Officielt: Omdiskuteret energidrik bliver ny sponsor i Barcelona
FC Barcelona har lørdag eftermiddag præsenteret en ny sponsor.
Lørdag eftermiddag kunne FC Barcelona i en pressemeddelelse offentliggøre, at man har indgået en aftale med energidrikken Prime, som bliver ny sponsor i klubben. Prime overtager pladsen fra Gatorade. Den tidligere aftale med Gatorade udløb som bekendt den 30. juni og her gik rygterne allerede, at Barca ville indgå en ny sponsoraftale med den særdeles omdiskuterede og hypede energidrik, Prime. Disse rygter viste sig at holde stik.
Lørdag kunne Barca nemlig offentliggøre den nye aftale med Prime, som bliver ”Official Hydration Partner” i klubben. Barca meddeler, at man har indgået en aftale for de kommende tre sæsoner, hvor de farverige flasker vil være synlige under kampene og til træning for både herrernes og damernes førstehold. Derudover gælder aftalen også for cataloniernes ungdomsrækker.
- Vi er meget stolte af denne aftale med PRIME, et brand med stor international gennemslagskraft, som er resultatet af passionen og dedikationen fra dets ejere, Logan Paul og KSI. Vi står over for en strategisk alliance for klubben, der hjælper os i vores ønske om at skabe forbindelse til nye unge fans fra hele verden og tilhængere af et innovativt produkt, der fremmer rehydrering og giver dem mulighed for at nyde sport endnu mere, skriver Barca i pressemeddelelsen.
Også Logan Paul og KSI kommenterer aftalen
- Vi kunne ikke være mere stolte og mere rørte over at være blevet Official Hydration Partner i en af de største klubber i sportens verden. Vi er glade for, at FC Barcelona-familien nu kan nå endnu længere med PRIME, udtaler de blandt andet.
Barca afslører ikke yderligere økonomiske aspekter af aftalen, men der er ingen tvivl om, at catalonierne modtager en god pose penge fra firmaet bag den amerikanske energidrik.