Manchester United på pinebænken: De er lammet
Manchester United venter nervøst i øjeblikket.
Kaptajn Bruno Fernandes er fortsat tavs om sin fremtid – mens Al Hilal fra Saudi Arabien står klar med en svimlende sum på over 870 millioner kroner og en lønpakke, der næsten tredobler hans nuværende indtjening.
Fernandes har endnu ikke informeret United om, hvorvidt han ønsker at blive eller forfølge en ny, økonomisk lukrativ udfordring i Saudi-Arabien. Imens vokser usikkerheden i klubben, hvor både den sportslige ledelse og manager Ruben Amorim ønsker at beholde deres midtbanegeneral.
Agent Miguel Pinho har allerede været i Riyadh til samtaler med Al Hilals topfolk – et klart signal om, at interessen er mere end varm.
Klubben satser benhårdt på at hente Fernandes inden Klub-VM i USA til sommer, og ser portugiseren som en central profil i deres internationale satsning.
Fernandes’ kontrakt med United løber til 2027 med mulighed for forlængelse, men United er kun villige til at overveje et salg, hvis spilleren selv ønsker det.
Amorim udtalte for nylig, at han “har en klar fornemmelse af, at Bruno gerne vil blive” – men indrømmer også, at meget afhænger af spillerens endelige beslutning.
Brunos usikre fremtid lammer i øjeblikket klubbens transferstrategi. United ønsker at handle hurtigt denne sommer, men Fernandes’ valg kan få stor betydning for, hvilke profiler klubben går efter – heriblandt Brentfords Bryan Mbeumo.