i Portugal, da tyskerne blev slået ud efter det indledende gruppespil. Undervejs formåede de end ikke at besejre Letland, og som konsekvens sagde Team-chef Rudi Völler op, hvorfor det tyske fodboldforbund for tredje gang inden for seks år måtte på udkig efter en ny træner.

Mindre end 22 måneder senere skulle Tyskland arrangere VM, og derfor var der optræk til panik i kommandobunkeren Hermann-Neuberger-Haus. Til en afveksling tænkte fodboldforbundet kreativt, og det betød, at den gamle landsholdskaptajn, Jürgen Klinsmann, blev udpeget som Völlers afløser. Han havde ganske vist hverken en træner-licens eller bopæl i Tyskland, men vurderingen var, at dette blev så rigeligt opvejet af hans karisma og af assistenten Joachim Löws kompetencer. Tilmed kom Jürgen Klinsmann med en uudtømmelig energi, et katalog af epokegørende idéer og ikke mindst en hær af amerikanske fitnesseksperter, der skulle føre hans paradigmer ud i livet.

»I princippet har vi tænkt os at rive hele butikken ned!« sagde Klinsmann ved sin tiltrædelse, mens fodboldforbundets præsident, Theo Zwanziger, kæmpede for at holde ansigtet i de rette folder.

At hævde, at Tyskland med ansættelsen af Klinsmann A/S blev sine problemer kvit, vil være noget af en overdrivelse. Men sandt var det, at stilen blev mere frisk og fremadrettet, hvilket i høj grad hang sammen med, at nye navne som Lukas Podolski, Bastian Schweinsteiger og Philipp Lahm blev fremtrædende skikkelser på holdet, mens generationen omkring Oliver Kahn og Christian Wörns blev gradvist udfaset.

Trods enorme anstrengelser var der resultatmæssigt ingen linje i tingene, og efter 1-4-nederlaget mod Italien tre måneder inden VM var der mange rynkede bryn i forbundsrepublikken. Især Bayern Münchens magtfulde forretningsfører, Uli Hoeneß, var foruroliget, og derfor åbnede han en ubehagelig diskussion om Klinsmanns faglige niveau og hensigtsmæssigheden af, at denne opholdt sig mere i USA end i Tyskland.

Heldigvis for Jürgen Klinsmann artede VM i 2006 sig fordelagtigt for hans mandskab, der formåede at spille både flot og effektiv fodbold. Med en tredjeplads fik landsholdet for alvor tag i masserne, og da Spanien leverer guddommelig pasningsfodbold under EM i Schweiz og Østrig.

Stilen kaldes tiqui-taca, og den fornemste repræsentant for det er spilfordeleren Xavi. Han scorer det første mål i semifinalen mod Rusland, som spanierne besejrer med 3-0.

Truppen efter turneringen blev hyldet i Berlin, mødte ikke færre end en halvmillion mennesker op foran Brandenburger Tor.
Forinden havde den dybt rørte Jürgen Klinsmann meddelt, at han af hensyn til familielivet ikke ønskede at fortsætte, hvorfor Joachim Löw fik overdraget stafetten. Det var der intet odiøst i, for mens Klinsmann var ansigtet udadtil og motivatoren i teamet, var det den 46-årige assistent, som tog sig af taktikken og træningsøvelserne.

På den baggrund var der ikke meget nyt under solen, da Tyskland i efteråret 2006 indledte bestræbelserne på at kvalificere sig til EM i Schweiz og Østrig i et gruppespil med Tjekkiet, Irland, Slovakiet, Wales, Cypern og San Marino.

Med undtagelse af den afgørende kamp om førstepladsen, hvor tyskerne havde en decideret offday mod Tjekkiet, viste Joachim Löws tropper strålende takter, og på den baggrund var de bookmakernes favoritter inden starten på EM, hvor holdet havnede i en let gruppe med Polen, Kroatien og værterne fra Østrig.

En rundspørge viste, at kun 13 procent af tyskerne var enige i vurderingen, hvilket dels hang sammen med 0-3-nederlaget på hjemmebane til tjekkerne, dels at flere af nøglespillerne døjede med problemer.

Værst så det ud for Bernd Schneider, som måtte opereres for en diskusprolaps. Christoph Metzelder fejlede ingenting, men i foråret havde han kun optrådt i sammenlagt to timer for Real Madrid, og det samme gjorde sig gældende for Jens Lehmann, der var reduceret til andenmålmand i Arsenal.

De to sidstnævnte var alligevel med i åbningskampen den 8. juni 2008 i Klagenfurt mod Polen, som let blev besejret med 2-0 på to mål af Lukas Podolski, der ligesom Miroslav Klose var polak af fødsel.

Den efterfølgende duel mod Kroatien, som vandt sin indledende kamp mod Østrig med 1-0, blev til gengæld alt andet end let. Kroaterne var i lange stræk overlegne, og deres 2-1-sejr blotlagde, at Tyskland savnede kvalitet i rækkerne. Pasningsspillet haltede katastrofalt, og med undtagelse af Lukas Podolski kunne ingen sætte sig igennem på egen hånd. Derudover var det i forsvarskæden kun backen Philipp Lahm, som besad internationalt niveau.

Det blev der spekuleret gevaldigt over inden den afsluttende gruppekamp på Ernst-Happel-Stadion i Wien mod brodernationen Østrig, som skulle vinde for at komme i kvartfinalen. Østrigerne knyttede deres håb til landenes møde 30 år forinden i Córdoba, da de slog de forsvarende verdensmestre fra Vesttyskland ud af VM i Argentina efter en choksejr på 3-2.

Til forskel fra dengang rådede den østrigske træner, Josef Hickersberger, ikke over noget prangende hold, og da Tyskland samtidig var langt under vanlig standard, blev det en trist kamp at overvære. Ganske symptomatisk indtraf det dramatiske højdepunkt, da Löw og Hickersberger kort inden pausen gerådede i et imponerende skænderi på sidelinjen, hvorefter den spanske dommer, Manuel Mejuto González, sendte begge op på tribunen. Herfra kunne de se Michael Ballack afgøre kampen, da han i det 49. minut sendte et frispark med 121 kilometer i timen op i hjørnet over Jürgen Macho til 1-0.

Dermed var Østrig ligesom den anden værtsnation, Schweiz, ekspederet ud inden EM's knald-eller-fald-fase, mens Tyskland for første gang siden 1996 var videre i turneringen. Det kunne dog ikke dække over, at det havde været en elendig forestilling, hvad Joachim Löw forklarede med, at hans spillere var under et umenneskeligt pres:

»Hvis vi havde tabt, skulle vi høre på det i de næste 30 år.«

På grund af sin verbale infight med Josef Hickersberger havde Löw karantæne i kvartfinalen mod Portugal tre dage senere, og følgelig overværede han kampen fra en skybox på St. Jakob-Park i Basel. Forinden deltog han i et møde med nogle af de toneangivende spillere, som foreslog at skifte formationen til 4-2-3-1. Ud fra et ønske om at ville spille med to deciderede angribere havde Joachim Löw ellers altid sværget til 4-4-2, men han valgte alligevel at lytte til rådet, hvad der for de udenfor-stående virkede som en meget radikal beslutning.

»Fodboldens dramaturgi kan få selv den mest detaljeforelskede træner til at foretage sig uforudsete ting midt under et europamesterskab,« stod der således at læse i Frankfurter Allgemeine.

Systemændringen gik ud over den ineffektive frontløber, Mario Gómez, der blev sat af til fordel for Leverkusens defensive midtbanemand, Simon Rolfes. Det betød, at Michael Ballack fik mere frihed til at søge op under eneangriberen Miroslav Klose, hvad Tysklands offensiv blev betydeligt skarpere af.

Hos portugiserne havde Cristiano Ronaldo haft en fænomenal sæson i Manchester United, med hvem han både vandt det engelske mesterskab og Champions League. For at skåne hans trætte legeme sad han over i den afsluttende gruppekamp mod Schweiz, men det var tilsyneladende ikke nok, for efter en time havde Cristiano Ronaldo ikke mere at byde ind med mod Tyskland, og det blev dyrt.

På dette tidspunkt var Portugal bagud med 1-3, hvilket ene og alene skyldtes, at holdet rådede over én af EM's dårligste målmænd – Ricardo – der to gange kom for sent ud til indlæg, som Miroslav Klose og Michael Ballack i stedet sendte i nettet. Det kunne Luiz Felipe Scolaris folk ikke rette op på, og først med tre minutter igen lykkedes det Hélder Postiga at reducere til 2-3.

Tyskernes sejr skabte karnevalsstemning i Basels gader, som var fyldt med kåde Schlachtenbummlere, der for alvor fornemmede, at deres helte var på vej mod noget stort. Seks dage senere fortsatte festen sammesteds, da Tyrkiet kom på besøg. I kvartfinalen imponerede tyrkerne ved at slå et af turneringens stærkeste mandskaber, Kroatien, med 4-2 efter straffesparkskonkurrence, og på den baggrund følte de sig ikke det mindste imponerede over at skulle op imod de scenevante tyskere.

Ganske vist tumlede træner Fatih Terim med at stille hold, eftersom han måtte undvære hele seks skadede eller karantæneramte spillere, hvorfor han seriøst overvejede at bruge tredjekeeperen Tolga Zengin som angrebsreserve. Særlig ondt gjorde det at måtte undvære de to Galatasaray-stoppere, Servet Cetin og Emre Asik, og den normale målmand, Volkan Demirel, der blev udvist i den sidste gruppekamp mod Tjekkiet.

I erkendelsen af, at defensiven ikke var, hvad den burde være, sendte Fatih Terim sine folk på banen i en angrebshidsig opstilling, og den investering trak hurtigt rente. Efter 13 minutter sendte Kazim Kazim en bombe af et landskud på overliggeren, uden at Jens Lehmann nåede at røre en finger. Ni minutter senere gentog den engelskfødte kantspiller bedriften, og denne gang var Ugur Boral først over riposten, hvorefter Tyrkiet førte med 1-0.

Det offensive udlæg var ikke uden risiko, da begge backer hele tiden søgte langt op i terrænet samtidigt. Det udnyttede Lukas Podolski i det 26. minut til at lægge en præcis bold ind til Bastian Schweinsteiger, der overlegent vippede den i mål med ydersiden af støvlen til 1-1.

I en spændende affære med masser af afslutninger måtte de 39.000 tilskuere vente til 11 minutter før tid, inden der igen kom gang i scoringen. Ude fra venstre sendte Philipp Lahm et harmløst frispark indover, men desværre for tyrkerne buldrede målmand Rüstü Recber planløst ud i feltet, og det udnyttede Miroslav Klose til at heade bolden i nettet til 2-1.

Føringen holdt blot i seks minutter, inden Semih Sentürk dukkede op ved den første stolpe og prikkede Sabri Sarioglus tværpasning forbi Jens Lehmann til 2-2, og dermed var der lagt op til både mere dramatik – og forlænget spilletid.

Den galaj ville Philipp Lahm dog ikke være med på. Venstebacken stødte i slutsekunderne med frem, og spillede et-to med Thomas Hitzlsperger, inden han bombede bolden op i det nærmeste hjørne til 3-2. Det leverstød kunne de tapre tyrkere ikke komme sig over, og efter kampen faldt mange af spillerne grædende om på græsset, mens sejrherrerne sprang rundt som en flok kåde skolepiger.

Vist spillede tyskerne ikke overbevisende, men de demonstrerede indædt kampgejst, da kæden skrabede mest på, og det var nok til at spille sig i deres sjette EM-finale i historien. Fatih Terim blev langt fra den første til at sande, at tyskerne er svære at holde væk, når de store turneringer skrider ind i deres afgørende fase. Men på baggrund af, at Tyrkiet – målt på de individuelle kvaliteter – var bedst, var hans ærgrelse over 2-3-nederlaget fuldt forståelig:

»Vi var der næsten, men vi snublede. Nu må vi forlade turneringen efter at have leveret et af de mest farverige indslag. Jeg er meget, meget stolt af mit hold.«

Ved at slide sig i EM-finalen var Tyskland kun et enkelt skridt fra at indfri bookmakernes forhåndskalkule om, at holdet ville vinde turneringen. Ét er statistik og forventninger, noget andet er sportslige realiteter. I de tre uger op til EM-finalen på Ernst-Happel-Stadion i Wien den 29. juni 2008, havde Spanien udfoldet et så kolossalt format, at man omtrent skulle tilbage til Brasiliens VM-hold fra 1982 for at finde noget tilsvarende. På den baggrund både håbede og troede de fleste uden
for forbundsrepublikken, at Luís Aragonés' hold ville sætte tyskerne til vægs.

Selv om spanierne red på en bølge af selvtillid oven på deres storspil ved EM og 21 kampe på stribe uden nederlag, var der alligevel grund til uro. Turneringens topscorer, David Villa, måtte melde fra på grund af den ankelskade, han pådrog sig i semifinalen mod Rusland tre dage forinden, og det betød, at Luís Aragonés nødtvungent lod Fernando Torres være eneangriber, mens Cesc Fàbregas gled ind i startopstillingen på en position som fremskudt midtbanemand.

Også kollegaen Joachim Löw var bekymret. Ikke over at han ligeledes mønstrede med en enkelt frontløber, men over at Michael Ballack døjede med en forstrækning i læggen, og at Torsten Frings stadig havde problemer med luften efter at have brækket et par ribben tidligere i turneringen. Trods deres krigsskader var begge generaler med fra start, da den italienske dommer, Roberto Rosetti, satte gang i dysten, efter at den spanske tenor Julio Iglesias forinden havde varmet de 51.428 fremmødte på stadionet i Praters gamle forlystelsespark op med et par numre fra sit gigantiske repertoire. Om underholdningen havde en sløvende effekt på spanierne, skal være usagt. Et faktum er det, at backen Sergio Ramos efter tre minutter kom for skade at servere bolden lige i fødderne på den helt fri Miroslav Klose, der dog klumrede så meget i det, at Íker Casillas kunne gribe ind.

Kort efter fik Luís Aragonés' folk kontrol over nerverne, og så måtte modstanderne agere ufrivillige deltagere i en omgang lynhurtig tiqui-taca. Med Xavi som dirigent flød bolden rundt i kreative mønstre på tyskernes banehalvdel, og selv om pladsen var trang, blev chancerne stadigt større. Efter et kvarter måtte Jens Lehmann ud i fuld længde for at fange et afrettet skud fra Andrés Iniesta, og efter et indlæg fra Sergio Ramos headede Fernando Torres otte minutter senere bolden på stolpen.

Den 24-årige Liverpool-angriber var Spaniens bedste mand, og med sit uhyggelige antrit udfordrede han konstant de klodsede stoppere, Per Mertesacker og Christoph Metzelder, der ikke så ud til at ane deres levende råd for at dæmme op for El Niño. I det 33. minut formåede de nedspillede tyskere ikke at holde stand længere, da Xavi sendte Fernando Torres ned i bagrummet i en tæt løbeduel med Philipp Lahm.

Chancen virkede i første omgang til at være forspildt, men den ellers så påpasselige tysker tøvede med at få bolden bugseret væk, og så løftede Torres den i stedet ind over den fremstormende Jens Lehmann til 1-0. Målet fik ikke de aggressive spaniere til at tage den mere med ro, tværtimod trykkede de endnu hårdere på for at knockoute de groggy tyskere. To minutter senere burde den ambition være gået i opfyldelse, da David Silva blev spillet helt fri, men Valencia-wingen sparkede over, og så endte første halvleg med en alt for smal spansk føring.

I pausen pillede Joachim Löw den brødefulde Philipp Lahm ud, fordi han havde pådraget sig et sår i hovedet i en duel med Marcos Senna. Ind kom Marcell Jansen, og han skulle straks få sin sag for i nærkampene med Sergio Ramos og David Silva.

For øjnene af kong Juan Carlos, der lod til at hygge sig gevaldigt på pladsen i æreslogen ved siden af UEFA-præsident, Michel Platini, fortsatte spanierne deres powerplay, og kun suverænt målmandsspil af Jens Lehmann forhindrede en større afklapsning. Specielt Fernando Torres kom til mange store muligheder, men score kunne han ikke, og det betød, at Tyskland teoretisk stadig var inde i matchen.

Muligvis ville Joachim Löws udvalgte også have været det i praksis, hvis Roberto Rosetti havde været vågen i en situation, hvor David Silva tabte tråden og nikkede Lukas Podolski en skalle. Italieneren lukkede imidlertid øjnene for udåden, og så slap spanieren efterfølgende med at blive skiftet ud til fordel for Santi Cazorla, selv om han rettelig burde have været strittet ud af dommeren.

Mod kampens slutning sendte Joachim Löw Mario Gómez i aktion på bekostning af den fuldstændig anonyme Miroslav Klose for at supplere den anden indskifter, Kevin Kuranyi, i front, men lige lidt hjalp det. Spanierne var i flere situationer tættere på at øge føringen, end tyskerne var på at udligne, og med ni minutter igen burde turneringens bedste midtbanelibero – den brasilianskfødte Marcos Senna – have lukket festen, da han for åbent mål soldede Dani Güizas fine oplæg bort.

Afbrænderen fik ingen konsekvenser, for kort efter blæste Roberto Rosetti af for den mest ensidige EM-finale siden tyskernes sejr over Sovjetunionen 36 år forinden, og så lod de spanske tilhængere følelserne få frit løb, mens den dataforelskede Joachim Löw påbegyndte analysen af, hvorfor hans hold ikke havde ydet hårdere modstand:

»Spanien fortjente sejren. Ingen tvivl om det. Vi må bare tage hatten af for deres høje niveau. De spillede fremragende gennem hele turneringen, og i finalen producerede de flere chancer end os takket være deres direkte omstillingsspil.«

Fortrængt var det til gengæld ikke, at spanierne omsider havde brudt 44 års forbandelse og sikret sig Marios F. Lefkaritis' nyproducerede sølvpokal, hvad Luís Aragonés straks greb fat i:

»Dette er en lykkelig dag for Spanien. Vi vandt turneringen på brillant vis, og fremover kan vi hævde over for vores konkurrenter, at vi rent faktisk godt kan finde ud af at vinde.«

Den melding var ikke helt ved siden af. To år senere gjorde spanierne således rent bord ved under ledelse af Vicente del Bosque også at vinde VM i Sydafrika.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik