Stadig spænding om Den Gyldne Støvle! Bliver det Mbappé eller Salah?
En begivenhedsrig 2024/25-sæson lakker efterhånden imod enden, og mange ting er faldet på plads i de store ligaer, hvor mesterskabet allerede er uddelt i Tyskland, Spanien, England og Frankrig.
Men der er dog stadig individuel hæder tilbage at spille om! For der er stadig et tæt kapløb omkring ”Den Gyldne Støvle” i de fem store ligaer imellem Kylian Mbappé og Mohammed Salah.
For selvom der ikke uddeles et decideret trofæ til den spiller, der laver flest ligamål i de fem største ligaer, så er det ofte et samtaleemne, hvem der har været den største målscorer i europæisk fodbold.
Og det gør de også opmærksomme på hos det spanske medie Marca, hvor de pointerer, at Real Madrid-stjerneindkøbet Kylian Mbappé er i førerposition med sine hele 29 ligamål.
Men den 32-årige egyptiske Liverpool-kantspiller Mohammed Salah ånder dog franskmanden gevaldigt i nakken, da han har lavet imponerende 28 mål i Premier League.
Af andre kandidater tæt på de to har vi også FC Barcelonas Robert Lewandowski, som med sine 25 ligamål dog skal gå voldsomt målamok på sidste spilledag, hvis han skal løbe med æren.
Også Bayern Münchens Harry Kane har med sine 26 scoringer budt sig godt til i forhold til prisen, men den sidste kamp i Bundesligaen er dog færdigspillet.
I Serie A har Atalantas 26-årige italienske angriber Mateo Retegui dog også gang i en supersæson, hvor han er suverænt topscorer med 25 mål her forud for sidste spilledag i støvlelandet.
Slaget skal derfor nok stå imellem Mbappé og Salah. Madrilenerne møder Real Sociedad hjemme i sidste runde, mens Liverpool fortsat mangler Brighton ude i aften og Crystal Palace hjemme.
Man må dog i denne debat også lette på hatten for Sportings Viktor Gyokeres, da svenskeren har scoret hele 39 mål i den mindre prominente men niveaumæssigt stærke portugisiske række.