Ikke helt gennemtænkt: Tottenham-ejer med sjov reprimande til Maddison efter uheldig brøler
Daniel Levy er ikke helt tilfreds med, at nyindkøbte James Maddison ankom til træning i en rød bil.
Der var ikke ret mange eksperter, der havde de store forventninger til Tottenham inden denne Premier League-sæson, da London-klubben solgte klubbens anfører og største stjerne, Harry Kane, i sommerens transfervindue.
Tottenham har dog indtil videre imponeret stort, og ligger aktuelt på 2. pladsen i Premier League, efter at have hentet 13 ud af 15 mulige point.
En stor årsag til Tottenhams flotte sæsonstart er blandt andet James Maddison, som kom til klubben fra Leicester denne sommer. Englænderen har i sine første fem kampe for klubben leveret to mål samt to oplæg, og har generelt fået ros for sine præstationer.
Det ser dog ud til, at 26-årige Maddison lige skal vænne sig til, at han nu spiller for Tottenham. Tottenham-ejer, Daniel Levy, har i hvert fald været ude med en venlig reprimande til Maddison, efter han ankom til træning i en rød bil:
- James har brug for at lære, at han ikke kan komme til træningsanlægget i en rød bil.
- Jeg har fortalt ham det, og han skal nok lære det, siger Daniel Levy ifølge Goal.com.
Den røde farve er højst sandsynligt ikke Tottenham-sympatisørernes yndlingsfarve, da det er klubfarven hos Tottenhams største rival, Arsenal.
Tottenham møder i øvrigt netop Arsenal på søndag i sæsonens første North London-derby. Kampen spilles på Arsenals hjemmebane, Emirates Stadium.