Wolfsburg-danskere får stor kritik efter nedturssæson!
Det nordtyske Bundesliga-mandskab Wolfsburg har efterhånden udviklet sig til noget af en danskerkoloni, men nu får de danske drenge dog alle stor kritik fra lokalmediet NDR.
For hos mediet har de udarbejdet en større analyse af, hvilke årsager der ligger til grund for, at Wolfsburgs sæsonafslutning blev så negativ, som den blev.
Wolfsburg havde ellers gang i en god Bundesliga-sæson, hvor de længe lå og spillede med om de europæiske pladser, men fra marts gik det helt galt, og man vandt kun to ud af de sidste 11 opgør.
Og hos NDR er de således nu ude med den store rive i forhold til Wolfsburg-danskerne, da både Joakim Mæhle, Jonas Wind, Mads Roerslev og Andreas Skov Olsen modtager kritik.
Den 26-årige angriber Jonas Wind får kritik for at have mistet skarpheden, hvor han på trods af masser af tillid fra cheftræneren Ralph Hassenhüttl kun scorede to ligamål i foråret.
Den dynamiske 27-årige back Joakim Mæhle får ligeledes negative tilkendegivelser fra mediet for på ”mystisk vis” pludselig at sætte svagere præstationer sammen imod sæsonafslutningen.
Også den nytilkomne 25-årige højrekant Andreas Skov Olsen får kritik for slet ikke at have levet op til de forventninger, der var til ham med afsæt i hans høje prisskilt på omkring 105 millioner kroner.
Blot et mål og en assist har Skov Olsen bidraget med for Wolfsburg. Slutteligt får den 25-årige højreback Mads Roerslev kritik for ikke at have presset Kilian Fischer nok på positionen.
Klubbens ledelse har også dansk islæt i form af den tidligere FCK-sportsdirektør Peter ”PC” Christiansen, hvor særligt kommunikationen omkring trænerfyringen af Hassenhüttl kritiseres.
For to runder før sæsonafslutningen valgte ledelsen pludselig at afskedige Hassenhüttl, selvom man havde meldt ud, at man ville give ham sæsonen ud, og at man troede på hans projekt.
I den forbindelse nævnes den nuværende FCK-cheftræner Jacob Neestrup som en potentiel ny trænerkandidat, og rygtet bliver næppe mindre varmt af hans tidligere samarbejde med ”PC.”