Fodbold nyheder

Mario Gómez – EM's topscorer?

Af Nicolaj Truelsen

Som et led i indkast.dks EM-optakt kommer her en artikel, som har fokus på Gómez' chancer for at blive EM topscorer.

Article image
Ritzau-Scanpix

Med en Messi, som naturligvis ikke kan deltage til EM og en Ronaldo, der sjældent viser den vanlige målstyrke, når han optræder på landsholdet, er der alle mulige grunde til, at Gómez kan hive titlen som EM's topscorer hjem.


Tysk-spanieren har nemlig været i forrygende målform i denne sæson. Inddrager man samtlige spillede kampe af betydning for både klub- og landshold er det blevet til hele 45 mål i sæsonen 2011/2012. Og 'torjägeren' har samtidig holdet bag sig. Med Müller, Podolski og Özil liggende lige bag ved angriberen, burde chancerne komme på et fad for den 26-årige Bayern-bomber.

Ser man på en liste over de europæiske topscorere fra alle europæiske ligaer, ligger Gómez nummer syv overgået af Messi, Ronaldo, van Persie, Klaas Jan Huntelaar, Ibrahimović og Wayne Rooney. Der tegner sig derfor et lille felt af mulige topscorere, men Gómez har fordelen på en række punkter.

I forhold til Ronaldo er Gómez' skarphed blevet generelt større på landsholdet. Ronaldo har scoret fem mål i kvalifikationens gruppespil samt to i play-offs. Men overtallet af målene blev sat ind mod lavere rangerende hold som Bosnien-Herzegovina, Island og Cypern. Mod sværere modstandere har Ronaldo generelt haft en tendens til ikke at præstere på samme niveau, som han er kendt for på sit klubhold Real Madrid. Dette skyldes i høj grad også, at Portugal længe har ligget lige under de allerstørste nationer. Ingen tvivl om, at Portugal er stærke, men Ronaldo har ikke det samme hold bag sig, som han har på sit klubhold. Og i en gruppe med Tyskland, Holland og Danmark er vejen til Portugal- og Ronaldosucces noget mere bumpet. Med det stærke tyske landshold i ryggen, er der større mulighed for, at den tyske spydspids vil få flere bolde i nettet.

I forhold til Robin van Persie Er tingene meget lige. Tyskland og Holland kan begge kommet meget langt. Det eneste, der kan nævnes som en lille fordel er, at van Persie har haft lidt flere skader i løbet af sæsonen, og derfor måske er en smule mere træt. Men det kan blive meget tæt mellem disse to bombere.

Dette efterlader så Rooney, Huntelaar og Ibrahimović. Huntelaar er bestemt en mulighed som topscorer, men hollænderen vil muligvis komme til at stå i skyggen af Robin van Persie på trods af hans titel som topscorer i kvalifikationen. Holland spiller næsten aldrig med både van Persie og Huntelaar i front. Spilletiden kan derfor være en faktor her.
Ibrahimovic er en formidabel spiller, men får det svært med sit svenske landshold i en gruppe med England, Frankrig og Ukraine. Rooney sidder, desværre for England, ude i de to første kampe, hvilket mindsker Rooneys chancer markant.


Spanien har selvfølgelig en række spillere, der kan score mange mål. Men medmindre Torres virkelig har fundet formen igen, vil de spanske mål muligvis blive delt mellem mange spillere, som det oftest er set.

Et argument imod Gómez kunne være, at han heller ikke altid har præsteret for landsholdet. Men det skyldes især, at Klose længe har været førstevalg på pladsen som den enlige angriber. Ingen ved, hvad træner Löw tænker, men med den sæson, som Bayern-angriberen har haft, burde han få chancen fra start.
En anden faktor er den, at Gómez for år tilbage havde nogle traumatiske kampe mod bl.a. Østrig, hvor han brændte en chance to meter foran mål uden en målmand foran ham. Siden er han dog kommet oven på igen, hvilket især er illustreret ved en kvalifikationskamp mod Østrig, hvor han gjorde skaden god igen ved at score. Meget symbolsk valgte han ikke at fejre scoringen, men i stedet gå køligt hen og kysse den ene målstolpe.

Står tyskerne så stærkt, som det er forudsagt, og får 'Super Mario' chancen fra start, er TORero klart en af favoritterne til titlen som EM's topscorer.

Profil
Navn: Mario Gómez Garcia
Født: 10. Juli, 1985 i Riedlingen (Tyskland)
Alder: 26
Højde: 189 cm
Vægt: 88 kg
Position: Angriber
Klubber:
2003–2005: VfB Stuttgart II – 43 ligakampe og 21 mål
2005-2009: VfB Stuttgart – 121 ligakampe og 63 mål
2009- Bayen München – 94 ligakampe og 64 mål
Landshold:
Tyskland – 50 kampe og 21 mål

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik