Fodbold nyheder

Michael Krohn-Dehli – det er båre nemlig

Af Torsten Brix

Den danske landsholdskants karriere har haft mange op- og nedture – flest af de sidste, men trods dette er en han sikker starter, når Morten Olsen sætter sit landshold.

Article image
Ritzau-Scanpix

Siden “The Julekalender” blev en lækker landeplage i 1991, har sætningen ”Det er båre dæjlig” været en kommentar, som alle havde et forhold til - efter kartoffelavler Oluf Sand igennem 24 meget humoristiske afsnit havde sagt det. Men i et af de sidste afsnit kom der på ærkejysk: Det er bårre… nemlig!

Denne overraskelse kan sammenlignes med den overraskelse, som Brøndby var i starten af dette forår. For Brøndby hentede 13 af de første 15 point, men herefter ramte den hæderskronede klub bunden, og de sidste ti kampe gav kun én sejr. Midt i dette stod den danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli, hvis spil faldt i niveau – sammen med holdet. Efter de fem første kampe, sagde kantspilleren til Tipsbladet.

- Det er svært at spå om, hvor langt vi kan nå i denne sæson. Vi har et godt momentum nu, men vi tager det fra kamp til kamp. Dem er der så en del af i denne uge. Det er lidt presset, men forhåbentlig kan vi også få noget positivt ud af dem. Men vi tager en kamp ad gangen og så må vi se, hvad det bliver til, sagde Krohn-Dehli og erkendte samtidigt:

- Der er mange år, hvor vi har spillet en god halvsæson og en dårlig halvsæson, og så er det egentlig meget flot at blive tre'er i nogle af sæsonerne, når man har været så ustabil. Så der skal stabilitet ind, og kan man det, så kan det jo blive når som helst. Man kan jo altid ramme en god sæson, men det kræver hårdt arbejde.

På det tidspunkt spillede Brøndby med en ualmindelig stærk midtbane, hvor der kunne vælges imellem Dennis Rommedahl, Mike Jensen, Mikkel Thygesen, Femi, Jens Larsen og Krohn-Dehli. Høj kvalitet – på det tidspunkt, men Brøndby fik ikke spillet til at fungere efterfølgende, og det påvirkede i den grad de danske EM-fløje – Rommedahl og Krohn-Dehli. Sidstnævnte havde svært ved at spå om fremtiden, og det gik meget ned af bakken.

Det er dog langt fra første gang, at Krohn-Dehlis karriere har svinget meget. Det hele startede i den lille forstadsklub Rosenhøj, der har fostret det ene talent efter det andet. Et lille udvalg af kendte spillere fra Rosenhøj er Daniel og Nicolai Agger, Jonathan og Simon Richter, Henrik Kildentoft, Martin Spelmann, Kasper Lorentzen, Kim Christensen samt Danny Olsen.

Herefter gik turen til Hvidovre, hvor han spillede sammen med bl.a. Thomas Kahlenberg. De to kammerater skiftede senere til Brøndby, hvor de kæmpede om samme plads, og her blev Krohn-Dehli spottet af den hollandske storklub Ajax, der lokkede den 17-årige ynglingespiller til Amsterdam.

Krohn-Dehli kom kort tid efter sit skifte til Ajax ind i landsholdsvarmen, hvor han fik debut på U/19-landsholdet, der spillede 0-0 mod Skotland. På dette hold spillede han sammen med bl.a. Kevin Stuhr Ellegaard, Frank Hansen, Jonas Kamper, Rasmus Würtz. På bænken sad blandt andre Thomas Kahlenberg.

Krohn-Dehli nåede at spille fem U/19-landskampe, inden han blev rykket på U/20-landsholdet, hvor det blev til ti landskampe. Tilbage i 2004, hvor Krohn-Dehli spillede på U/20-landsholdet, prøvede Michael Laudrup at hente ham hjem til Vestegnen, eftersom Krohn-Dehli ikke havde fundet vejen til Ajax' førstehold. Laudrup kunne se, at Krohn-Dehli havde nogle af de samme kvaliteter, som han selv havde som aktiv spiller, og sammenligningen var også øjensynlig for U/21-landsholdstræneren Flemming Serritslev, der mente, at driblingerne og styrken i én mod én-situationerne var slående lige, og derfor blev Krohn-Dehli også snart fast mand på U/21-landsholdet, hvor han var omdrejningspunktet på et hold spækket med stortalenter som Daniel Agger, Leon Andreasen, Morten Duncan Rasmussen og Thomas Kahlenberg.

Det blev imidlertid ikke til et skifte hjem til Brøndby. I stedet valgte han at blive i Holland og Æresdivisionen, hvor RKC Waalwijk ville satse på den lille tekniker, der havde brilleret på Ajax' ungdomshold under ledelse af Danny Blind. Samtidigt valgte Morten Olsen at lade Krohn-Dehli træne med A-landsholdet i Vedbæk i forberedelserne op til EM-slutrunden i Portugal.

Opholdet i Waalwijk blev en succes for Krohn-Dehli, der blev fast mand, og Morten Olsen var også hurtigt ude og råbe ham op som fremtidens mand på landsholdet. Desværre begyndte skaderne at drille – i stor stil endda.

Det kostede en plads i A-landsholdstruppen til testkampen mod Finland i maj 2005. Nedtur for Krohn-Dehli, da Morten Olsen havde udtalt, at den teknisk stærke spiller var blevet udtaget, hvis det ikke havde været for en skade. Skaderne fortsatte med at drille Krohn-Dehli i den følgende tid, og i august 2005 blev han opereret i sit højre knæ for at gøre en ende på problemerne.

Tre måneders skadespause ventede forude, men Krohn-Dehli så lyst på sin situation og håbede på at blive klar til U/21-landsholdets play-off-kampe mod Rusland. Krohn-Dehli blev klar - og så alligevel ikke. Først blev han udtaget, men nye problemer med knæet tvang ham til et afbud. Dog blev tungsindigheden kort efter afløst af glæde over en treårig kontrakt med den hollandske storklub Ajax, som hentede ham tilbage til Amsterdam på en fri transfer. Dette var en drøm for Krohn-Dehli, der tidligere havde gjort det klart, at den eneste hollandske klub, han ville spille for - udover Waalwijk - var Amsterdam-klubben.

Der skulle imidlertid gå en rum tid, før han havde gjort sig fortjent til sin seniordebut for Ajax. Den 17. september 2006 debuterede han mod Roda, og måneden efter blev det til debut på A-landsholdet i EM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein. Her kom Krohn-Dehli på banen med et kvarter igen i stedet for Dennis Rommedahl, og han fik en fremragende debut, hvor han beviste sit potentiale på trods af den begrænsede spilletid.

Efter tre optrædener for Ajax' bedste mandskab blev han i starten af 2007 udlejet til Sparta Rotterdam for resten af sæsonen. Her blev Krohn-Dehli hurtigt fast mand, og efter et vellykket lejeophold vendte han tilbage til Ajax, hvor han indgik i truppen i sæsonen 2007/2008. Det lykkedes imidlertid ikke at imponere træner Adrie Koster, og det blev kun til yderligere én førsteholdskamp for Krohn-Dehli.

I starten af 2008 blev situationen i Ajax yderligere forværret for Krohn-Dehli, da han på ny blev ramt af en alvorlig knæskade - denne gang i venstre knæ, og samtidig annoncerede Ajax, at de ville skille sig af med ham med øjeblikkelig virkning. Krohn-Dehli ønskede imidlertid at blive resten af sin kontraktperiode for at genvinde sin fysik. Krohn-Dehlis skade helede planmæssigt, men klubberne stod ikke på spring som følge af Ajax-spillerens skadeshistorik.

Trods dette vendte den 25-årige Michael Krohn-Dehli - efter otte år i hollandsk fodbold - tilbage til Brøndby på en fri transfer i sommeren 2008. Anders Bjerregaard gav Krohn-Dehli en kort kontrakt - dog med option på forlængelse, men indkøbet stod noget i skyggen af Brøndbys øvrige midtbane-indkøb i form af Jan Kristiansen og i særdeleshed Alexander Farnerud. Krohn-Dehli debuterede to dage efter sit skifte mod FC København, hvor han imponerede stort i 1-0-sejren over rivalerne.

Siden er det gået fint for Krohn-Dehli, der efter nogle indgreb i sine knæ nu er fuldstændig fit. Specialister fandt ud af, at et stykke af knoglen havde revet sig løst og irriterede knæet, men dette er nu helt i orden.

Flere gange blev Krohn-Dehli i den efterfølgende tid kåret til ”Månedens spiller i SAS-ligaen”, selvom han blev rykket fra den centrale midtbane ud som kantspiller, og i 2010 udløste dette en tur med liga-landsholdet til Thailand. Præstationerne her åbnede for en plads Olsens VM2010-bruttotrup, men Krohn-Dehli blev sorteret fra, som en af de sidste fire spillere, der skulle forlade den danske VM-lejr.

Selvom Brøndby sidenhen – samlet set – har været ramt af en nedtur, har Krohn-Dehlis spil været højt opstillet, og det enorme potentiale har været indfriet. I den forgangne sæson har 2011/12-sæsonen været ligesom Krohn-Dehlis karriere… fyldt med op- og nedture.

Nu venter EM-slutrunden, hvor Morten Olsens EM-formation og spillespil er meget afhængig af godt spil af kanterne i 4-3-3 opstillingen. De to kanter består af de to Brøndby-spillere – Rommedahl og Krohn… det er båre… nemlig!

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik