EM - 1964
Da sommerens EM står for døren, vil Indkast.dk i tiden op til gennemgå de tidligere slutrunder. Næste stop - 1964.
Det var en overraskelse for det fleste, da UEFA offentliggjorde, at det var Spanien der skulle være vært ved de afgørende kampe i den 2. udgave af den turnering vi i dag kender som EM.
Således havde nationen fra den iberiske halvø ved slutrunden i 1960, af politiske årsager nægtet at lade Sovjetunionen rejse ind i landet, hvorfor man tabte kvartfinalen uden kamp.
Spanien blev dog også kun tildelt værtsskabet under den forudsætning, at alle nationer ville få lov at rejse og spille i landet - og det var overraskende mange.
Efter flere af de lande der meldte afbud ved turneringen fire år forinden, havde set hvilket succes det havde været, deltog hele 29 nationer i 1964. En imponerende stigning, da kun 14 hold deltog i 1960. Komplikationerne ved at have et ulige antal deltagerlande blev dog løst nærmest førend de var opstået, da Grækenland valgte at trække sig, da lodtrækningen til kvalifikationsunden parrede dem med Albanien. En nation grækerne ikke agtede at spille i mod af politiske grunde.
Af de mere prominente navne blandt de nytilkomne kan nævnes blandt andre Italien og England. Førstnævnte markerede sig allerede fra kvalifikationsrunden som kandidat til trofæet da støvlelandet slog Tyrkiet sammenlagt 7-0, hvorimod sidstnævnte skuffede fælt og blev sendt hjem med et samlet 5-2 nederlag til Frankrig.
Også værterne fra Spanien understregede deres rolle som favorit allerede i kvalifikationen, da de slog Rumænien 7-3. Ganske overraskende var det dog Danmarks drenge der hev den største sejr i land. De - eller vi - slog nemlig Malta med hele 9-2 over to kampe. To kampe hvor især Ole Madsen imponerede med blandt andet et hattrick på hjemmebane.
Da kvalifikationen var overstået, skulle den egentlige turnering skydes i gang, hvilket samtidig betød, at de forsvarende mestre fra Sovjetunionen gjorde deres indtog - og det med manér. Efter sikkert at have slået italienerne 2-0 hjemme i Moskva, kom det videre avancement aldrig rigtig i fare i returopgøret der endte 1-1 på Stadio Olimpico, da hjemmeholdet første udlignede i det 89. minut ved Milan-legenden Gianni Rivera.
Danskerne, der var kommet flot fra start, sikrede sig imidlertid videre avancement på mindst lige så overbevisende facon, da Albanien blev slået 4-0 hjemme i Parken, hvorfor det efterfølgende nederlag på 1-0 i returopgøret hverken gjorde fra eller til.
Rundens overraskelse stod Luxembourg for, eftersom de slog Holland, der endnu var langt fra det ”Totaal voetbal” de senere skulle få meget succes med, med de samlede cifre 3-2.
Derfra gik den heller ikke længere for det lille Beneluxland. I kvartfinalen stod de nemlig over for Danmark, der skulle vise sig at kunne det Holland ikke var i stand til. Men kun med møje og besvær. Siden de to første kampe endte henholdsvis 3-3 og 2-2, skulle der nemlig et tredje og afgørende opgør til, for at bestemme hvem der skulle spille slutspillet i Spanien. I en kamp der spilledes i Holland blev Ole Madsen matchvinder, eftersom han scorede kampens enlige mål - ligesom han stod noteret for samtlige af de fem andre mål, Danmark havde scoret mod Luxembourg.
Anderledes let gik det for spanierne, der med en samlet 7-1 sejr over Irland sikrede sig deltagelse ved den finaleturnering de selv skulle afholde.
Ikke overraskende bookede mestrene fra Sovjetunionen også en billet dertil, qua en 4-2 sejr over svensken.
Den sidste plads til finaleturneringen skulle findes i kampene mellem Ungarn og Frankrig. De fleste havde forudset en sejr til ”Les Bleus”, men den ungarske legende Florian Albert forhindrede den spådom i at gå i opfyldelse. Således stod han tilbage som den helt store helt, efter det samlede resultat lød på 5-2 i ungarsk favør.
I semifinalen kunne Albert dog ikke gøre noget, da han mødte sin overmand i Spaniens Luís Suarez. Suarez, der lige havde vundet Mestrenes Europa Cup med Inter, var på daværende tidspunkt fodbold-verdens helt store stjerne, hvilket lod sig understrege, da de fleste af de 35000 tilskuere på Bernabéu brugte det meste af kampen på at synge hans navn.
Det talentfulde ungarske mandskab gav dog ikke på uden kamp, og man skulle derfor helt frem til kampens 115. minut for at finde en afgørelse. Her dukkede Amancio op på et hjørnespark han selv havde fremtvunget, hvor han bankede bolden ind bag en sagesløs Antal Szentmihalyi.
Lige så spændende blev den anden semi-finale desværre aldrig. Her var de ordinære 90 minutter nemlig nok for de sovjettiske stjerner, der uden problemer slog overraskelsen fra Danmark med 3-0.
Det betød, at finalen skulle stå i mellem værterne fra Spanien og de forsvarende mestre fra Sovjetunionen. En kontroversiel kamp, i det den præcis samme kamp aldrig blev spillet ved den forrige slutrunde.
Men det blev den nu. Endnu gang var Luís Suarez kampens helt store oplevelse, da han fra sin rolle som playmaker orkestrerede snart sagt al Spaniens offensive spil - og det var der meget af. For til trods en snæver spansk sejr på 2-1, var kampen langt mere ensidig, end resultatet antyder.
Allerede efter bare seks minutter bragte den spanske offensiv-spiller Pareda hjemmeholdet foran med 1-0, til stor glæde for størstedelen af Santiago Bernabéu. Der skulle dog kun gå to minutter før sovjettiske Galimzyan Khusainov bragte balance i regnskabet, og gav det trofaste sovjettiske fåtal noget at juble over.
Den alternative, og meget offensive, 3-2-2-3-formation spaniens træner Jose Villalonga havde valgt til kampen skulle dog vise sig at bære frugt, omend det tog sin tid for den at modne. For skønt overtaget i både spil og chancer, skulle der spilles 84 minutter før Luís Suarez fik sat det afgørende angreb i gang, der endte med Marcelino satte et flot hovedstød ind bag Lev ”Den sorte panter” Yashin, der ellers betragtes som en af de bedste målmænd nogensinde.