Fodbold nyheder

Messi og Maradona

Af Torsten Brix

Indkast.dk poster her et kapitel fra bogen ”Messi – Verdens bedste”...

18. april 2007

FC Barcelona generobrer bolden.
Xavi …
Messi glider forbi Casquero.
Han holder fast i bolden og dribler også forbi Nacho.
Messi fortsætter hele vejen ned mod Alexis, stadig med bolden ved fødderne.
Han dribler videre ind i feltet og glider af på endnu en modspiller.
Bolden ser ud til at gå forbi mål …
Messi scorer!
Hvilket mål!
Han har efterladt fire af Getafes forsvarsspillere bag sig plus målmanden.
Han sparker bolden i mål med højre ben. Helt usædvanligt for Messi!
Hold da op et mål!
Det sker i det 28. minut, godt halvvejs inde i 1. halvleg.
Det er uden tvivl en kandidat til årets mål …
Imponerende. Hele verden smiler og er målløs over Messis demonstration af kontrol, tempo, evner, driblinger og afslutning. Det var intet mindre end imponerende…
Jeg vil helst ikke sammenligne, men det minder mig om Diego Armando Maradonas mål mod England ved VM i 1986. Målene er ikke ens. Spillerne er ikke de samme. Jeg siger ikke, at Messi er Maradona, men jeg kommer til at tænke på det mål.

Sådan lød det fra tv-kommentatoren på Digital + i kampen mellem Barcelona og Getafe den 18. april 2007.

Og her er Víctor Hugo Morales' stemme på Radio Argentina den 22. juni 1986 til kampen mellem Argentina og England på Azteca-stadionet i Mexico City.

Bolden bliver spillet til Diego.
Dér får Maradona den.
To mand dækker ham op, Maradona træder på bolden, fodboldgeniet drejer rundt til højre, og han dribler forbi den tredje modspiller, og nu skal han aflevere til Burruchaga …
Maradona går selv!
Genialt! Genialt! Kom, kom, kom, kom …
Måååååååååååål! Mååååååååååååål!
Vanvittigt!
Fodbolden længe leve!
Hvilket mål!
Diego! Maradona!
Jeg er helt rørt, I må undskylde mig …
Maradona i et uforglemmeligt løb, det bedste gennembrud i historien … flyvende drage … hvilken planet kom du fra? Du efterlod alle de engelske spillere bag dig, så nationen kunne blive knytnæven, der råber på Argentina … Argentina 2, England 0.
Diego! Diego! Diego Armando Maradona …
Tak, kære Gud, for fodbold, for Maradona, for disse tårer …
For dette Argentina 2, England 0.

Trøjerne er forskellige. Det samme er kampenes betydning. Den ene er en semifinale i pokalturneringen Copa del Rey, den anden er en kvartfinale ved VM mod en modstander som England, som Argentina møder for første gang siden Falklandskrigen i 1982.

Selv om alle benægter det, så gør faktorer uden for fodbold denne kamp til noget ganske særligt, i hvert fald i fansenes hjerter.

Hovedpersonerne er forskellige. Maradona, den flyvende drage, er 25 år, han er nummer 10, verdensstjernen. Da han scorede det mål, var 'Loppen' Messi endnu ikke født. Da Messi laver sit mål, er han en knægt på 19 år, der mindre end to år forinden er debuteret i den spanske liga og på Argentinas A-landshold.
Kommentatorerne er forskellige: tårerne, de historiske følelser og den sydamerikanske retorik over for den, i hvert fald i dette tilfælde, mere kølige spanske beskrivelse.

Målene ligner dog hinanden. De er meget ens, det ene ser ud til at være inspireret af det andet.
Dagen efter ser hele verden historien gentage sig. På internettet kan målet ses på YouTube. Det bliver vist tusindvis af gange sammen med Maradonas mål. Det starter en debat på nettet om, hvilket mål der er det bedste. Alle har deres mening, fra eksperter til følelsesladede fans, mens medierne sammenligner de to videoklip fra alle mulige vinkler og lovpriser Messis præstation.

Det vrimler med overskrifter, kommentarer og kreativ sprogbrug for enhver smag: 'Messidona', 'Guds fod' og endda 'Messi ryster verden'. Der er ingen uenighed. Beviset er synligt, selv for Madrids sportsaviser, der generelt undgår at lade de evige rivaler fra Barcelona pryde forsiden. Marca skriver på forsiden: ”20 år, 10 måneder og 26 dage senere gentager Messi Maradonas mål.” Og inde i avisen vender radiokommentatoren Víctor Hugo Morales' ord fra '86 tilbage: ”Hvilken planet kom du fra?”
Ingen kan undgå at bemærke, at der er tale om en af den slags begivenheder, man meget sjældent ser på en fodboldbane.

Tag bare de 53.599 tilskuere på Camp Nou: De rejser sig og finder hvad som helst, de kan vifte med, fra aviser til kampprogrammet, et lommetørklæde eller et halstørklæde, og hylder Messi. Og de, der ikke kan finde noget i en passende farve, deltager også i hyldesten ved at klappe, til de får ondt i hænderne. Det er den ultimative hyldest. Det gælder også på banen, hvor spillere som Eto'o, Deco og Gudjohnsen ikke kan tro deres egne øjne. De holder hænderne op til ansigterne. ”Hold da op, hvad var det lige, han lavede?” siger udtrykket i deres ansigter.
Og det slutter ikke her. I direkte interviews efter kampen vælter det ind med roser fra både holdkammerater og modstandere:

”Det er det bedste mål, jeg har set i mit liv.” Deco
”Han har fortryllet os alle.” Jorquera
”Jeg håber, jeg ikke skal se mig selv på tv om 30 år.” Casquero
”Ord kan ikke beskrive det mål. Fra bænken, hvor jeg sad, var jeg betaget.” Güiza
Bernd Schuster, Getafes træner, er mindre imponeret, men alle kender tyskerens stil:
”Vi burde have sparket ham ned, selv om det ville have kostet en advarsel. Der er grænser for, hvor meget gentleman man skal være.”
Debatten går, og dagen efter når den hele verden rundt.

Selv om fodbold er skønhed og fantasi, begynder nogle at analysere ved hjælp af tal og statistik.
Messis løb tager 12 sekunder mod Diegos 10,8. Han løber 60 meter over for de 62 i Mexico.

Messi har 13 berøringer mod Diegos 12. Han afdribler fem modstandere, mens Maradona efterlod seks englændere bag sig. Billeder fra begge begivenheder bliver forstørret og lagt ved siden af hinanden for at sammenligne. Man prøver at finde ens træk, som om det var et spil.
Avisen La Nación i Buenos Aires overgår alle ved at udvælge 10 punkter: fra det sted, hvor aktionen begynder, og helt frem til fejringen af målet, hvor begge spillere løber ud mod hjørneflaget i højre side af banen.

Websider, tv-stationer og aviser laver meningsmålinger. Alle steder er spørgsmålet stort set det samme: Hvilket mål var mest spektakulært, Messis eller Diegos? Hvilket mål kan du bedst lide? 55.000 personer svarer på sportsavisen Marcas meningsmåling: 60 procent vælger Messis, mens 40 procent foretrækker Maradonas. Samme resultat, men dog mindre markant, finder man hos den spanske radiostation Cadena Ser. Her vinder Messi med 52 procent mod 48 procent til Diego.

I sportsavisen Mundo Deportivo fra Barcelona får Barca-angriberens mål mere end tre fjerdedele af stemmerne. I den argentinske avis Olé sætter 74 procent af læserne Maradonas mål højest. Det var forudsigeligt, for dette mål står indprentet i landets kollektive hukommelse. Der findes ikke et hjem i Argentina, hvor der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet vist en Video eller dvd med det mål.

I Argentina har man endda lavet en flipbog med århundredets mål. Det er en 'håndholdt film', hvor man bladrer i siderne, så det er ligesom at se en Video med målet. Listen over flipbøger med argentinske fodboldminder indeholder også 'Guds hånd', Maradona, der laver tricks med bolden, og Maxi Rodríguez' mål mod Mexico.

Lionel Messi og hans præstation er endnu ikke en del af den eksklusive samling. I Argentina er Maradona ikke bare en fodboldspiller, han er en folkehelt, en levende legende. Man kan tilmed dyrke sin tro i Maradona-kirken, der er en parodi på religion, hvor man tilbeder Diego som den øverste gud. Maradona er et ikon i landets historie på linje med folk som general José de San Martín, der kæmpede for uafhængighed af Spanien, den berømte tangosanger Carlos Gardel, forfatteren Jorge Luís Borges, Evita og Ernesto 'Che' Guevara.

Derfor er det svært for argentinerne at bytte ham, som var han et simpelt fodboldklistermærke.
Meningsmålingerne viser med al tydelighed, hvor dyb lidenskaben er på begge sider af Atlanterhavet.

Ud over diskussionen om, hvilket mål der er det bedste, opstår et andet spørgsmål: Hvad er Messis intentioner? Eller for at citere den argentinske avis La Nación: ”Prøvede Messi at efterligne Maradona? Var det bare en tilfældighed, eller hvad?”

Hovedpersonen selv fjerner al tvivl:
”Måske mindede situationen om det. Jeg har kun set det en enkelt gang i tv, men jeg tænkte aldrig på, at det kunne være det samme mål som Diegos. Bagefter sagde folk det til mig, men i det øjeblik tænkte jeg ikke på noget. Jeg var bare glad for at have scoret,” siger Messi.
Han bliver også bedt om at beskrive sit mål:

”Jeg så, at der var en åbning og løb frem på banen, som jeg altid gør, for at forsøge at komme frem til en afslutning. Der var to forsvarsspillere foran mig. De kom ikke imod mig, så jeg kiggede efter nogen at spille et-to-kombination med, men da jeg så åbningen, tog jeg chancen. Heldigvis lykkedes det.”

Messis beskrivelse får det til at lyde, som om det er helt normalt for ham, hvilket det på en måde også er, da det er en del af hans arbejde.
Enkelheden i hans forklaring minder om Maradona i '86, i hvert fald hvis man spørger hans daværende landsholdskammerat Jorge Valdano.
”Diego forsikrer, at han forsøgte at spille bolden til mig flere gange, men at han hver gang blev forhindret og ændrede mening, men jeg er sikker på, at han aldrig var villig til at aflevere den bold,” siger Jorge Valdano.

I Messis tilfælde var det Eto'o, der ventede forgæves på en aflevering. Lighederne mellem de to mål er uendelige. Det gælder tilmed Getafe-træner Bernd Schusters irritation over, at spilleren ikke blev slagtet. Lyt blot til ordene fra Héctor Enrique, Maradonas holdkammerat i kampen mod England:

”De siger, at de engelske spillere ikke forsøgte at lave frispark mod Maradona. Det var da kun, fordi de ikke kunne! Da de nåede hen til ham, var han allerede forbi dem.”

Det samme gælder Messi.

Anekdoterne fortsætter. Det var nemlig Héctor Enrique, der afleverede til Maradona, da han scorede ved VM i Mexico. I Messis tilfælde var det Xavi, der havde næstsidste fod på bolden, fortæller Messi:

”Xavi har sagt til mig, at ved alle fantastiske mål taler man meget om selve målet, men det var ham, der afleverede til mig, og det er der ingen, der taler om,” siger Messi.

Til gengæld er der ingen ligheder mellem, hvad der skete efter målet. En af grundene er selvfølgelig, at omstændighederne var meget forskellige.

Måske er der heller ingen lighed mellem de to målscoreres udtalelser. Efter kampen siger Messi, at det ikke var ”noget særligt”, og tilbringer en stille aften med at spise sammen med sin far og sin gode ven Pablo Zabaleta.

Medieinteressen er dog så stor, at de bliver nødt til at finde en anden restaurant, for på deres stamsted er der for mange folk, der venter på ham.

Dagen efter sidder Messi til en pressekonference på Camp Nou efter træning. Han har lige klædt om, og hans hår er stadig vådt efter turen under bruseren. Foran mikrofonerne fortæller han, at han har sovet fint:

”Jeg har helt ærligt ikke tænkt over målet og dets betydning.” Han er immun over for journalisternes insisterende spørgsmål og tilføjer, at målet ikke ændrer noget.

”Jeg føler ikke noget pres. Jeg bliver ved med at spille og have det sjovt, som jeg plejer.”
Han glemmer dog ikke at dedikere målet. Han gentager, hvad han tidligere har sagt:

”Jeg tilegner målet til Diego. Jeg sender al min støtte og mine bedste ønsker om, at han bliver udskrevet så hurtigt som muligt og kommer sig, for det ønsker hele Argentina og alle fodboldelskere.”

Diego Armando Maradona er på hospitalet. Han er blevet hasteindlagt for et tilbagefald med alkohol, der har medført leverforgiftning.
Han har været tæt på at dø, meddeler hans personlige læge, Alfredo Cahe.

I Argentina har man endda meddelt, at han er død.
Det er heldigvis ikke tilfældet, og i begyndelsen af maj bliver han udskrevet fra den neuropsykiatriske klinik, hvor han frivilligt har ladet sig indlægge for at blive behandlet for sit alkoholmisbrug.

Straks efter at være blevet udskrevet medvirker han i tv-programmet ShowMatch for at give sin version af, hvad der er sket, og angribe alle, der har begravet ham for tidligt. Under interviewet kommenterer han også Messis mål:

”De, der laver den sammenligning, overdriver. For det første var mit mål smukkere end Messis. Derudover scorede jeg ved et VM over for 11 landsholdsspillere fra England, der har vundet VM. Leo scorede mod Getafe i Copa del Rey i Spanien. Det er ikke det samme.”

Nogle måneder senere er han endnu hårdere i et interview med ugemagasinet El Gráfico fra Buenos Aires:

”Hvad var det første, du følte, da du så Messis mål mod Getafe?” bliver han spurgt. Han svarer irriteret: ”Det har ikke noget som helst med mit mål at gøre.”

”Nej, ikke omstændighederne, men spilsituationerne mindede om hinanden, Diego …”

”Nej, de kan overhovedet ikke sammenlignes. Den slags mål lavede jeg masser af under træning, men de findes ikke på Video. Lad os nu holde det her på et seriøst plan. Få mig ikke til at sige noget, jeg vil fortryde …”

Desværre slutter diskussionerne ikke her.
Barcelona-Espanyol, 43 minutter inde i 1. halvleg. Hør blot kommentatoren under kampen, der blev vist på argentinsk tv:

”… og nu Messi.
Messi over for forsvaret.
Messi afleverer til Eto'o inde i feltet.
Eto'o har ryggen mod mål og er omringet af fire forsvarsspillere.
Eto'o afleverer bolden.
Zambrotta …
Messi kan ikke nå den …
Med hånden, med hånden, ligesom Diego.
Han skriger på samme måde:
MÅÅÅÅÅÅL!
Det er Diego. Kom ikke og sig, det ikke er Diego. For mig er det Diego. Det er samme type mål …
Han er tilbage som en reinkarnation. Jeg kan ikke tro det, men … han er hans reinkarnation. Der kan ikke være så mange tilfældigheder. Forklar mig, hvordan der to gange – to gange! – kan være så ens episoder mellem to mænd. Messi, eller Maradona forklædt som Lionel Messi, går ned og tager en Barcelona-trøje på og udligner i kampen med sin venstre hånd.

Skulle nogen stadig være i tvivl, så hør blot tv-kommentatoren Michael Robinson på Digital+:

”Han har scoret to Maradona-mål i den samme sæson. De to mod England har han gentaget; det ene mod Getafe, det andet mod Espanyol.”
Guds hånd slår til igen. Med alle ligheder og diskussioner.

Den 22. juni 1986 nåede Maradona bolden, før den 15 centimeter højere Peter Shilton kunne nå at bokse den væk.

Med sit spring når Messi over den 19 centimeter højere Carlos Kameni. Trods de engelske protester tillader den tunesiske dommer Alí Benaceur målet, da hans linjevogter peger mod midterlinjen.
Og på trods af fortvivlelsen hos Espanyol-spillerne og al teknologien, der er til rådighed i 2007, tillader også dommer Rodríguez Santiago Messis mål. Maradona tøvede med at indrømme, hvad alle vidste.

”Guds hånd var Diegos hånd. Og det føltes også som at stjæle tegnebogen fra englænderne,” sagde Maradona senere.

Lige efter kampen beklager Messi kun, at hans mål ”ikke hjalp noget; det gav kun ét point”, men det var ikke nok til at vinde ligaen. Han har fejret målet som noget ”helt normalt” og var ”glad for at have udlignet i kampen”.
Alt i alt er der ingen grund til at skamme sig over at være den smarteste.

Diego og Lionel, Maradona og Messi, mesteren og lærlingen. Ariel 'Tigeren' Zarate, en 29-årig mand fra det fire mand store argentinske band Entre Rios har dedikeret en sang til temaet: 'El Pie de Oro llegó' (den gyldne fod er kommet), et ordspil på Maradonas øgenavn 'El Pibe de Oro' (den gyldne dreng). Teksten er denne:

Den 24. juni i '87 et år efter Argentina vandt VM,
tændtes en ny stjerne, en ny illusion. Den Gyldne Fod blev født i Rosario.

Magiske driblinger, en lille stor spiller, som 7-årig miniput hos Newell's Old Boys. Her vendte de ryggen til hans problem, så han måtte emigrere til Spanien. Og i Barcelona han sin anden far fandt, med offer og kærlighed han alt overvandt. I 2004 hos Barça han fik sin debut, og med U20 hans drøm opfyldt (Den Gyldne Fod slog til!).

(Omkvæd)
Kom så, Lionel,
verden venter på dine tricks igen.
Vi vil se magien,
du bærer i dine fødder.

Løvens store hjerte
træder ind på banen, stor forventning.
Publikum vil råbe hans mål,
i en kamp med landsholdet.
Vi hepper på dig med vores råb,
på landsholdet vækker du håb.
Vi vil se dig med Argentina som mester!
(omkvæd)
I hele verden vækker du lidenskab,
vi vil se dig med Argentina som mester!

Nu har Messi sin egen sangskriver, ligesom Maradona havde det med Potro Rodrigo. Ud over sangene er der blevet talt og skrevet stolpe op og stolpe ned om lighederne mellem de to. Også inden april 2007. Messi er altid blevet sammenlignet med Maradona på den ene eller den anden måde. De første til at drage paralleller var hans ungdomstrænere i Newell's, fra Enrique Domínguez og Ernesto Vecchio til Adrián Coria.

”Jeg har set ham gøre forbløffende ting med bolden, som ikke engang Maradona kunne på hans alder,” har Vecchio udtalt.

Guillermo Hoyos, hans træner på B-holdet på Barcelonas ungdomsakademi, følger trop:

”Messi er det tætteste, jeg har set på Diego. Hvad angår drive og beslutsomhed. Ene mand kunne Leo ændre resultatet i et hav af kampe! Det er ligesom Diego. De sparker ham, de sparker ham igen, og han fortsætter næsten liggende på jorden. Han har ingen problemer med at bevæge sig. Han bevæger sig fremad med bolden på vristen og skal kun bekymre sig om sin fart. Han fornemmer bolden, og han gør det anderledes end alle andre.”

Siden da har der været mange, der har udtalt sig om Barcas nummer 10. En af dem er Norberto Alonso, en tidligere 10'er hos det argentinske storhold River Plate:

”Han kan ting, der får mig til at tænke på Maradona. Eksempelvis hans eksplosive antrit. Og den fart, han spiller med. Men Diego havde det sublime blik for spillet, som Messi mangler.”
Arsenal-træner Arsène Wenger er ikke i tvivl: ”Messi er som Maradona men med turbo på sine fødder.”

Eto'o: ”Messi er fremtidens Diego Armando Maradona.”

Deco: ”Han minder mig meget om Maradona. Af og til hører jeg, at han skal passe på berømmelsen, så der ikke sker det samme med ham som med Maradona. Men Leo er anderledes, for han har en fornuftig omgangskreds, der holder af ham og beskytter ham.”

Franz Beckenbauer: ”Da vi så ham løbe med bolden, tænkte vi med god grund på Diego Maradona, da han var bedst.”

Nogle fornægter ikke parallellerne, men advarer Messi. En af dem Héctor Enrique, der var med til at vinde VM med Argentina i '86:

”Messi og Maradona har to ting til fælles: bevægelserne og hurtigheden. Diego havde de her driblinger og det korte sprint, som kørte dig midt over, og det er svært at tage bolden fra Leo. Han skyder heller ikke bare for at skyde. Han søger i stedet den fjerneste målstolpe og går fra højre mod venstre ligesom Diego. Det farlige er ikke sammenligningen, men hvis Leo tror, han er Maradona.”

Det bekymrer også den tidligere Fiorentina-angriber Gabriel Batistuta, der har scoringsrekorden for Argentina:

”Leo skal ikke prøve at efterligne Maradona. Han skal bare være sig selv og gøre det bedst muligt. Hvis ikke han gør det, vil han, selv hvis han når Diegos niveau, kun opnå at blive den anden Maradona,” siger Gabriel Batistuta.

De færreste er uenige, men en af dem, der gerne og ofte udtaler sig om Maradona, er Pelé:

”Messi er en anden type. Maradona kom fra længere tilbage på banen. Messi er en anelse hurtigere. Derimod var Diego en fodboldspiller med flere våben,” siger Pelé.

En anden, der skiller sig ud, er César Luís Menotti, landstræneren for Argentinas verdensmestre ved VM i '78.

”Han er ikke den nye Maradona. Både i Argentina og andre lande taler alle om, at nu er Diegos efterfølger fundet, hver gang en spiller med god teknik og beslutsomhed dukker op. Messi er en rigtig god spiller, venstrebenet, dygtig, kraftfuld, han spiller i Barcelona og er argentiner. Men han er ikke Maradona. Han er Messi.”

Walter Vargas, forfatter, journalist og psykolog, skriver kategorisk i sin bog 'Fútbol Delivery':

”Messi er ikke og bliver aldrig Maradona. Han når aldrig de højder, og jeg tvivler endda på, at han bare når i nærheden.”

Meningerne er delte, og der er mere: Argentinas Olympiske Komité har endda lavet en videnskabelig undersøgelse for at sammenligne de to spillere.
Resultatet er indlysende banalt: Messi og Maradona har en række fysiske fællestræk: lavt tyngdepunkt, muskelmasse, vægt, højde, karriere, og begge to er åbenlyst venstrebenet.

I sådanne tilfælde er det bedre at lade videnskaben ligge og tage en tur som turist til Buenos Aires og Bombonera, hvor storholdet Boca Juniors har hjemmebane, for at tale med fans, store som små.

Rodrigo, der står i sin blå og gule Boca Juniors-trøje, vil ikke høre tale om sagen. Han har set Maradona spille og accepterer ingen sammenligning. Han remser Messis svagheder op, fra evnen til at tage frispark til hans manglende blik for spillet, og han glorificerer Maradona ved at minde om de første mål, 10'eren lavede for Argentinos Juniors.

Den næste i rækken er Luís, der arbejder i en fanshop fyldt med Boca Juniors-ting. Han finder et billede med Maradona i kamp. Under billedet står der: ”Dine børn og dine børns børn vil spørge dig om ham.”

Men lidt senere på gaden kommer nogle børn, der spiller fodbold. To af dem er iklædt Barcelonas trøje med Messis navn på ryggen.

10-årige Julián er den mest snaksaglige: ”Jeg holder med Boca, men jeg kan godt lide Messi, jeg kan lide hans måde at spille på.”

Noget tyder på, at præferencerne har en del med alder at gøre. Det mener i hvert fald Horacio del Prado, der er kommentator på Radio Nacional i Argentina.

”Raúl Gonzáles Tuñon skriver i et af sine smukkeste digte, 'Poeten døde ved daggry': 'Nogle, de ældste, fornægtede ham i begyndelsen. Nogle, de yngste, fornægtede ham bagefter.'”

”Det er det, der sker i fodbold generation efter generation. Og det samme sker med Messi. De gamle, som i dag hævder, at Messi aldrig vil nå Maradonas niveau, glemmer det, man altid siger, når en ny stjerne træder frem: Han kan ikke nå det niveau.”

”Om Maradona sagde man, at han var småfed, lille og aldrig kunne blive en mester, der kunne sammenlignes med de største. Den fremragende målmand Hugo Gatti var en af dem, der konstant plaprede løs om, hvor rund Maradona var. Så lavede Diego fire mål mod ham.”

Men lad meningerne ligge, mens vi kigger på andre årsager til de endeløse sammenligninger. Det er ganske enkelt: Siden Maradona trak sig tilbage i 1997, har argentinerne – og ikke kun dem – været på udkig efter en efterfølger. Det er der ikke noget at sige til. Det sker altid, når en af de store forsvinder. Først skal man acceptere, at en myte er væk, derefter skal der gå tid, før man finder en, der minder om ham og får os til at genopleve den tabte magi. En, der kan bringe os tilbage til de gamle dage, fordi hukommelsen er afgørende i fodbold, og fordi det er nemmere at sælge en ung spiller, hvis han får mærkatet som den nye Pelé eller Maradona hæftet på sig. På den måde ved alle, hvad vi taler om.

Af og til tager man fejl og udnævner den forkerte. Det er sket flere gange, når man har talt om den nye Maradona: Ariel Ortega, Pablo Aimar, Juan Román Riquelme eller Carlos Tévez.
Ingen af dem har nået hans niveau. Det er en tung arv at skulle løfte hans krone. Ikke mindst i Messis tilfælde, hvor der er så mange fællestræk: lille, venstrebenet, opvokset hos Newell's, hvor Maradona også var en kort overgang, modnet i Barça, Maradonas første europæiske klub, og verdensmester med U20-landsholdet, ligesom Maradona i 1979. Og ligesom Maradona fik Messi sin debut på A-landsholdet mod Ungarn.

Endnu sværere bliver det, når Maradona selv inviterer dig indenfor i sit eget tv-program, 'La Noche del 10' (10'erens aften), og præsenterer dig som hans arvtager.

”Leo er udråbt til at blive en af de største. Mange tror, han allerede er det, men efter min mening er han knap nok begyndt at spille. Han kan meget mere, end han har præsteret hidtil, og når han viser det, vil det blive hans øjeblik.”

Da avisen El Gráfico spørger Diego, siger han, at Messi selvfølgelig er den bedste argentinske spiller i øjeblikket, og på spørgsmålet, om Leo kan nå hans niveau, svarer han: ”Hvis det er til argentinsk fodbolds bedste, så lad ham blive endnu bedre.”

På trods af alle sine opråb og velsignelser er den gamle konge villig til at overlade tronen. Nu er det op til hans efterfølger at gøre det med ære.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik